Earth Overshoot Day - madspild

Verdens fattigste lande forbruger mindst

Når klodens ressourcer bliver opbrugt, inden året er omme, er det verdens mest udviklede lande, der bærer en stor del af skylden.

Hvert år rammer vi Earth Overshoot Day – dagen, hvor vi har brugt flere ressourcer, end Jorden kan genskabe på et år. I 2020 var den dag 22. august, og året før var 29. juli.

Men datoen er global. For ikke alle lande forbruger lige meget. Forbruget er f.eks. meget mindre i Etiopien og Malawi, end det er i Danmark.

Hvis hele verdens befolkning levede, som vi gør her i Danmark, ville der være brug for 4,2 jordkloder om året. Til sammenligning ville der kun være brug for 0,5 jordklode, hvis verdens befolkning levede som indbyggerne i Bangladesh, Mozambique og Malawi.

Øverst på forbrugslisten ligger rige lande som Qatar og Luxembourg, der bruger henholdsvis 8,8 og 7,9 jordkloder om året.

Earth Overshoot Day - madspild

Vi skal tænke globalt

Men hvorfor er det et problem, at verdens rigeste lande bruger så mange ressourcer?

Fordi der så ikke er plads til, at verdens fattigste lande kan få lov at udvikle sig. Derfor er det vigtigt, at vi tænker vores forbrug ind i en global sammenhæng.

At mindske vores CO2-udslip i Danmark vil gavne klimaet og give plads til, at verdens fattigste også kan få lov til at få del i det globale opsving.

I Folkekirkens Nødhjælp forsøger vi f.eks. at nedsætte vores CO2-udslip ved at bekæmpe madspild. I Danmark gør vi det ved at sælge overskudsmad i vores Wefood-butikker. Herhjemme sker madspild oftest, når fødevarerne er endt hos forbrugerne, men det ser anderledes ud i verdens fattigste lande.

Her er det opbevaringen, der kan skabe store problemer. Det er én af de ting, vi prøver at ændre igennem vores internationale udviklingsarbejde.

Du kan gøre en forskel

For at udnytte klodens ressourcer bedre skabte Folkekirkens Nødhjælp Wefood i 2016. En butik, der udelukkende sælger overskudsmad, som intet fejler, men som havde kurs mod skraldespanden.

I dag driver vi fem Wefood-butikker i København og Aarhus, som tilsammen reddede fra 173 tons mad fra skraldespanden.

Planen er at åbne endnu flere Wefood-butikker i fremtiden.

Bliv frivillig i en af vores butikker eller støt kampen mod madspild ved at handle i en af Wefood-butikkerne.

Twitter LinkedIn Facebook