“Jeg frygter ikke længere fremtiden”

Fatima mistede næsten alt, hun ejede, da den længste og værste cyklon nogensinde målt i verden, ramte Malawi sidste år. Men den voldsomme katastrofe har ikke taget modet fra den 62-årige kvinde. Tværtimod. Hun har aldrig følt sig stærkere, takket være det lokale fællesskab og en hjælpende hånd fra Folkekirkens Nødhjælp.

Under et stort træ sidder Fatima Manyalo. Den 62-årige bedstemor har sat sig i skyggen med sine tre børnebørn og underholder med sange og fagtelege.

Det er midt på dagen, og temperaturen nærmer sig de 40 grader. På denne tid af dagen laver hun ofte frokost og tager et hvil, inden dagens mange pligter kalder igen.

Fatima har nok at se til. Trods sin alder har hun ingen planer om at tage den mere med ro. Hun er aktiv i et stort lokalt landbrugsprojekt, hvor hun dyrker majs, løg og auberginer. Hun planter også træer, og så passer hun sine geder og kyllinger.

“Jeg står stærkere, end jeg nogensinde har gjort. Hvert år kan jeg gro flere og flere grøntsager, og der er så mange gode ting i vente,” forklarer hun.

Klimaforandringer tvang familien til at flytte

Fatima bor alene med sine tre børnebørn på fem, syv og ni år, som hun forsørger og passer på. Men hun føler sig aldrig alene om ansvaret. Landsbyen har et stærkt fællesskab, hvor de løfter i flok. Hendes nabo Esther har hun kendt hele livet. De to migrerede til området i 2015 efter mange års kamp, hvor konstante oversvømmelser havde ødelagt det område, hvor de boede.

”Vi slog lejr her under træet, hvor vi sidder nu, ” siger hun og peger op mod den store trækrone, som ikke kun giver skygge, men som har fået en helt særlig – næsten hellig betydning – for Fatima.

Inden hun migrerede til området og blev det, som nok bedst betegnes som klimaflygtning, boede hun og Esther på en lille ø i Shire-floden i det sydlige Malawi.

Barndommen og opvæksten var hård, fordi familien ikke havde meget. Men livet blev først rigtig svært for 10-15 år siden, da konsekvenserne af klimaforandringer tog fart. Hvert år blev området ramt af voldsommere og voldsommere vejr, og til sidst blev øen oversvømmet så ofte, at der ikke var anden udvej end at flytte.

”Vi blev hele tiden syge. Jeg har mistet fire børn på grund af kolera og lungebetændelse,” siger hun og stryger hånden hen over ryggen på det yngste barnebarn, som er faldet i søvn midt på tæppet, vi sidder på.

Etablerede en ny landsby

Det var de lokale myndigheder, der officielt gav Esther og Fatima lov til at bo under træet. De hjalp også senere til med at bygge et lille hus til dem hver. Særligt den lokale ’Chief’ med kælenavnet ’Mister Nice One’, hjalp de to kvinder i gang med en ny tilværelse.

Området havde ikke meget at byde på, fordi jorden var gold, og de fleste træer for længst var blevet ældet og brugt som brænde eller solgt videre. Til gengæld blev området deres, og her var ingen oversvømmelser.

De næste par år kom flere og flere familier til. Alle fra samme lille ø, og derfor kendte de hinanden. I stedet for at kæmpe om de få ressourcer, der var, lykkedes det familierne at stå sammen og bygge området langsomt op.

Her spillede ’Chief Mister Nice One’ igen en afgørende rolle og fik rakt ud til Folkekirkens Nødhjælp, som i 2019 etablerede to vandpumper og et vandtårn med et solcelledrevet vandingssystem. Familierne fik også geder, kyllinger og såsæd. Der blev undervist i konsekvenserne af afskovning, og en gruppe fik til ansvar at plante træer.

Cyklonen Freddy

Den styrke kom for alvor på prøve sidste år. En sen aften ramte cyklonen ’Freddy’ det sydøstlige Afrika, og det gik især hårdt ud over Malawi. Cyklonen blev den længste og værste, der nogensinde er målt i verden. Det voldsomme vejr varede i fem uger, og flere end 500.000 mennesker mistede deres hjem i Malawi.

Store områder blev jævnet med jorden, og her næsten et år efter, er det stadig uvist, hvor mange mennesker, der mistede livet. Mange tusinder er stadig savnet.

”Vi lå og sov, da vandet pludselig fossede ind. Væggene kunne ikke holde til al den regn, så jeg rev børnene ud af sengen og løb ud af huset,” husker Fatima og peger hen mod det lille hus, der stadig bærer præg af, at tre af siderne kollapsede den nat.

Sammen med de tre børnebørn nåede hun akkurat ud, inden det hele faldt sammen, og igen blev det store træ deres redning. De tilbragte natten under den brede trækrone, krøbet helt tæt sammen.

”Det var voldsomt, men samtidig var der så mange i landsbyen, som blev ved med at råbe til hinanden, at det hele nok skulle gå. At vi ikke skulle miste modet og håbet. Uden det sammenhold vi har, ville mit liv være så forfærdeligt. Jeg føler mig heldig,” fortæller Fatima.

Står sammen, lige meget hvad

Da solen stod op næste morgen, gik der ikke længe før ’Chief Mister Nice One’ og et par andre repræsentanter fra de lokale myndigheder ankom til området. De fik hjulpet de overlevende hen på den lokale skole en kilometer derfra. Her var der rent vand og tag over hovedet. Det blev hjem for de mange familier de næste par måneder, mens de i fællesskab reparerede husene i området.

”Jeg mistede alt, der var i mit hus. Alt var skyllet væk. Vores gryder og tallerkner, alt vores mad. Også det vi havde plantet, var ødelagt. Det eneste, som stod tilbage var træerne,” forklarer Fatima. Hun havde også mistet sine kyllinger og den ene ged.

Men hun havde ikke mistet børnebørnene, og hun havde ikke mistet modet:

“Freddy var barsk, men vi overlevede. Mange frygter, når den næste cyklon en dag rammer. Jeg frygter ikke noget. Jeg føler mig sikker her, og jeg ved at lige meget, hvad der sker, så står vi sammen, og vi kan overvinde det.”

Her næsten et år efter, er området stadig ikke helt oven på efter ’Freddy’. Flere familier er traumatiseret, fordi oplevelsen har sat sig dybt i dem. Det lykkedes at reparere Fatimas hus, men det kan knap og nap stå oprejst, og hun ved, at det ikke kan klare en ny cyklon eller blot en kraftig storm.

”Min plan er at bygge et nyt hus med to soveværelser. Et til mig, og et til børnebørnene,” siger hun og rejser sig fra tæppet og viser, hvor det skal bygges.