Mand underviser i brugen af kondomer

Sådan bruger man et kondom

Der var behov for eksplicitte metoder for at tale om hiv og aids - og om at undgå smitte. Folkekirkens Nødhjælp sagde det, som det var.

© POLFOTO

Da hiv/aids ramte det afrikanske kontinent, spredte virussen sig med høj hast.

Særligt slemt stod det til i Kagera-området i det nordvestlige hjørne af Tanzania, hvor den første person med hiv i Afrika blev diagnosticeret i 1983.

Hospitalerne var overbebyrdede af mennesker med aids, der manglede sundhedspersonale, medicin og udstyr, og der manglede – som det skulle vise sig mange steder – viden om, hvordan man undgik smitte.

Netop i Tanzania indledte Folkekirkens Nødhjælp i 1987 det hiv/aids-arbejde, der skulle blive et element i projekter på tværs af kontinenter.

Manglende viden om hiv, aids og smitte

”Vi udviklede et projekt på tre ben: Vi sendte udstyr til alle lutherske hospitaler i Tanzania – alt nødvendigt fra engangshandsker, hiv-tests og sæbe til kummekøleskabe til at opbevare tests i. Vi underviste sygeplejersker, der kunne oplære familiemedlemmer i hjemmepleje, så døende kunne få en værdig død derhjemme,” fortæller Bodil Holmsgaard, der dengang var ansat i Folkekirkens Nødhjælps Varehjælpsafdeling.

Bodil Holmsgaard fortæller videre: ”Det tredje ben var oplysning. Mange steder – særligt på landet – vidste man intet om hiv og aids trods den udbredte smitte. Og selvom man vidste besked, var det ikke noget, man talte om, da det var skamfuldt, at hiv smittede gennem sex. Så vi havde brug for massiv oplysning”.

Slim-disease i land efter land

Sygdommen var genkendelig, da mennesker med aids tabte sig voldsomt. Med øgenavnet slim-disease blev den konstateret i land efter land efter land på det afrikanske kontinent.

Folkekirkens Nødhjælp udvidede arbejdet. Først til nabolandet Uganda og så til Malawi, Kenya, Zambia, Lesotho, Eritrea og Etiopien.

Projekterne var forskellige fra land til land afhængigt af sygdommens konsekvenser og menneskers behov:

Udviklingen af en “social vaccine”

I Zambia støttede Folkekirkens Nødhjælp gennem Zambias Kirkeråd udviklingen af en slags “social vaccine”. Det var selvhjælpsgrupper af hiv-smittede og landsbygrupper, Circles of Hope, som hjalp hinanden, støttede forældreløse børn, var hjemmeplejere hos aids-patienter og oplyste om sygdommen for at forebygge smitte og diskrimination.

Et tæt samarbejde mellem De grønne pigespejdere i Danmark og Girl Guides of Zambia – støttet af Danida og med Folkekirkens Nødhjælp som tredje part – målrettede informationen til piger om hiv og aids såvel som om retten til at sige nej til sex.

En undersøgelse i Tanzania midt i 00’erne viste, at 40 procent af de adspurgte unge ikke vidste, hvad et kondom var. Den store udfordring var at få drenge og mænd i tale. Derfor gjorde unge “oplysningsrejsende” en forskel, når de drog ud på skoler, i kirker, og landsbyer og satte ord på det, der kunne mindske smitten, og viste rekvisitterne frem.

Mikrolån, kønsroller og skolegang

I et slumkvarter i Nairobi, Kenya, støttede Folkekirkens Nødhjælp gennem organisationen Kenya Voluntary Women’s Rehab et iværksætterprojekt for udsatte unge kvinder, der gennem mikrolån kunne åbne frisørsaloner, grøntsagsboder eller andre små virksomheder og dermed forebygge risikoen for, at de måtte tjene penge ved prostitution.

I Etiopien tog man fat på diskussioner om kønsroller og kvinders ret til egen krop. Og i en del af Uganda, hvor børn var blevet overladt til sig selv efter forældrenes død, var det familiens ældste barns lod at passe på de yngre og forsørge familien. Her sikrede projekter børnene skolegang.

En penis af træ

I nogle områder blev op mod hver anden 15-44-årige smittet med hiv. Mange undlod at blive testet, fordi smitte mange steder førte til stigmatisering og udstødelse – og der var alligevel ingen behandling.

Tanzanias Kagera-distrikt grænser op til Ugandas Rakai-distrikt, og på landevejen mellem de to distrikter kørte tusindvis af lastbiler.

Chaufførerne købte sex af kvinder, der tjente et supplement til livets ophold langs vejen. Her spredtes hiv som en løbeild. Man kaldte vejen for ‘dødens rute’
Bodil Holmsgaard, tidligere ansat i Folkekirkens Nødhjælps Varehjælpsafdeling

”Vi havde brug for at sige det, som det var. Hvordan hiv smitter. Det var så vigtigt, at oplysningen nåede ud til alle. Også til de helt unge, der endnu ikke havde haft seksuel debut. Kun på den måde kunne vi bremse smitten.”

“Vi uddannede unge frivillige, der kunne undervise andre unge. De besøgte skoler, kirker og ungdomsklubber og demonstrerede kondomer på en penis af træ og forklarede, at hiv er en seksuelt overført sygdom. Men det var helt nyt at tale åbent om sådan et emne. Derfor skabte det også opmærksomhed, da vi opsatte en automat med gratis kondomer på vores kontor,” fortæller Bodil Holmsgaard.

Folkekirkens Nødhjælp: 100 år med håb og handling

Denne artikel er en del af vores jubilæumsmarkering.

Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder markerer vi i 2022 100 års arbejde med håb og handling.

Jubilæumsfilm: Vores historie i billeder

Twitter LinkedIn Facebook