Christopher Moyo holder i hånden en komponent, der viser fugtighed af jorden

”Vores måde at drive landbrug på er radikalt forandret”

Et innovativt initiativ, Sizimele, hjælper småbønder i tørkeramte dele af Zimbabwe til at ruste sig mod klimaforandringer.

© Zinyange Auntony

En flot tomathøst er for nylig kommet i hus. På marken står utallige rækker af lysegrønne butternutsquash, der kan høstes og sælges senere, når folk er villige til at betale gode priser på det lokale marked.

Et ordentligt læs bønner ligger allerede klar til at indfri en underleverandørkontrakt med en kommerciel farm. Og hveden er netop høstet – dog måtte avnerne skilles fra det sidste korn med håndkraft og vindens hjælp, da den lejede tærskemaskine brød sammen.

”Nu er det en fornuftig forretning at dyrke jorden; endelig kan jeg forsørge min familie og betale vores regninger,” siger Mkhohlisi Mafu og remser op, hvad han har brugt overskuddet fra høsten til:

”En kvie, tre geder, skolepenge for mine børn.”

Unge søger lykken i storbyen

Den 47-årige far til fire og snart farfar indikerer med et smil, at han ikke tager den slags overskud for givet.

Han er født og opvokset i landsbyen Jotsholo i det sydvestlige Zimbabwes knastørre Matabeleland, der ligger på kanten af Kalahari-ørkenen.

Her var hans mor medlem af et lokalt kooperativ, dyrkede et stykke land, der blev overrislet med vand fra en dæmning via et sindrigt system af kanaler, og høstede akkurat nok til at sikre, at skolepengene blev betalt, og ingen gik sultne i seng.

Som så mange andre unge fra landet flyttede Mkhohlisi Mafu til byen for at finde arbejde. Han blev tømrer i Bulawayo, Zimbabwes næststørste by, stiftede familie og vendte tilbage til landsbyen, da hans mor blev syg og kort efter gik bort.

Mkhohlisi Mafu kigger til sine butternutsquash, som han satser på at høste inden så længe, og at folk er villige til at betale en ekstra god pris.

Svære vilkår hjemme i det knastørre land

Mkhohlisi Mafu arvede sin mors medlemskab af kooperativet. Men meget havde forandret sig, mens han var væk. Nu var det svært bare at tjene medlemsgebyret hjem.

”De første år var hårde på grund af tilbagevendende og uforudsigelig tørke. Vi måtte i lange perioder helt opgive at dyrke jorden,” fortæller han.

Matabeleland har altid været udsat for tørke. Men tørkeperioderne er blevet hyppigere, høsten slår oftere fejl, og husdyrene bukker under, når regnen udebliver. Der var ikke megen hjælp at hente fra det omgivende samfund. Zimbabwes økonomi er siden årtusindskiftet kørt i sænk af fejlslagne landreformer, industridød og hyperinflation.

Næsten halvdelen af landets befolkning har akut brug for humanitær bistand. Udbredt fejlernæring og mangel på vitaminer og mineraler gør kun ondt værre.

Initiativ skaber nye muligheder

Sizimele: Vi er selvforsynende
  • Er et projekt designet til at opbygge og forbedre robuste samfund og velfærd for småbønder ved at sikre dem basal indkomst, mad og næring.
  • Har siden 2017 hjulpet 150.000 mennesker i de tre distrikter Matobo, Insiza og Lupane i Zimbabwes sydvestlige Matabeleland.
  • Hjælper blandt andet ved at (gen)etablere dæmninger, vandboringer og irrigationsanlæg.
  • Tilbyder kurser inden for agroøkologi, iværksætteri og klimateknologi, introducerer nye tørketolerante afgrøder med højere markeds- og næringsværdi, installerer regnmålere, vejrstationer og anden klimateknologi, udvikler og opdaterer katastrofeberedskabsplaner og bygger toiletter, foderpladser og slagteri.
  • Har indtil videre kostet 64 mio. kr., der er finansieret af FN’s Udviklingsprogram UNDP, EU, Danida, Storbritanniens FCDO, Sveriges Sida samt Canadian Foodgrains Bank.

For at give nye muligheder til de udsatte småbønder i Matabeleland iværksatte Folkekirkens Nødhjælp sammen med en række lokale organisationer i 2017 et omfattende initiativ under navnet Sizimele – som betyder, vi er selvforsynende.

Vand var den altoverskyggende førsteprioritet. To vandboringer gav Mkhohlisi Mafu og de 64 andre medlemmer af kooperativet en ny sikkerhed.

Mere vand og landbrug året rundt

Af de 24 hektar, kooperativet råder over, er to nu forsynet med et effektivt drypvandingssystem, så man kan dyrke denne del af jorden året rundt. Seks andre drypvandingsanlæg og 260 vandboringer er etableret i andre landsbyer, mens tre ødelagte dæmninger er genopbygget.

Som de fleste småbønder er Mkhohlisi Mafu ikke uddannet inden for landbrug. Han dyrkede derfor jorden efter samme principper, som hans mor gjorde, da han var barn.

Majs og hvede var – og er – de absolut mest udbredte afgrøder, selvom begge præsterer dårligt i det tørre klima. Samtidig er markedsværdien såvel som næringsværdien lav.

Den udbredte fejlernæring i Zimbabwe skyldes blandt andet, at majs fylder så uforholdsmæssigt meget i de daglige måltider.

Hellere amaranth end hvede

Sizimele har introduceret en række nye afgrøder med højere markeds- og næringsværdi end majs og hvede: tørketolerante frø som chia og amaranth og afgrøder som tomater, kål, butternutsquash og gurkemeje.

Flere end 25.000 småbønder har deltaget i kurser om sædskifte og simpelt udstyr til at måle niveauet af næringsstoffer og fugtighed i jorden, så de ikke vander eller gøder, før det er strengt nødvendigt.

Bønderne har også deltaget i kurser om iværksætteri, fået kontrakter med nogle af landets største fødevarevirksomheder og økonomisk støtte via et finansieringsselskab.

Ny app forbinder sælgere og købere

Senest har Sizimele udviklet en app, der forbinder småbønderne med opkøbere på markeder og transportfirmaer.

Og endelig er der opstillet tre vejrstationer, som indsamler og videresender data om vind og vejr til småbønderne og til landets meteorologiske institut. Det gør bønderne i stand til at træffe bedre beslutninger for deres landbrug og giver dem adgang til lokale vejrudsigter og varslingssystemer.

Sideløbende arbejder Folkekirkens Nødhjælp på at få indflydelse på landets regering og lovgivning.

Projekt inspirerer politikere

Agroøkologi er allerede adopteret som en selvstændig søjle i den seneste landbrugslov (agroøkologi fokuserer på det komplekse samspil mellem mennesker og natur i fødevareproduktion), og parlamentet vil snart debattere et politisk oplæg fra Sizimele-konsortiet, der kan munde ud i et mere decentraliseret katastrofeberedskab.

Det har været et langt, sejt træk.

Fra skeptiske småbønder til mistroiske myndigheder har Sizimele måttet forklare og demonstrere: de nye metoder, den moderne teknologi, projektets intentioner.

De håndgribelige resultater har dog efterhånden omvendt de fleste tvivlere.

Vores måde at drive landbrug på er radikalt forandret. Før gjorde vi det bare, men nu har vi al den her information og data fra vejrstationen og det andet udstyr til at guide os. Vi sparer enormt mange ressourcer
siger Mkhohlisi Mafu

Kvægdødeligheden er nedbragt

”Uden kvæg er du ingenting.” Samme svar får man i forskellige variationer, hvis man i Matabeleland spørger, hvad folks husdyr betyder for dem.

Sizimele har været medvirkende til at nedbringe kvægdødeligheden betragteligt, i nogle områder med tre fjerdedele i forhold til tidligere år. Adgang til vand har været altafgørende. Men initiativet har også lært kvægejere at dyrke og forarbejde deres eget foder og ensilage.

Maina Maphosa poserer smilende

Nyt slagteri i lokalområdet: Folkekirkens Nødhjælp har i partnerskab med den private virksomhed Outback Safaris har etableret et slagteri i Jotsholo. En kolossal hjælp for kvægejerne, der før måtte transportere dyrene de 171 kilometer til Bulawayo for at få dem slagtet.

”Det var en stor hovedpine for mig, for transporten alene kostede 320 kroner pr. dyr. Når jeg endelig kom til Bulawayo, følte jeg mig tvunget til at acceptere en hvilken som helst pris, de tilbød mig – for jeg havde jo ikke råd til at tage dyret med hjem igen,” husker Maina Maphosa, der har 34 køer.

Somme tider havde slagteriet i Bulawayo ikke tid, når Maina Maphosa dukkede op. Så måtte hun sidde og vente med dyret i lastbilen, nogle gange i flere dage.

© Zinyange Auntony

Mindre transport og bedre kilopris

”Det værste var, hvis dyret kreperede i varmen, mens vi ventede. Så stod jeg der med et kadaver, som ingen ville købe, og som jeg skulle betale for at skaffe mig af med,” fortæller hun.

Nu bruger hun kun det lokale slagteri, hvortil hun selv kan transportere sine dyr uden nævneværdige omkostninger. Inden for en radius af 20 kilometer er der endda tilbud om gratis transport.

”Jeg sparer 320 kroner i transport, og samtidig betaler de en bedre kilopris end i Bulawayo. Hvis jeg alligevel ikke skulle være tilfreds, kan jeg nemt tage dyret med hjem igen,” siger hun.

Folkekirkens Nødhjælp: 100 år med håb og handling

Denne artikel er en del af vores jubilæumsmarkering.

Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder markerer vi i 2022 100 års arbejde med håb og handling.

Jubilæumsfilm: Vores historie i billeder

Twitter LinkedIn Facebook