Quinoa klarer sig forrygende i Etiopien

De sidste 20 år har Etiopien bragt antallet af underernærede ned fra 75 % til 35 % af befolkningen.

© Tinbit Amare Dejene

”Jeg er virkelig positivt overrasket over at se, hvor godt quinoaen har klaret den uregelmæssige regn her i Etiopien i år,” siger Mads Lindegaard, Folkekirkens Nødhjælps mand i Etiopien, efter at have besøgt en quinoa forsøgsmark.

De sidste 20 år har Etiopien bragt antallet af underernærede ned fra 75% til 35% af befolkningen. Alligevel er Etiopien stadig et af de lande i verden, hvor flest mennesker er i fare for at sulte, og hvor en tredjedel af befolkningen lever for mindre end 12 kroner om dagen.

I år anslår man, at 4,5 mio. etiopiere har brug for fødevarehjælp, fordi regnen har svigtet i de fleste egne af landet.

Forsøg med at indføre en ny afgrøde

For at løse Etiopiens sultproblem har Folkekirkens Nødhjælp, i samarbejde med Landbohøjskolen i København og samarbejdspartnere og forskningsinstitutioner i Etiopien, de seneste fire år arbejdet på at indføre en helt ny afgrøde i landet.

Debesaw Mitik, 45 år og far til tre, er en af de bønder, Folkekirkens Nødhjælp har hjulpet til at så quinoa for første gang. Han har allerede set plantens store potentiale.

”Før jeg plantede quinoaen, forklarede de mig, at den kan klare tørke. Og det er rigtigt. Da vi havde sået, holdt regnen op i 15 dage, og alle de andre nysåede planter gik til. Men quinoaen blev ved med at gro, efter at de andre planter var døde,” siger Debesaw Mitik.

Se også: Vand giver liv i Etiopien

Fakta om quinoa
  • Quinoa er modstandsdygtig overfor tørke og uregelmæssigt vejr
  • Quinoa indeholder masser af kalorier, protein, vitaminer, mineraler og flerumættede fedtsyrer
  • Plantens blade kan spises og bruges til dyrefoder, uden at det hæmmer væksten nævneværdigt

Hårdfør og højtydende

”Selv om man investerer masser af arbejdskraft og kunstgødning, kan man kun høste mellem 700 og 1000 kilo teff (den traditionelle hovedafgrøde i Etiopien) per hektar. Uden kunstgødning har quinoa givet 2.100 kilo per hektar på vores forsøgsmarker,” fortæller Lidet Sitotaw, Folkekirkens Nødhjælps planteavlskonsulent.

Forsøgsresultaterne er ekstremt lovende, for quinoa har samme næringsværdi som mælkeprodukter, og det ser ud til, at planten både kan klare Etiopiens frost og tørke.
Mads Lindegaard

Kvinde arbejder i sin køkkenhave. Illustration til Folkekirkens Nødhjæpls klimahjælper. © Jakob Dall

Bliv Klimahjælper

Vil du skabe løsninger for verdens mest udsatte, der lige nu mærker klimaforandringerne på egen krop? Som Klimahjælper gør du en forskel hver eneste måned.

Bliv Klimahjælper

Quinoa vokser, hvor andre planter dør

”Alle de steder, vi har sået quinoa, har vi set plantens potentiale – selv om regnen har svigtet. Quinoa-frøene klarer sig med den væde, der er i jorden, når de bliver sået, mens andre afgrøder skal have regn efter spiringen for at klare sig, siger Lidet Sitotaw.

I dag er alle Etiopiens afgrøder afhængige af regn i vækstperioden. Det skaber jævnligt problemer, fordi klimaforandringerne har gjort regnen helt uforudsigelig.

Så ud over at klare tørke kan den klimatolerante og næringsrige quinoa samtidig være med til at afhjælpe Etiopiens massive problemer med underernæring – et problem, som stadig påfører omkring halvdelen af landets børn livsvarige skader.

Høstudbyttet fra forsøgsmarkerne har været endog meget lovende.

Twitter LinkedIn Facebook