Barn skriver på skoletavle med kridt

En milliard mennesker er kommet ud af ekstrem fattigdom

Men der er lang vej endnu.

© Mikkel Østergaard

Vi møder ofte spørgsmålet om, hvorvidt nødhjælp nytter, og hvorfor der stadig findes (ekstrem) fattigdom på trods af al den hjælp, vi giver, og den udvikling, der har været.

I denne Q&A svarer Folkekirkens Nødhjælp på spørgsmålene.

Hvorfor findes der stadig ekstrem fattigdom i udviklingslandene?

Der findes fattigdom, fordi vi ikke fordeler ressourcerne ligeligt. Folk er fattige, fordi de ikke har adgang til ressourcer, og det har de ikke, fordi de ikke har adgang til demokrati.

Fattigdom har rigtig meget at gøre med manglende adgang til politisk deltagelse og indflydelse. Det er den største og vigtigste årsag.

Så hvis der var mere demokrati i udviklingslandene, ville vi ikke se så meget fattigdom?

I de lande, hvor der er et velfungerende demokrati og civilsamfund, ser vi også større velstand.  Så jo større grad af gennemsigtighed, der er i de politiske processer, og jo mindre korruption, der finder sted, des mindre vil gabet være mellem rig og fattig. Uddannelse og oplysning er også en del af det.

Hvis man har nogle gode statslige organisationer, og man har et velfærdssamfund, der giver adgang til uddannelse, adgang til sundhed, adgang til viden og adgang til at forstå, hvordan tingene hænger sammen, så er uligheden i det samfund ikke så stor.

Kan vi forlange, at de afrikanske lande skal være demokratiske?

Det er en proces. Det har taget os flere hundrede år i Vesten at komme op på det niveau, vi er på i dag. Så kan det ikke nytte noget, at sige ’I skal være demokratiske’ til udviklingslande, når kassen er tom, og de ikke kan få afsat deres varer og skaffe penge til at bygge skoler.

I Afrika er der meget langt fra bonden på landet til den udøvende magt på toppen, der er meget lidt transparens, der er dårlig sagsbehandling, og der er en høj grad af korruption.

Og spørgsmålet er jo, om der er en reel interesse blandt magthavere både i Afrika og i Vesten til at ændre dette, for når alt kommer til alt, så er der jo store økonomiske interesser på spil.

Måske havde Afrika ikke brug for så megen udviklingsbistand, hvis ikke vi tog så mange af deres ressourcer, og hvis ikke vi indirekte støttede korrupte regimer, som ikke ønsker at inddrage befolkningen i politiske beslutninger.

Hvorfor skal vi danskere hjælpe?

Jamen, selvfølgelig skal danskerne hjælpe. Det er fuldstændig umoralsk, at vi har en verden, der godt kan brødføde sig selv – og samtidig er der 870 millioner, der hver dag går sultne i seng.

Det er ikke, fordi vi ikke har mad nok. I Danmark smider vi mad ud i skraldespanden. Det er fordi, de fattigste ikke kan få lov at dyrke deres mad og afsætte deres produkter, og fordi de nægtes retten til deltagelse og politisk indflydelse.

Samtidig er de fattige lande ramt af klimaændringerne, og de er ekstra sårbare, fordi de ikke har de samme muligheder for at stille noget op overfor katastrofen som eksempelvis USA.

De her stigende problemer påvirker udviklingslandene meget mere, end de påvirker os. Der har lige været tørke i USA, som fik prisen på korn til at stige over hele verden. Og det rammer hårdest i Afrika. For her bruger en familie mindst 80 procent af sin indkomst på mad, og det gør dem ekstra sårbare.

Her i Danmark bruger jeg jo ikke 80 procent af min indkomst på at købe mad, så selvfølgelig kan jeg mærke, når fødevarepriserne stiger, men det har jo slet ikke den effekt på os danskere, som det har på en afrikansk familie.

Så vi danskere skal hjælpe, fordi vi har ressourcer og skal hjælpe mennesker, der er sårbare.

Skal vi holde op med at støtte, når det går bedre økonomisk for et land?

Det kommer an på, hvad det er for en hjælp, vi vil give. De steder, hvor Folkekirkens Nødhjælp arbejder med akut nødhjælp, fødevaresikkerhed og katastrofeforebyggelse, der er vi jo direkte ude og arbejde i fattige nationer.

Men vi skal arbejde anderledes i mellemindkomstlande, som eksempelvis Indien. Det er et land, der er i rivende vækst.

Men gabet mellem rig og fattig bliver større og større, fordi der ikke er gennemsigtighed i beslutningerne, og det derfor er svært at udfordre regeringen og embedsapparatet. Hele idéen om, at man er et demokratisk fællesskab som eksempelvis her i Danmark, findes ikke i de lande, der har stor fattigdom.

Et andet eksempel er Kina, der brager derudaf, men også her ser vi, at forskellen på rig og fattig øges i takt med den økonomiske udvikling.

I de lande, der oplever kolossal vækst, og som nu bliver middelindkomstlande, skal vi selvfølgelig arbejde på en anden måde end i en afsidesliggende egn i Afrika. Her skal vi arbejde med aktivt medborgerskab og arbejde for, at de fattigste får politiske indflydelse. Det er en anden form for udviklingshjælp.

Er der fremskridt nogen steder?

Ja, der er masser af fremskridt i den globale kamp mod fattigdom. De sidste 25 år er en milliard mennesker kommet ud af ekstrem fattigdom. Samtidig går ni ud af ti børn nu i skole, og det er meget vigtigt forhold til at fremme demokrati.

Vi ser også gode eksempler i Ghana og Kenya, hvor udviklingen af demokrati også har været med til at skabe fremgang, hånd i hånd med en effektiv landbrugsudvikling. Det samme ser vi i Cambodja og forhåbentlig nu også i Myanmar. Flere mellemamerikanske lande klarer sig også bedre.

Vil vi opleve en verden uden fattigdom?

Vi opnår aldrig et samfund, hvor alle tjener lige meget. Den tankegang er vi ikke ude i. Dét, vi gerne vil opnå er, at alle skal have lige muligheder for få adgang til uddannelse, sundhed og at skabe sig et indtægtsgrundlag. At man som borger kan deltage aktivt i de politiske processer og påvirke den retning, man gerne ser landet udvikle sig hen imod – at man har en stemme.

Der vil altid være nogen, der er rigere end andre. Det tragiske og umoralske er, at det sker på bekostning af, at nogen dør af sult. Jeg ville gerne se, at der skete en udvikling af en solidaritet og et fællesskab, hvor man siger ’jamen, vi har sådan en rig klode, at dét vil vi simpelthen ikke tillade’. Fattigdom er menneskeskabt, derfor kan vi mennesker også gøre noget ved det.

Vil det ske i vores tid?

Måske!

Vi har fået 17 nye Verdensmål, der skal sætte retning for en bedre fremtid for mennesker og planet. Målene handler nemlig om at tackle nogle af klodens største udfordringer, så både nuværende og kommende generationer kan få et bedre liv. FN har med målene besluttet, at vi senest i 2030 skal have udryddet ekstrem fattigdom, mindsket den globale ulighed og bremse klimaforandringerne.

Hvis der er folkelig og politisk vilje til det, kan vi blive den generation, der afskaffer sult og fattigdom.

Twitter LinkedIn Facebook