quinoa afgrøde i hænder

Nye afgrøder er en innovativ klimaløsning

Quinoa og amarant er små mirakler i kampen mod klimaforandringerne

© Mathilde Berg Utzon

Klimaforandringerne rammer bønder i Zimbabwe og Etiopien hårdt. I kampen for at hjælpe har Folkekirkens Nødhjælp derfor introduceret de to sydamerikanske afgrøder quinoa og amarant.

De proteinrige afgrøder er en innovativ klimaløsning. De kan bedre overleve i det nye klima og er mere nærende og indbringende end nogle af de typiske afgrøder i landene.

Mød her landmanden, Cleliah Masuku, der fortæller om skiftet til amarant.

Sådan virker det

Der er mørkt og tørt i Cleliah Masukus simple lerhus, hvor hun opbevarer sin amaranthøst. Sække er fyldt med tørret gyldenbrune amarantfrø, som ligner et kornprodukt.

Cleliah Masuku er bonde i det sydlige Zimbabwe og har siden februar 2018 dyrket amarant med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp. Hun er en garvet landmand, men det er nyt for hende at dyrke amarant.

Se mere i videoen herunder, hvordan vi i Folkekirkens Nødhjælp arbejder med at udbrede quinoa og amarant til lokalbefolkningen.

Nye løsninger er afgørende

Tørke og uforudsigeligt vejr gør, at store dele af høstudbytterne i Zimbabwe går tabt, og at millioner af bønder får brug nødhjælp. Når tørken rammer hårdest og høsten slår fejl, går det hårdt ud over børnene.

”Børnene gik i seng på tom mave, fordi regnen ikke kom,” siger Cleliah Masuku.

Hun er mor til fire børn og har oplevet, hvor barskt livet er, når jorden tørrer ud og børn kommer i fare for at blive underernærede.

Underernærede børn er i risiko for at få svækket deres immunforsvar, få deres udvikling bremset og kan få få indlæringsvanskeligheder.

Se også: Etiopien – vand giver liv

Amarant og quinoa kan bruges i mange forskellige retter og bidrager til en varieret kost. ©Mathilde Utzon

”Klimaforandringer og tørke er blevet en central og vigtig problemstilling i Zimbabwe,” understreger Chipo Chipudhla, der er programansvarlig i Zimbabwe for Folkekirkens Nødhjælp.

Hun understreger, at der er brug for praktiske og innovative løsninger, og det er samtidigt afgørende for Folkekirkens Nødhjælp, at løsningerne er langsigtede.

Men det er ikke kun Zimbabwe, der har brug for alternative måder at tilpasse sig klimaforandringerne.

Derfor arbejder Folkekirkens Nødhjælp med at udbrede amarant og quinoa i både Zimbabwe og i Etiopien.

Vokser, når andet dør

Både amarant og quinoa kommer fra Sydamerika og har mange vigtige egenskaber tilfælles.

Begge afgrøder kan klare sig bedre i tørkeperioder end de normale afgrøder i de to lande.

Kvinde i quinoa-mark
En landsbyboer på en quinoa mark. ©Mathilde Utzon

Quinoa kan gro i temperaturer mellem minus 8 til 38 grader celsius og er særligt velegnet til at hjælpe bønder i Etiopien, der oplever let frost i perioder.

Samtidig er de blandt de mest næringsrige afgrøder, der findes. De er rige på protein, fiber, jern, kalcium og lige præcis de mikronæringsstoffer som verdens fattigste mangler mest.

Næringsstoffer, der er forudsætningen for en normal vækst og udvikling.


Kvinde arbejder i sin køkkenhave. Illustration til Folkekirkens Nødhjæpls klimahjælper. © Jakob Dall

Bliv Klimahjælper

Vil du skabe løsninger for verdens mest udsatte, der lige nu mærker klimaforandringerne på egen krop? Som Klimahjælper gør du en forskel hver eneste måned.

Bliv Klimahjælper

Fordele ved quinoa
  • Quinoa er meget tolerant over for tørke og kan vokse, hvor der falder meget lidt og uregelmæssig regn.
  • Quinoa kan vokse, hvor jorden er for salt til andre afgrøder.
  • Quinoa har et særdeles højt indhold af protein, der tilmed er høj af kvalitet.
  • Quinoa indeholder meget jern, A-vitamin, calcium, B12 vitamin, fosfor, jod og magnesium. Mange, der ikke får nok mad, mangler netop disse mikronæringsstoffer.
  • Quinoa findes i mange varianter og er tilpasset mange forskellige klimatiske forhold.
  • Quinoa kan vokse i højlandet og på næringsfattig jord.
  • Quinoa-blade kan spises og er næringsrige, øvrige plantedele kan bruges til foder.

Vil du være med til at give klimahjælp hver dag – året rundt? Se hvordan lige her

Større indtjening

”Der er ikke kun brug for at give bønderne mad på bordet. De har også brug for at få en indtjening, fordi folk får sværere og sværere ved at klare sig,” siger Chipo Chipudhla.

Cleliah Masuku tjener dobbelt så meget på at producere amarant, som hun kunne gøre på majs, hvilket giver hende en håb om en bedre fremtid.

Tre børn spiser quinoa og amarant

”Vi anede ikke, hvad vi kunne tjene, men nu er vi meget glade,” siger hun.

Den øgede indtjening vil hun bruge på at investere i geder, som hun vil avle på. På den måde får hun skabt sig flere kilder til indkomst, så hun og familien får adgang til mere og bedre mad og større fødevaresikkerhed fremover.

Folkekirkens Nødhjælp indfører amarant og quinoa i Etiopien og Zimbabwe
  • Folkekirkens Nødhjælp introducerede amarant og quinoa i Etiopien og ville sidenhen også indføre amarant og quiona i Zimbabwe – tilpasset de lokale forhold.
  • Siden starten af 2016 er 3.500 bønder blevet introduceret til at dyrke quinoa i Etiopien.
  • I alt er næsten 3.000 småbønder blevet introduceret til amarant i Zimbabwe, hvoraf lidt under halvdelen af dem har modtaget amarant-såsæd.
  • Folkekirkens Nødhjælp arbejder på også at indføre quinoa i Zimbabwe.

Twitter LinkedIn Facebook