Biskop Demond Tutu, generalsekretær for Sydafrikas Kirkeråd, og Jens Jørgen Thomsen , generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, under Tutus besøg i København, september 1979

En frihedskamp der satte stærke spor

Kampen mod apartheid ændrede Folkekirkens Nødhjælps arbejdsmåde for bestandig

”Det er fint, at I hjælper ofrene for apartheid – men at I samtidig støtter regimet ved at købe kul, er en skændsel!”  

Det var budskabet i et interview i TV Avisen på DR en aften i september 1979.

Det kom fra den nyligt tiltrådte generalsekretær for Det sydafrikanske Kirkeråd, biskop Desmond Tutu, som var på besøg hos Folkekirkens Nødhjælp.

Han havde hørt, at importen af kul fra apartheidstyret til danske elværker var steget eksplosivt netop i de år, trods internationale opfordringer til at isolere den hvide mindretalsregering. Men olie var blevet en dyr energikilde, og de sydafrikanske kul var de billigste på verdensmarkedet…

Desmond Tutu

1931-2021. Ærkebiskop emeritus for den anglikanske kirke, med base i Cape Town. Fra 1978-85 generalsekretær for Det sydafrikanske Kirkeråd. Verdenskendt for sin kamp mod apartheid. Modtog Nobels Fredspris i 1984. Formand for Sandheds- og Forsoningskommissionen 1995-2003. Gik på pension fra offentligt liv i 2010. Læs mere om Desmond Tutu her.

Undgik det strafbare ord boykot

Tutu undgik omhyggeligt at bruge det strafbare ord ’boykot”, men budskabet blev hørt alligevel.

Dels af regimet, som efter hjemkomsten beskyldte ham for forræderi og inddrog hans pas.

Og dels af Folkekirkens Nødhjælps bestyrelse, som bakkede ham op, og dermed slog den ind på en kurs, som for altid skulle ændre organisationens måde at arbejde på.  

Det hvide mindretal med den store magt

Apartheidsystemet i Sydafrika var kommet på verdens dagsorden, efter at Nationalistpartiet kom til magten i 1948.

Det hvide mindretal sad allerede på størstedelen af Sydafrikas jord, og nu satte regeringen total raceadskillelse og systematisk undertrykkelse af alle rettigheder for sorte i system. Også i Sydvestafrika (senere Namibia), som Sydafrika bestyrede som mandatområde.  

Apartheid betyder ’adskillelse’ på afrikaans (de hvide boeres sprog), og var en racistisk ideologi, der gik ud på, at hvide bør have al økonomisk og politisk magt.  Befolkningen blev inddelt i fire racegrupper – hvide, asiater, farvede og sorte. Et rigidt lovkompleks blev designet for at holde grupperne adskilt og sikre, at især sorte hverken havde politiske rettigheder eller muligheder for social mobilitet. De skulle fastholdes som lavt uddannet billig arbejdskraft, og ellers være så adskilt og langt væk fra hvide som muligt.

Modstand blev slået ned – straks

Sandheds- og Forsoningskommissionen

Nedsat af præsident Mandela i 1995 med den opgave at afdække sandheden om forbrydelser, der var begået både af regimet og befrielsesbevægelserne fra 1960-93.
Tidl. ærkebiskop Desmond Tutu var formand og Alex Boraine næstformand.
Ca. 20.000 ofre for overgreb bad om foretræde, og ca. halvdelen af dem deltog ved ca. 2500 høringer over hele Sydafrika mellem 1996 og 1998. Over 7000 gerningsmænd søgte om amnesti, og 1500 opnåede det. Kommissionen leverede sin afsluttende rapport i 2003.

Al modstand blev slået ned med hård hånd. 

Et tidligt eksempel er Sharpeville-massakren i 1960, hvor 69 ubevæbnede mennesker blev dræbt under en fredelig demonstration i Johannesburg. Få år senere blev befrielsesbevægelsen ANC og andre organisationer forbudt, og lederne, heriblandt Nelson Mandela, sendt i fængsel på livstid.

Massakren i Soweto

I 1976 gav endnu en massakre genlyd. Den fandt sted i de store sorte townships, Soweto, udenfor Johannesburg, hvor politiet skød og dræbte skolebørn, som demonstrerede mod den tvungne indførelse af boernes sprog, afrikaans, som undervisningssprog.

Efter drabene eksploderede de sorte townships landet over af indestængt vrede, og flere hundrede blev dræbt under de følgende måneders opstand og forfølgelser.

Mange kendte apartheid-modstandere blev likvideret i 1970’erne, også ved kommando-raids i nabolande; andre blev bandlyst i årevis i en særlig raffineret form for husarrest, og flere organisationer blev forbudt.  

Våbenembargo mod Sydafrika

Det ikoniske billede af den dræbte 13-årige Hector Pieterson gik verden rundt, og presset for boykot af apartheidstyret steg.

FN’s Sikkerhedsråd vedtog en bindende våbenembargo mod Sydafrika, men det kneb generelt med sanktionsviljen. Store erhvervsinteresser var nemlig på spil, og i den kolde krigs hårde øst-vest-polarisering var det hvide Sydafrika en vestlig allieret.  

Se også: Bliv en del af Folkekirkens Nødhjælp som fast støtte

Folkelig kamp mod apartheid lod vente på sig

I Danmark var det også i lang tid kun solidaritetsorganisationer, fagforeninger og studentermiljøer, der engagerede sig i kampen mod apartheidstyret.

Det blev derfor opfattet som et venstreorienteret projekt og var ikke nogen bred folkelig sag. Det borgerlige Danmark levede fint med apartheid, varmede sig ved sydafrikanske kul og fokuserede mest på, at befrielsesbevægelserne fik støtte fra kommunistiske stormagter. 

Handelsboykot blev heller aldrig dansk regeringspolitik, uanset regeringens farve, og i stedet oprettede man i 1965 en særlig humanitær bevilling til ofrene for apartheid, der blev kaldt apartheid-bevillingen.  

Folkekirkens Nødhjælp mod racediskrimination

I Folkekirkens Nødhjælp havde holdningen traditionelt været, at man selvfølgelig skulle hjælpe ofre for nød og lidelse uanset årsagen til nøden.

Men hvad årsagen end var, skulle man ikke som organisation gøre noget ved den. Og slet ikke forholde sig teologisk til den.  

I 1976 skete der imidlertid et vigtigt skifte i organisationen.

Den nye generalsekretær, Jens Jørgen Thomsen, havde international erfaring og kontakter fra flere års arbejde i Kirkernes Verdensråd i Geneve, som var stærkt optaget af racediskrimination.

Desuden var der på foranledning af Verdensrådet i 1971 blevet oprettet et Kirkernes Raceprogram i Danmark, som bl.a. havde dokumenteret store danske firmaers økonomiske interesser i Sydafrika og sat fokus på import af sydafrikanske varer.

Unge aktivister gik målrettet efter indflydelse

Nu gik de unge aktivister i Raceprogrammet målrettet efter at få indflydelse i Folkekirkens Nødhjælp – og fik den i løbet af få år. Både via bestyrelsesposter og som ansatte.  

Derfor var jorden gødet i bestyrelsen, da Tutu kom med sin udfordring.

Apartheid- ideologien blev nu opfattet som uforenelig med selve organisationens kristne grundlag, der tilsiger, at alle mennesker er skabt i Guds billede og derfor er lige værdige.

Den kontante hjælp var livsvigtig og måtte stadig øges, men den skulle suppleres med fortalervirksomhed, med politisk handling. 

Fortalervirksomhed blev det vigtige

Erkendelsen blev skelsættende for Folkekirkens Nødhjælp. Her blev grunden lagt til den selvforståelse og arbejdsform, som nu fremgår af organisationens værdigrundlag (og i øvrigt er blevet gængs opfattelse af god udviklingsbistand):  

”Vi engagerer folkelige og politiske kræfter og påvirker beslutningstagere for at forbedre forholdene for verdens fattigste. (…) At øve indflydelse på politik og idéer er en integreret del af vores mandat, vores vision og vores identitet som dansk civilsamfundsorganisation.” 

Det stærkeste ”våben” var partnerne

Ingen kunne dengang i 1979 vide, at det ville tage 15 år fra Tutus besøg, til Sydafrikas nye demokratiske ”regnbuenation” blev født. Det blev 15 usædvanligt intense år for partnerskabet mellem Folkekirkens Nødhjælp og en række organisationer i Sydafrika og Namibia. 

Det stærkeste ”våben” var nemlig de partnere, både sorte, hvide og farvede, der stod midt i problemerne.

Desmond Tutu blev med sin charme og humor mere end nogen anden det internationale ”medieansigt” for apartheidmodstanden.

Men også andre uforfærdede kirkeledere som Allan Boesak, Frank Chikane og Beyers Naudé blev gennem hyppige besøg velkendte ansigter i danske medier og blandt politikere.  

Beyers Naudé

1915-2004. Af gammel boer-slægt, præst i den hvide Hollandsk-Reformerte Kirke. Gjorde op med sin kirke og grundlagde Det kristne Institut for at udfordre den teologiske legitimering af apartheid. Bandlyst 1977-84, dvs. underkastet husarrest med skrappe restriktioner. Generalsekretær for kirkerådet 1985-87, og derefter aktiv i forskellige organisationer.

Partnere på delegationsbesøg så med egne øjne

Folkekirkens Nødhjælp investerede al sin organisatoriske troværdighed i dette lobbyarbejde og bidrog i kraft af de stærke partnere og sin brede tværpolitiske goodwill stærkt til at gøre kampen mod apartheid til en bredere politisk sag. 

Partnerne blev introduceret for ministre, embedsmænd og relevante politikere, og der blev lobbyet for sanktioner hos et modstræbende erhvervsliv.

Når det var muligt at få visum, arrangerede Folkekirkens Nødhjælp delegationsbesøg til Sydafrika, Namibia og nabolandene, så danske politikere, journalister, jurister og andre meningsdannere selv kunne få indtryk af situationen.   

Tutu udfordrede mindretallets bibeltolkning

Folkekirkens Nødhjælp fik også lejlighed til at bakke Det sydafrikanske Kirkeråd op, da styret i 1981 nedsatte en kommission i den hensigt at miskreditere kirkerådet og generalsekretæren.

Kirkerådet var som paraplyorganisation for de store protestantiske kirker på det tidspunkt den bredest funderede interne modstander af styret, og Tutu var frygtet og hadet af mange hvide sydafrikanere.

Ikke mindst fordi han og andre kirkeledere teologisk kunne udfordre den bibeltolkning, som det hvide mindretal, især boerne og Den hvide Hollandsk-Reformerte Kirke, ville legitimere apartheid med.          

Solidaritet og en anstændig organisation

Generalsekretæren og formanden for Folkekirkens Nødhjælp var blandt de mange internationale samarbejdspartnere, der vidnede for kommissionen.

Efter tre års høringer konkluderede den, at kirkerådet ikke havde gjort noget ulovligt.

Senere opsummerede Tutu betydningen af solidariteten sådan:

”Når en organisation med et respektabelt omdømme i sit hjemland og i Europa fortsat stod ved vores side, hjalp det os til at vise, at vi var en anstændig organisation.” 

Hjælp til ofre for apartheid  

Apartheidbevillingen

Oprettet 1965 som en særlig humanitær bevilling til ofre for apartheid i Sydafrika og de omgivende lande, udelukkende via danske og internationale NGO’er. Fra 1965-93 blev der i alt bevilget 1,013 mia. kr. Heraf 246,9 mill. kr via Folkekirkens Nødhjælp. Pengene blev fordelt af et særligt apartheid-udvalg, hvor NGOerne havde plads.

Folkekirkens Nødhjælp støttede partnere med hjælp til politiske fanger og deres familier; retshjælp; stipendieprogrammer; hjælp til flygtninge; menneskerettighedsdokumentation; demokratiudvikling; civilsamfundsstøtte samt sandhed og forsoning.

Penge var imidlertid også helt nødvendige, og her var den danske stat via Apartheidbevillingen en vigtig donor.

Der blev i løbet af 30 år ydet lidt over en mia. kr. i bistand gennem danske og internationale NGO’er. Heraf stod Folkekirkens Nødhjælp for 246,9 mio. kr., og formidlede desuden betydelig støtte fra EF’s særlige program til ofrene for apartheid.

Både Sverige og Norge var dog langt større donorer end Danmark. 

Pengene gik til advokathjælp til internerede eller til retssager; til husleje, mad mm. til familier, hvis forsørger var fængslet, dræbt eller på flugt; til rejseudgifter, når pårørende endelig fik adgang til de fængslede; til uddannelsesstipendier; til ”undergrunds”-lægebehandling; til dokumentation af menneskerettighedsovergreb; til hjælp til at skjule sig eller flygte, og meget andet.

Det var en hjælp, der i høj grad krævede tillid og smidige procedurer. Som regel kunne pengene ikke overføres eller udbetales gennem det officielle banksystem, så der måtte tages mange andre kreative og diskrete metoder i brug. 

FKN og ANC i stærkt samarbejde

Fra 1972 kunne apartheidbevillingen også yde støtte til befrielsesbevægelsers humanitære arbejde, og Folkekirkens Nødhjælp opbyggede derefter især et mangeårigt samarbejde med ANC om to store uddannelsescentre for flygtninge, Mazimbu og Dakawa i Tanzania.

Operation Dagsværk med 21 millioner kroner

Da de nordiske landes gymnasieelever i 1985 samlede penge ind gennem et fælles Nordisk Operation Dagsværk, blev pengene formidlet gennem Folkekirkens Nødhjælp til Dakawa.

Der blev samlet 21,3 mio. kr. ind, heraf 5,5 mio. i Danmark, og det indebar samtidig en vigtig oplysningsindsats om apartheids konsekvenser formidlet af gymnasieeleverne selv. Under stærk modstand fra borgerlige politikere. 

Endelig flertal for boykot

I 1985 kunne apartheid-modstanderne notere en vigtig sejr. Der kunne skabes et flertal i Folketinget udenom regeringen for en total boykot af handel og alt øvrigt samkvem med det hvide styre. Flertallet bestod af S, SF, RV og VS (senere Enhedslisten).

Fra 1986 blev Danmark dermed det første land i den vestlige verden, der indførte fuldstændige sanktioner.  

Men kampen standsede selvsagt ikke her. Næste skridt var EF.

Da Danmark fik formandskabet i 1987, var Folkekirkens Nødhjælp både initiativtager og officiel vært for et besøg af ANC’s præsident Oliver Tambo med henblik på at få den danske regering til at sætte sanktioner på dagsordenen på et forestående EF-topmøde.

Tilsagnet fik han, men emnet druknede i andre dagsordener. 

Sprækker i undertrykkelsens mørke 

1980’erne blev et mørkt årti i Sydafrika, hvor både uroligheder og undertrykkelse kulminerede. Regimet forsøgte sig med mindre reformer, men svaret blev yderligere folkelig mobilisering.

Kirkelederne brugte enhver lejlighed til at opfordre regimet til at vælge en fredelig afvikling af apartheid. Men svaret blev yderligere repressalier. 

I 1983 præsenterede regeringen en ny forfatning, der skulle give farvede og asiater en vis indflydelse, men stadig holdt de sorte helt udenfor. Som reaktion opstod United Democratic Front, UDF, med over 650 folkelige organisationer på tværs af alle racegrupper. Heriblandt også Folkekirkens Nødhjælps partnere.

Flere kræfter til modstandskampen

Modstandskampen fik ny dynamik, fordi de forbudte befrielsesbevægelser nu fik en samlet intern ikke-voldelig medspiller.  

Strejker, demonstrationer, begravelsesoptog, huslejeboykot, skoleboykot og forbrugerboykot af hvide butikker blev daglig kost de næste år, og i 1986 svarede regeringen med undtagelsestilstand i store dele af landet. 

Hæren blev sat ind i de sorte townships, og politiets agenter havde frit spil til at bortføre, torturere, likvidere og bombe apartheidmodstandere, også i de omkringliggende frontlinje-stater.

Titusinder, også børn helt ned til 10-års alderen, blev interneret uden retssager, og skrap pressecensur betød et næsten totalt stop for nyheder om modstandskampen. 

Kirker stod forrest

Frank Chikane

Født 1951. Teolog, fra en konservativ karismatisk kirke (Apostolic Faith Mission). Leder af Institut for Samtids-Teologi 1983-87og generalsekretær for kirkerådet 1987-94. Efter apartheid fungerede han fra 1995-2009 som stabschef for vicepræsident og senere præsident Thabo Mbeki. I dag tilknyttet Kirkernes Verdensråd og flere andre organisationer.

I 1988 blev UDF og mange andre organisationer forbudt, og fagbevægelsen blev stækket. Med ét slag blev kirkerne for alvor presset frem i front som de eneste tilbageværende lovlige landsdækkende organisationer – og blev mål for endnu flere angreb.

Det sydafrikanske Kirkeråds hovedkvarter blev udsat for et natligt bombeattentat, og Den katolske Bispekonferences hovedkontor blev stukket i brand.

I 1989 blev kirkerådets generalsekretær, Frank Chikane, under en rejse til USA udsat for et mordforsøg med nervegift. Det viste sig senere, at det sydafrikanske politis agenter havde sprøjtet giften på undertøjet i hans bagage. 

Opbakning udefra tørrede ind

Men presset både indefra og udefra begyndte efterhånden at virke.

Sydafrika var blevet en international paria, ikke mindst i sportsverdenen og på kulturområdet.

Internationale lånemuligheder tørrede ud, og landets valuta, Rand’en, styrtdykkede. Omkostningerne ved sikkerhedsapparatet både i Sydafrika og Namibia, var enorme, og hvide erhvervsledere havde erkendt, at apartheid var en hindring for fortsat økonomisk udvikling.   

Omkring 1990 gik det pludselig virkelig stærkt – både i verden og i det sydlige Afrika.

Berlin-muren faldt, Sovjetunionen brød sammen, og Den kolde Krig var forbi.  Namibia fik sin selvstændighed, og ingen vestlige magter havde længere behov for det hvide mindretalsstyre i Sydafrika som ”et bolværk mod kommunismen”.  

Mandela forlod fængslet, borgerkrig var tæt på

Vigtige underhåndskontakter havde længe været i gang mellem apartheid-systemet, erhvervsfolk og frihedskampens ledere, og i februar 1990 kunne verden endelig se Nelson Mandela forlade fængslet.  

Men der ventede fire år med hårde forhandlinger om Sydafrikas fremtid, og det var nær gået galt. Risikoen for borgerkrig var overhængende.

Yderfløje blandt både sorte og hvide forsøgte at afspore processen med vold, og alle forsøgte at fastholde flest mulige privilegier.

Folkekirkens Nødhjælp finansierede stadig partnernes arbejde og støttede deres krav om, at sanktionerne ikke blev ophævet, før det var helt klart, at processen var uafvendelig.

Trods hårdt pres fra udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen holdt det politiske flertal fast ved sanktionerne og tvang regeringen til også at nedlægge veto mod ophævelsen af EF-sanktioner.

I marts 1992 ophævede udenrigsministeren imidlertid egenhændigt sanktionerne ved et dekret. 

Første demokratiske valg

I Sydafrika lykkedes det omsider næsten mirakuløst at få alle partier til at deltage i en fredelig afholdelse af det første frie og demokratiske valg i april 1994.

ANC fik 62% af stemmerne, og den 10. maj 1994 blev Nelson Mandela indsat som Sydafrikas præsident foran regeringsbygningen Union Buildings i Pretoria. På tilskuerpladserne sad der tre særligt inviterede danske gæster: Statsminister Poul Nyrup Rasmussen, formanden for Sømændenes Forbund Henrik Berlau (der havde spillet en stor rolle internationalt mht. afsløring af illegale våbentransporter) og generalsekretær Christian Balslev-Olesen fra Folkekirkens Nødhjælp. Han mindes dagen sådan:  

”Jeg husker det som en dag, hvor julens budskab om forsoning og fred på jorden ikke blot var idé eller utopi, men mulighed og virkelighed. En oplevelse af, at kunne det lykkes i Sydafrika, kan det lykkes – anywhere. Stemningen var euforisk og uvirkelig.”  

FKN-partnere centrale for udvikling af Sandheds- og Forsoningskommission

Nelson Mandela lagde fra første færd op til forsoning. Forudsætningen var imidlertid, at sandheden kom for en dag. Sandheden om forfølgelse, bombesprængninger, drab, tortur og massakrer – om de uhyrligste forbrydelser.  

Flere af Folkekirkens Nødhjælps partnere var helt centrale i udviklingen af den model, der skulle medvirke til helingen: den berømte Sandheds- og Forsoningskommission, som arbejdede fra 1996-98.

Idéen opstod i tænketanken Institute for a Democratic Alternative in South Africa (IDASA), og da præsident Mandela i 1995 nedsatte kommissionen, udpegede han ærkebiskop Tutu som formand, og den hvide eks-oppositionspolitiker, Alex Boraine fra IDASA, som næstformand. Leder af kommissionens efterforskningsarbejde blev teologen Charles Villa-Vicencio, også fra IDASA.  

Høringer og amnesti for sande beretninger

Kommissionen arbejdede bl.a. gennem offentlige høringer, hvor gerningsmænd kunne opnå amnesti i bytte for deres fulde beretning om deres ugerninger.

Det gjaldt også – til nogens utilfredshed – eksempler på, hvad ANC-folk havde gjort i frihedskampens navn.

Ofre og pårørende kunne nu få sandheden om, hvad der var sket med deres kære, og hvem der havde gjort det.

Namibia fik ikke en tilsvarende proces. 

Erfaringerne fra kommissionen er senere blevet brugt i mange andre lande, som har haft brug for overgangs- og helingsprocesser. Men i Sydafrika har eftermælet været blakket.

Både Tutu og Boraine har offentligt kritiseret, at regeringen ignorerede mange af kommissionens anbefalinger. De ser det også som en svaghed, at der blev givet amnesti med øjeblikkelig virkning, mens erstatning til ofrene i mange tilfælde aldrig blev til noget, bl.a. fordi der ikke var budget til det. 

Efterspil med svære kår

Allan Boesak

Født 1946. Dr. theol. Præst i den farvede Hollandsk-Reformerte Kirke. Tog i 1983 initiativ til en fælles intern front mod apartheid (UDF) og blev en af de mest fremtrædende ledere. En overgang politisk aktiv i ANC, men i 2000 dømt for bedrageri med bistandsmidler. I dag professor ved Pretorias Universitet.

Efter den første eufori over det nye Sydafrika måtte Folkekirkens Nødhjælp gøre den smertelige erfaring, at et af de store ikoner fra apartheid-modstanden ikke kunne leve op til den tillid, som partnerskabet havde bygget på i de svære år.

Allan Boesak blev i 2000 idømt tre års fængsel (nedsat fra seks) for bedrageri og tyveri af bistandsmidler fra Folkekirkens Nødhjælp og andre donorer. I stedet for at gå til fattige lokalsamfund var pengene blevet brugt til at finansiere en luksuriøs livsstil, huskøb mv.

Boesak blev løsladt efter et års afsoning og blev i 2005 benådet af præsident Thabo Mbeki.  

Trist afslutning – og mod på vejen frem

Det var Folkekirkens Nødhjælp, der havde iværksat den undersøgelse, som førte til retssagen, og det blev en trist afslutning på et tæt partnerskab med en vigtig og beundret frontkæmper i apartheid-opgøret. 

Andre relationer varede ved, selvom den danske bistand med tiden blev udfaset, fordi Sydafrika er et rigt land sammenlignet med de fleste andre på kontinentet.  

Kirkerne skulle finde en ny og meget mindre fremtrædende plads i samfundet og en ny rolle i forhold til ANC, der nu var regeringsparti. 

Men mange af dem glemte ikke den kritiske tilgang til magten, og nu blev det mest påtrængende emne bekæmpelse af korruption.

Det blev særligt slemt under Jacob Zumas præsidentperiode fra 2009-18, som blev præget af vedvarende korruptionsskandaler. ANC måtte efter massiv offentlig kritik fjerne ham fra posten inden et valg.  

Professor Charles Villa-Vicencio kommenterede det sådan: ”I årene frem til demokratiets indførelse blev Folkekirkens Nødhjælp aldrig træt af at minde mig om, at når vi engang havde vundet, ’så ville målet om demokrati og retfærdighed kun blive fastholdt, hvis I har et stærkt civilsamfund.’ Vi lyttede, og jeg tror, at vi netop har set et resultat af dette med afsættelsen af præsident Jacob Zuma.” 

Håb om frihed 

Kampen mod apartheid kan med rette siges at være en af dansk bistands største succeser, måske den største.

Den bidrog til frihed, værdighed og økonomisk fremgang for millioner af mennesker – selvom både Sydafrika og Namibia stadig er præget af en tung og ulige arv efter apartheid.  

Giver erfaringerne herfra håb for andre undertrykte folk verden over? Desmond Tutu var ikke i tvivl og udtrykte i sin bog ”Gud har en drøm” sin tro på, at mennesket er skabt som et frit individ, og at al undertrykkelse derfor i sidste ende vil slå fejl.

Mennesket er en moralsk ansvarlig skabning og dermed frit til at vælge mellem godt og ondt. Trangen til frihed er et samfundsomstyrtende element, som tyranner ikke kan udrydde, fordi det ligger i selve det at være et menneske: 

”Det kan vare for længe set fra ofrenes synspunkt, men der kan ikke være tvivl om, at det vil slutte. Der kommer frihed. Mennesket er skabt til det, ligesom planter søger mod lys og vand.”  Men friheden kræver en indsats. Folkekirkens Nødhjælp tog udfordringen op og har aldrig været mere intenst involveret i en frihedskamp end i opgøret med apartheid.

Folkekirkens Nødhjælp: 100 år med håb og handling

Denne artikel er en del af vores jubilæumsmarkering.

Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder markerer vi i 2022 100 års arbejde med håb og handling.

Jubilæumsfilm: Vores historie i billeder

Twitter LinkedIn Facebook