Etiopien: Vand giver liv

Kunstig sø opsamler regnvand og bevarer det i længere tid, så tusinder af mennesker og dyr kan drikke det i Kubi i det nordlige Etiopien.

© Valgerdur Hvidt Larsen

”Oolaa” er det ord på Oromo-sproget i det sydlige Etiopien, der bruges flittigst i disse tider. Oolaa betyder ”tørke”, og det er det altoverskyggende problem for 4,5 millioner etiopere – en del af de 13 millioner mennesker på Afrikas Horn, der trues af sult.

For nogle år siden, da klimaet var ’normalt’, havde man i Oromoyia-regionen, der grænser op til Somalia og Kenya, to regntider:

Ganna, den store regntid, fra marts til maj og Hagaya, den lille, fra september til november.

De seneste år har regnen svigtet både i den lille og store regntid. Nogle områder har knap fået en dråbe vand de sidste fire år, og det har været specielt slemt siden foråret 2010, bl.a. som følge af vejrfænomenet ”La Nina.”.

Etablering af vandaktiviteter

På baggrund af samtaler med lokalbefolkningen besluttede Folkekirkens Nødhjælp i 2008, i samarbejde med Det Lutheranske Verdensforbund (LWF), at igangsætte aktiviteter, der kunne afhjælpe manglen på regn. Der blev defineret et projekt, som blev finansieret af ECHO, EU’s fond for bistand i katastrofesituationer.

Aktiviteterne fokuserede blandt andet på at danne lokale grupper i landsbyerne, som skulle definere, hvordan man kunne undgå kommende kriser, hvoraf tørken var den absolut vigtigste.

Eftersom brøndboring blev vurderet til at været umuligt de fleste steder, fordi grundvandet er meget langt nede og vanskeligt tilgængeligt, blev det besluttet at satse på opsamling af regnvand på forskellige måder.

Efter mange undersøgelser blev Kubi udvalgt som et af de steder, hvor man ville konstruere en kunstig sø, der kunne opsamle regnvandet fra de omkringliggende bakker og bevare det i længere tid.

Store maskiner gravede det store hul, og mange små kunstige kanaler sørgede for, at regnvandet, der faldt i bakkerne, løb ned i søen. I 2009, hvor der i området faldt en næsten normal regnmængde, kunne man så se det færdige resultat.

I forbindelse med projektet har de lokale dannet en vandkomité, der skal forestå vedligeholdelse og lave regler for anvendelsen af vandet.

En af reglerne er, at vandet kun må bruges som drikkevand til mennesker og husdyr, men ikke til kunstvanding, da vandkomitéen har vurderet, at det ville tømme søen alt for hurtigt, hvis landbrugsproduktion skulle serviceres.

Se også: CO2-venlige gaver fra Folkekirkens Nødhjælp

Kubi-søen giver livsgivende vand

Kubi-søen var oprindeligt designet til at være en reserve-vandtank for de ca. 2.500 mennesker og deres 18.000 dyr, der lever i området rundt om søen, men som følge af den igangværende tørke har yderligere 4.500 mennesker med deres 27.000 husdyr søgt til søen og brugt af det livgivende vand.

Hassan Hussein ejede oprindeligt jorden, hvor Kubi-søen nu ligger, men forærede den væk til projektet. Han er nu formand for Vandkomitéen. Han er ikke nogen rig mand; hans familie er på 7 personer, og de ejer 2 køer, 4 geder og et æsel.

På spørgsmålet om, hvordan det kan være, at vandet ikke bare siver ud af bunden på søen, svarer Hassan Hussein:
 ”Som nomader gennem århundrede kender vi til steder, hvor jordbundsforholdene er sådan, at jorden ikke siver væk. Vi har brugt den viden i konstruktionen af søen, så vandet bliver, hvor det er.” 

En anden bruger er Habdullah Hossein Geda (8 personer i familien med 14 køer, 30 geder og 4 æsler), som fortæller, hvordan situationen var, før Kubi-søen blevt skabt:

”Dengang måtte vi hente vand ved en lille kilde på bjergsiden. Men der var meget lidt vand, så vi måtte ofte stå i kø mere end 24 timer for at få vand. Og der var kun vand nok til mennesker, ikke til dyrene. Vi var nødt til at vandre med dyrene til den nærmeste flod, som ligger 8 timers vandring herfra. Så familierne levede adskilt, og vi brugte al vor tid på at vandre med dyrene, så de kunne få vand.”

En tredje bruger er Abdulahe Muhammed, hvis familie består af 11 personer og råder over 11 køer og 20 geder. Han fortæller om, hvad søen har betydet for deres levevilkår:

”Nu kan vi leve et normalt liv. Vi kan bo sammen i familien og passe dyrene. Det, at vi ikke skal bruge al vor tid på at vandre med dyrene efter vand, giver os nu mulighed for at starte landbrugsproduktion i større skala,” og på spørgsmålet om hvilken følelse han havde, da Kubi-søen var færdig til brug:

”Det er svært at forklare følelsen. Jeg tror, det er ligesom, når Somali-folket tygger kaht, eller når jer i Vesten tager kokain eller heroin: en helt usigelig lykkefølelse. Vi er fantastisk lykkelige nu.”

Se også: En millard mennesker er kommet ud af fattigdom


Kvinde arbejder i sin køkkenhave. Illustration til Folkekirkens Nødhjæpls klimahjælper. © Jakob Dall

Bliv Klimahjælper

Vil du skabe løsninger for verdens mest udsatte, der lige nu mærker klimaforandringerne på egen krop? Som Klimahjælper gør du en forskel hver eneste måned.

Bliv Klimahjælper

Omkostningerne

Det har kostet i alt ca. 200.000 kroner at bygge den kunstige sø. Det lyder af mange penge, men når man ser på, at investeringen har betydet, at 7.000 mennesker og deres 45.000 husdyr nu har adgang til vand året rundt, er det en lille omkostning; det er således en permanent løsning.

Specielt hvis det ses i forhold til hvilke udgifter, man er nødt til at bruge til nødhjælp (mad, vand og andre fornødenheder) i en akut krise som den nuværende. For 200.000 kroner kan man give nødhjælp til 7.000 mennesker i blot 2-3 uger.

Udover at Kubi-søen har betydet markante forbedringer i dagliglivet for menneskerne omkring søen og giver muligheder for udvikling i området, så viser det sig, at det er en løsning, som er mange gange billigere end at skulle give akut nødhjælp.

Twitter LinkedIn Facebook