Uffe Gjerding informerer en kvindelig organisation omkring HIV og AIDS

Hiv, aids og stigma – kirkernes kamp med sig selv

Da millioner af afrikanere blev smittet og døde af hiv/aids, tog Folkekirkens Nødhjælp den svære samtale om sex med afrikanske kirker.

© Klaus Holsting

I de sene 1980’ere blev det tydeligt for verden, at Afrika var særlig hårdt ramt af hiv, og at millioner af mennesker på kontinentet var døde eller døende. Men i de afrikanske kirker, som drev adskillige hospitaler, var der først fornægtelse og dernæst fordømmelse, inden erkendelsen endelig kom, og kirkerne brød tabuet og trådte i karakter.

På hospitaler i San Fransisco og New York skabte mænds særprægede og ensartede symptomer undren i begyndelsen af 1980’erne. Mændene havde feber, udslæt og svamp i munden – og så tabte de sig meget.

Kort efter begyndte læger i Europas største byer at modtage mænd med tilsvarende symptomer – blandt andet to mænd på Hvidovre Hospital.

I sundhedsvæsnerne bekymrede man sig. Hvad var det for en lidelse, mændene fik? Og hvor fik de den fra?

HIV & AIDS

En person, der er smittet med hiv, får en kronisk infektion og vil have virus i kroppen og blodet resten af sit liv. Velbehandlede personer i anti-retroviral behandling (ART) vil dog have så lille en virusmængde i blod og vævsvæsker, at de ikke risikerer at smitte andre.

Kilde: Statens Seruminstitut

Hiv/aids bliver kendt i hele verden

I dag ved hele verden, at det var aids – forårsaget af virussen hiv (human Immundefektvirus).

Det kan være nærliggende at sammenligne hiv/aids-udbruddet med coronavirus. Men selvom vi har oplevet både dødsfald, svære sygdomsforløb og alvorlige senfølger, tåler de menneskelige konsekvenser af corona og hiv ingen sammenligning.

For modsat coronavirus, der rammer mere eller mindre tilfældigt, og for de fleste går over igen, er hivsmitten kronisk og smitter primært gennem sex.

Aids hos os? Nej, sagde kirkerne

Netop den seksuelle faktor fik enorme konsekvenser for de smittede og deres pårørende. Ikke mindst i Afrika, som gennem 1990’erne blev det hårdest ramte kontinent på kloden. I det centrale og sydlige Afrika blev op mod 30 procent af befolkningen – lige mange mænd og kvinder – smittet med hiv.

Kirkerne, der drev hospitaler i en lang række lande i Afrika, havde fra midt i 1980’erne registreret det nye sygdomsmønster og det umættelige behov for pleje af tusindvis af syge og døende mænd og kvinder. Men officielt erkendte kirkerne ikke, at en seksuel overført sygdom spredte sig i hast.

En virus med indbygget udstødelse

Efter de første års fornægtelse erkendte kirkerne sygdommen. Men ledende afrikanske biskopper tordnede nu, at ”Aids er Guds straf for syndig livsførelse”, og at smittede og syge derfor ikke havde plads i fællesskabet – heller ikke i kirkens fællesskab.

Men mest af alt sagde man ikke noget.

Kirkerne tav og lod stå til, mens smitten slog ned over kontinentet, og stigmatiseringen voksede sig så enorm, at den blev en lidelse i sig selv.

Vi tror på en tilgivende Gud

Som kirkelig organisation skulle Folkekirkens Nødhjælp finde sine ben.

Nogle afrikanske kirkers afstandtagen byggede på en bibeltolkning, hvor Gud straffer mennesker ud fra handlinger. Det matchede ikke det gudsbillede og det menneskesyn, som Folkekirkens Nødhjælp bygger på, med vægt på en tilgivende og nådig Gud.

På styrelsesmøderne på hovedkontoret i København var meningerne derfor delte: Skulle Nødhjælpen gå ind i kirkernes arbejde med mennesker med hiv og aids? Hvordan skulle man tage fat på den vanskelige snak om sex med de kirkelige partnere i Afrika, som åbenlyst ikke ville hverken høre eller tale?

Hvordan skulle man begrænse smitten? Kunne man overhovedet det?

Var kondomer vejen mod promiskuitet?

Sikker sex blev et fast begreb i mange lande, og aldrig før havde der været så meget tale om kondomer i offentligheden. Men i en del af Folkekirkens Nødhjælps samarbejdende afrikanske kirker var brugen af kondomer slet ikke til diskussion. Alene at tale om kondomer opfattedes som en opfordring til promiskuitet.

Når Folkekirkens Nødhjælp underviste i faren ved miner i DR Congo, benyttede man lejligheden til også at oplyse om risikoen for at få hiv/ aids. Blandt andet oplyste man om brug af kondomer.

Bølgerne går højt i København

Jørgen Thomsen, seniorrådgiver i Folkekirkens Nødhjælp, var i 1987 medlem af Folkekirkens Nødhjælps styrelse. Han husker heftige debatter på møderne:

”Else Houmøller Jørgensen, som var medlem af styrelsen, var også læge, tidligere missionær i Tanzania og meget vidende om sygdomme i troperne. Hun insisterede på, at vi skulle gå ind i hiv/aids-arbejdet. Hun var næsten grædende, fordi hun frygtede perspektivet af aids i Afrika. Det kunne blive meget omfattende, advarede hun.”

Den svære snak om sex

Også Uffe Torm, der dengang var projektkoordinator, talte vedholdende for, at Folkekirkens Nødhjælp naturligvis måtte have mod til at tage den svære snak om seksualliv med de afrikanske kirker og samarbejdspartnere.

Efterhånden fandt man konsensus i organisationen og blev enige om at tage fat på den store og helt ukendte opgave.

I Folkekirkens Nødhjælps blad NØD slog lederen i marts 1988 fast:

”De mange spændinger omkring aids er ulykkelige, for aids er et problem, vi har fælles med Den 3. Verden. Vi har intet andet valg end at hjælpe hinanden, hvis vi vil løse problemet. Folkekirkens Nødhjælp har heller intet valg. Vores opgave er at hjælpe – også på dette vanskelige område. Men vi må vokse i ægte medmenneskelighed og kærlighed for at blive gode hjælpere.”

Smittekurven knækker

Folkekirkens Nødhjælps hiv/aids-arbejde – særligt i Afrika – blev omfattende op gennem 1990’erne og 00’erne.

Smittekurven knækkede efter massiv støtte fra FN, stater og ngo’er til tests, oplysning og siden også til den livsforlængende ART-medicin (anti-retroviral behandling). Men oplysning om hiv/aids forblev et element i Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

Selvom samarbejdet mellem Folkekirkens Nødhjælp og de afrikanske kirkelige partnere dengang i 90’erne og 00’erne på det praktiske plan fungerede, var det vanskeligt at finde fodslag i teologiske grundholdninger.

Derfor samledes medarbejdere fra Folkekirkens Nødhjælp med samarbejdende kirker fra det afrikanske kontinent og andre samarbejdspartnere om at skrive et inspirationsmateriale, der kunne åbne for teologisk refleksion om aids-epidemien og være udgangspunkt for de svære samtaler om kirke, seksualitet og gudsbilleder.

Hvordan skaber vi en rummelig kirke?

Birthe Juel Christensen, chefkonsulent, Folkelige og kirkelige relationer i Folkekirkens Nødhjælp, var med i arbejdsgruppen:

“Arbejdsgruppen tog fat på spørgsmål som: Hvordan skaber vi en rummelig kirke? Hvordan forhindrer vi stigmatisering? Hvordan præger sygdommen menneskers oplevelse af Gud? Hvad gør vi for at minimere hiv-smittedes oplevelser af skyld? Det var svære drøftelser om og beskrivelser af skam, stigma og gudsbilleder,” siger Birthe Juel Christensen.

Tavsheden og tabuet bliver brudt

Inspirationsmaterialet Én krop, én kirke blev navnet på det skelsættende materiale, som udkom i 2006 på flere sprog, blandt andet swahili. Dermed brød kirkerne tavsheden og tabuet.

”Uden vores kirkelige baggrund havde det været umuligt at få den vigtige dialog. Med tiden erkendte de afrikanske kirker, at de indirekte – og indimellem også direkte – med deres tavshed og fornægtelse medvirkede til, at epidemien fik fat og fik fart.”

“Den selverkendelse var afgørende for, at vi gennem det vedvarende og respektfulde samarbejde kirkelige aktører imellem fik stigmatiseringen på dagsordenen, da der var allermest brug for holdningsændringer,” fortæller Birthe Juel Christensen.

Folkekirkens Nødhjælp: 100 år med håb og handling

Denne artikel er en del af vores jubilæumsmarkering.

Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder markerer vi i 2022 100 års arbejde med håb og handling.

Jubilæumsfilm: Vores historie i billeder

Twitter LinkedIn Facebook