Den globale klimatrussel

Intet vand eller alt for meget vand er et af verdens største problemer lige nu. Og det bliver kun værre, lyder vurderingen fra eksperter.

Lige fra morgenstunden brager solen ned fra en skyfri himmel. Luften er tør. Ingen kan holde ud at være i solen længere end højst nødvendigt, det tærer hurtigt på kræfterne. Og kræfter er der ikke mange tilbage af i landsbyen Kaemongor i Turkana-området i det nordlige Kenya.

”I år er det værste år nogensinde, og hvis hjælpen ikke kommer, så dør vi alle sammen”, lyder den apokalyptiske vurdering fra 81-årige Eregae Lokeno Nakali.

Sidste år mistede han sin kone, søster og datter til sygdomme, der slog deres udsultede kroppe ihjel.

Turkana-området ligger i Afrikas Horn, hvor 14,6 millioner mennesker sulter ifølge en FN rapport fra december 2017. Afrikas Horn er en fællesbetegnelse for Etiopien, Kenya og Somalia. Her er 5,2 millioner børn og kvinder akut underernærede og fejlernærede og i Kenya alene dør hvert år 19.000 børn på grund af underernæring.

Eregaes blik er intenst og imødekommende. Mellem hage og underlæbe har han et rundt, sølvfarvet smykke. Kinderne er indsunkne og rynkerne dybe. De vidner om et langt liv. Han har oplevet, hvordan et liv med velstand, tre koner og mad nok er blevet erstattet af ekstrem fattigdom og daglig usikkerhed.

”Jeg ved ikke, hvorfor det er blevet så tørt. Det må være Guds plan,” siger han.

Klimaforandringerne udgør en alvorlig trussel mod millioner af mennesker og klodens fremtid. I Afrikas Horn, som ligger i Østafrika, er de to alvorligste konsekvenser af klimaforandringerne, at temperaturen stiger, og vandet forsvinder. Andre steder, som i Bangladesh, er det største problem omvendt, at vandet stiger, og landområder forsvinder.

Se også: Oversvømmelser koster liv i Bangladesh

2016 slog alle varmerekorder

Før tørken kvalte næsten alt liv i landsbyen Kaemongor, levede folk af vilde frugter, små landbrug langs floder, som for det meste var fyldt med vand. Storke og flamingoer levede i balance med syngende græshopper og insekter. Livet var simpelt. De fleste år var der mad nok til både dyr og mennesker. Det plejede at regne fra juni til december. De resterende seks måneder var det tørt.

Men alt ændrede sig i 1991. Herefter kom regnen ikke, som den plejede, og hvert år oplevede befolkningen i området tørke. Folk måtte vænne sig til at gå sultne i seng store dele af året.

Mellem 1991-1992 oplevede verden en kraftig version af vejrfænomenet El Niño, som forekommer med syv års mellemrum. Det er en periode med en ualmindelig opvarmning af Stillehavet, der påvirker verdens klima forskelligt. I Østafrika blev befolkninger – ligesom i Kaemongor – ramt af en barsk tørke.

Det bliver kun værre i fremtiden

Det er ikke kun Eregae, der har registreret, at temperaturen stiger. Det har klimaforskerne også. Siden år 1900 er den globale temperatur steget med omkring 0,8 grader, og 2016 er registreret som det varmeste år nogensinde ifølge NASA.

Temperaturen var i 2016 rekordhøj på grund af den generelle temperaturstigning lagt sammen med, at El Niño fandt sted mellem 2015-2016 ifølge World Meteorological Organization.

”Årsagerne til tørken på Afrikas Horn er en kombination af en naturlig og uheldig periode og menneskeskabte klimaforandringer,” forklarer klimaforsker Chris Funk, der er geograf ved fra University of Santa Barbara i Californien og er specialiseret i regnmønstre på Afrikas Horn. Det er svært at slå udviklingen fast, men han forventer, at situationen kun bliver værre.

Temperaturstigningen påvirker klimaet på forskellige måder. Jo varmere det bliver, desto mindre adgang til vand har befolkningerne i Afrikas Horn. I nogle områder er regnfaldet reduceret markant, og i andre områder regner det mindre og anderledes end tidligere. Ingen kan planlægge efter regnen længere.

Den regn, der trods alt falder, fordamper hurtigere end tidligere på grund af temperaturstigningen, forklarer den amerikanske klimaforsker.

Ingen regn, intet liv

I 2016 og i den første halvdel af 2017 regnede det kun én enkelt dag i Eregaes landsby. Det var i august sidste år. Alle hans husdyr er døde på grund af tørken. De fleste i området har også mistet størstedelen af deres dyr eller hele dyreflokke. De, der stadig har en lille andel kvæg tilbage, er desperate for at holde dyrene i live.

William Emus på 65 år fra nabolandsbyen har sendt sine resterende 10 køer og 30 geder til det krigshærgede naboland, Sydsudan, for at græsse. Sidste år mistede han to nevøer, der passede kvæget i det livsfarlige naboland, der ligger bare 150 kilometer væk.

Der hersker så godt som ingen tvivl om, hvorfor Eregae har oplevet vejrændringer i løbet af sit liv. 97 procent af alle klimaforskere i verden er enige om, at klimaforandringerne, der buldrer afsted, med al sandsynlighed peger tilbage på os mennesker. Det skærer NASA ud i pap for os.

Koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren stiger, når vi afbrænder fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas.

Så længe vi mennesker forbruger fossile brændstoffer, bliver mere CO2 sendt ud i atmosfæren, hvilket resulterer i, at temperaturen stiger inde i drivhuset. Og det er en vigtig del af forklaringen på, at klimaet ændrer sig.

Drivhusgasser er først og fremmest vanddamp og kuldioxid (CO2) og fungerer som et drivhus omkring kloden ifølge videnskab.dk.

Ved at lægge en slags dyne rundt om jorden, sørger drivhusgasserne for, at solens stråler ikke reflekteres direkte tilbage og ud i verdensrummet. Med andre ord holder drivhusgasserne på varmen, og uden drivhuseffekten ville jorden være et meget koldere sted.

Så længe vi mennesker forbruger fossile brændstoffer, bliver mere CO2 sendt ud i atmosfæren, hvilket resulterer i, at temperaturen stiger inde i drivhuset. Og det er en vigtig del af forklaringen på, at klimaet ændrer sig.

Selvom adgangen til vand er reduceret markant i store dele af Østafrika, er vandet på globalt plan ikke forsvundet. Regn, der plejede at falde i Afrikas Horn, falder nu tæt på Indonesien i områder, der bliver ramt af oversvømmelser, forklarer klimaforsker Chris Funk.

Det er ikke kun i områder tæt på Indonesien, at folk kæmper med oversvømmelser og vandstandsstigninger. Bangladesh er et af de lande i verden, der er hårdest ramt af klimaforandringerne. Her er millioner af mennesker udsatte på grund af vand, der stiger ifølge reliefweb.

Både Kenya og Bangladesh bliver ramt af klimaforandringer – men på vidt forskellige måder.

Se også: Verdens største flygtningelejr i Bangladesh

Vandet tager alt med sig

Flodens grålige vand er tydeligt at få øje på gennem store huller i de halvrustne grå tinplader, som udgør den lille hyttes vægge. Faktisk er vandoverfladen kun omkring tyve centimeter fra hyttens lersokkel på den ene side, mens der på den anden side er omkring en meter hen til den grumsede flod.

Selvom vandet på begge sider kryber faretruende tæt på den simpelt sammentømrede bolig, udgør hytten alligevel den mindst usikre løsning for Shonda Bayn og hendes familie i det sydlige Bangladesh.

I snart otte år har hun boet her med sin mand, sin nu 12-årige datter og sin 18-årige søn, fortæller Shonda og presser et forsigtigt smil frem. Hendes kinder er runde, det mørkebrune blik er mildt og roligt, og som de fleste kvinder fra Bangladesh har hun en næsepiercing med et diskret sølvfarvet smykke i.

Shonda husker tilbage på årsagen til, at de endte med at bo her. Det var ikke frivilligt. Bangladesh er truet af vand fra alle sider, og ligesom millioner af andre mistede Shondas familie alt til de ødelæggende vandmasser tilbage i maj 2009, da cyklonen, Aila, ramte det sydlige Bangladesh:

“Det regnede let om morgenen. Jeg var alene hjemme med min datter på fem år. Min mand arbejdede langt væk som dagsarbejder. Pludselig om eftermiddagen blev regnen rigtig voldsom. Da vandet begyndte at fosse ind i huset, tog jeg min datter i armene og løb ud derfra,” fortæller hun.

---

---

Hjemløs i vandmasserne

“Der var vand allevegne. Jeg var så bange. Vinden var kraftig og løftede husene omkring os. De blev slynget ned over mig, og jeg faldt. Mit barn blev ramt i hovedet. Jeg besvimede, så jeg husker ingenting derefter”, uddyber Shonda.

Over 300 mennesker døde i Bangladesh, da Aila ramte, og over én million mennesker blev, ligesom Shondas familie, hjemløse med ét slag. Den globale opvarmning gør cyklonerne kraftigere og mere ødelæggende. Det rammer hårdt i lande som Bangladesh, hvor næsten en tredjedel lever under fattigdomsgrænsen, og hvor vandet i landets mange store floder let kan stige og forårsage voldsomme ødelæggelser, der kan få fatale konsekvenser.

“Jeg hørte om Aila, da jeg var på arbejde inde i byen. Jeg blev så bekymret for min kone og ville hjem så hurtigt som muligt”, fortæller Shondas mand, Poritush Bayn, om den skæbnesvangre dag.

Da han nåede hjem dagen efter, var landsbyen fuldstændig forandret.

“Alle husene var væk, alt var under vand, og alle vores naboer stod på forhøjede vejstrækninger. Min bror havde reddet min kone og datter, som var besvimet og skadet”.

I perioden efter lykkedes det familien at samle bambus og enkelte materialer fra det forrige hus til at bygge den simple hytte, som de nu bor i på en jordforhøjning, de har lånt.

Men floderne breder sig langsomt i hele Bangladesh og spiser løbende af den porøse jord. Derfor bliver tusinder af mennesker i Bangladesh hvert år hjemløse og arbejdsløse. Og stiger havvandet med bare én meter, så vil en femtedel af Bangladesh formentligt forsvinde permanent.

Ingen fremtid her

Shondas datter, 12-årige Biuti Bayn, siger, at hun intet husker fra flugten væk fra huset under Ailas hærgen, hvor hun i sin mors arme fik brudstykker af huse ned over sig. Hendes blik er deprimeret og tomt. Uden fokus.

“Alle mine venner er i det her område. Jeg har ikke lyst til at skulle finde et nyt hjem igen”, siger hun forsigtigt.

Da hun er gået tilbage ind i hytten, ser hendes far bekymret ud. Bangladesh er i første række, hvad angår klimaforandringerne.

“Vores børn har ingen fremtid her. Floderne breder sig, og det ødelæggende vand vil få jorden her til at forsvinde. Det vil være umuligt. Men lige nu har vi bare ikke råd til at rejse nogen steder hen”.

Frygter for børnenes overlevelse

Ligesom Shonda Bayn kæmper for at overleve på toppen af et skrøbeligt fundament, sidder Eregae Lokeno Nakali i det nordlige Kenya på sin jord, der åbner sig i dybere og dybere sprækker under ham.

”Livet i dag er ekstremt svært. Der er ikke mad til børnene, og jeg er bange for, at børnene ikke kan overleve det her”, fortæller han.

Han kan ikke huske, hvornår han selv og børnene sidst fik mad. Men han besøger et familiemedlem i landsbyen, når det er muligt, så de kan få mad midt på dagen.

Frygten for at miste sine børn og børnebørn til sult og følgesygdomme er reel. Sidste år blev et skæbnesvangert år for Eregae og hans familie.

Datter døde af sult

Sandfarvede, brune og grå sten på størrelse med en knytnæve ligger placeret på stribe i et lysebrunt sandet landskab. Omkring stenformationen ligger udtørrede grene, som vindstød tilfældigt har spredt i landskabet. Det er her, Eregaes datter Napua Eregaes ligger begravet. Kun en lokal fra området vil kunne at udpege hendes gravsted, der næsten går i et med omgivelserne.

Det var i maj sidste år, at hendes krop gav efter for sulten. Eregae havde ingen mad at give hende, og han havde heller ikke råd til at tage hende på hospitalet, der lå alt for langt væk. Han forklarer, at han intet kunne gøre, mens hans datter døde for øjnene af ham.

”Det var forfærdeligt. Jeg havde det ekstremt svært,” fortæller han.

Ikke nok med at Eregae Lokeno Nakali har mistet tre af sine nærmeste familiemedlemmer, han har også mistet sin formue, sin identitet og beskæftigelse. Alt sammen på grund af tørke og nærmest ingen hjælp udefra – hverken fra den kenyanske regering eller fra internationale NGO’er. Heller ikke fra Folkekirkens Nødhjælp.

Læs også: Hvordan kan du hjælpe

Den mest almindelige livsform er truet

Eregae har hele sit liv været det, der kaldes en pastoralist. En pastoralist holder dyr, som typisk er køer, geder, æsler og kameler, og følger dyrene rundt meget af året til områder, hvor dyrene kan græsse. De kan med lidt god vilje sammenlignes med hyrder. De lever en slags nomadeliv, og det er i store dele af Afrikas Horn den mest almindelige måde at leve på.

Der bor omkring 50 millioner pastoralister syd for Sahara-ørkenen, estimerer Verdensbanken, og deres livsgrundlag er alvorligt truet, fordi vand og græs til dyrene er blevet en knap ressource.

Dyrene er pastoralisternes sikkerhed, rigdom og status. Før klimaet ændrede sig, havde Eregae 400 køer, 800 geder, 200 kameler og 40 æsler. I april mistede han sine sidste 200 geder på grund af sult og tørke. Tilbage er en tom dyrefold og en gårdsplads med tusindvis af udtørrede gedeekskrementer.

Levebrød forsvinder

Langt fra pastoralisterne bor Saya Rai i Bangladesh. Den 26-årige spinkle kvinde lever kun få hundrede meter fra Shonda og hendes familie i den sydlige del af det langsomt synkende land. Hun bor med sin mand og 9-årige datter i en hytte med lerbund, som står let hævet med hjælp fra stærk bambus.

Selvom de også mistede deres hjem under cyklonen Aila, var det værste tab at miste den landbrugsjord, som de levede af. Familiens levebrød, det store dambrug, blev fuldstændigt oversvømmet. I dag eksisterer deres store stykke land slet ikke mere. Det er blevet en del af den sultne flod, der allerede inden Aila var begyndt at spise af familiens jord.

“Aila fik resten af det, som floden endnu ikke havde taget, til at forsvinde i et hug”, siger Saya.

Landbrugsjorden, der synker i floden

Floderne breder sig stadigt hastigere i Bangladesh og får det folkerige land på tre gange Danmarks størrelse til langsomt at forsvinde. Klimaforandringerne fremskynder forfaldet og truer landets over 160 millioner indbyggere. Mange i landsbyerne er ramt. Nogle familier bor i mange måneder på en jordbanke og sover under åben himmel, indtil de får etableret et nyt, midlertidigt hjem.

Sayas svigermor, Gomila Bayn, dukker frem fra hytten ved siden af. Da den lille kvinde med den guldfarvede næsepiercing vender ansigtet mod os, er det ikke til at overse svulsten på størrelse med en tennisbold, der sidder fast under hendes hage.

“Jeg har haft den i 15-16 år, ” siger hun og sukker. “Jeg ved ikke, om den er farlig. Jeg har ikke råd til at tage til lægen”, siger hun.

Der er tre timers rejse med båd og bil til nærmeste læge. “Det er fordi, vi er fejlernærede. Vi bliver syge, når vi ikke kan dyrke mad herude,” forklarer hun tørt.

Det er ikke kun floderne, som får det livsvigtige landbrugsarbejde til at dø. I takt med, at havvandet stiger på kloden, trænger der langsomt saltvand ind i det sydlige Bangladeshs flade landskab. Afgrøderne dør, og hjælpeorganisationer som Folkekirkens Nødhjælp forsøger at støtte med særligt udviklede og saltvandsresistente afgrøder. Men det ændrer ikke på, at Bangladesh langsomt forsvinder under vandoverfladen.

Fremtiden ligger et andet sted

Mens de to kvinder fortæller, begynder det at dryppe fra den buldrende, grå himmel. Og på få minutter tager regnen til og bliver til silende brus, som får familien til at gå i ly under det halvtag, som udgør Sayas hjem.

Monsunen er den kraftige regnperiode, som ofte eksisterer i lande med tropisk klima, men den har ændret sit mønster over de seneste år. Der falder mere regn i den årlige monsunperiode, mens tørken uden om er blevet tørrere.

Saya fortæller, at den jord, huset står på, er lånt af nogle andre, og hun tror snart, de vil have det tilbage. Hun ved, at hun ikke kan blive her og tænker i forskellige muligheder, selvom hun ingen penge har til at flytte.

Hendes situation er ikke enestående, og det betyder, at mellem 300.000 og 400.000 mennesker hvert år migrerer til hovedstaden Dhaka, som er en af verdens tættest befolkede og hurtigst voksende byer. Mange ender i de store slumområder og har svært ved at finde arbejde. Den tanke kan Saya ikke overskue.

“Måske vi kan rejse til Indien. Hvis vi kan skaffe penge, kan vi måske købe noget jord der”, siger hun vævende. Den indiske grænse er omkring 60 kilometer fra landsbyen, og de mange floder strækker sig fra Bangladesh derind.

“Hvis vi rejser dertil gennem floden, er der måske ingen, der spørger om identitetspapirer”, tilføjer Saya.

Hun har nemlig heller ingen papirer. Men hun er sikker på, at hendes lille familie bliver en del af den stadigt voksende migration i og ud af Bangladesh i de kommende år. Det er den eneste vej ud af det synkende land.

Flere og flere migrerer

Mens Bangladesh langsomt opsluges af havet, udtørrer solen Afrikas Horn og gør store områder ubeboelige. Befolkningen i landområderne er tvunget til at flytte sig. De fleste søger til nærliggende byer i jagten på arbejde og basal overlevelse, men nogle tager ud på en længere rejse mod de største byer og bliver i statistikkerne kategoriseret som internt fordrevne personer.

Derudover tvinger klimaforandringerne og ekstreme naturfænomener personer til at krydse landegrænser, ligesom Saya Rai i Bangladesh planlægger at gøre.

Nu sidder Eregae Lokeno Nakali tilbage og ved ikke hvor længe, han og børnene kan overleve. Alligevel har han ikke planer om at flytte fra sit hjem.

”Jeg er ved at blive gammel, og jeg kan ikke migrere. Jeg er vant til at være her, og mine sønner er allerede flyttet herfra”, forklarer den nu 81-årige Eregae Lokeno Nakali.

Millioner af klimamigranter i fremtiden

Det er ikke kun i Afrikas Horn og i Bangladesh, at folk ikke har anden udvej end at forlade deres hjemlande og krydse landegrænser. Det er et globalt fænomen.

Forskerne er uenige om, hvor dystopisk et fremtidsscenarie vi går i møde, og hvor mange der i fremtiden er nødt til at migrere på grund af klimaet.

Tallene varierer mellem 200 millioner i år 2050 til én milliard i 2100. Men antallet kommer i nogen grad an på, hvor meget den globale opvarmning bremses, og hvor gode befolkninger i de hårdest ramte områder bliver til at tilpasse sig klimaforandringerne i de kommende år.

Omringet af udtørret gedemøg og mindet om en tid, der ikke længere er, har Eregae Lokeno Nakali to ønsker for fremtiden.

Han har brug for nye dyr og han har akut brug for uddeling af mad eller kontanter til at købe mad for. Men lige nu er det uvist om, og hvornår nogen kommer ham og alle hans naboer i det nordlige Kenya til undsætning.

Kræfterne for i dag er sluppet op hos Eregae. Langsomt vakler han hen til et træ i nærheden og lægger sig ned i skyggen. Han hviler sit hoved på en omkring 30 centimeter høj træskammel, han altid har med sig. For ham gælder det om at spare på kræfterne, før de er brugt helt op og ikke længere er der.