Børn leger og overlever i mudderet i verdens største flygtningelejr, Cox’s Bazar, i Bangladesh.
Hjulene snurrer rundt i mudderet, inden den hvide Toyota får fat og begynder at trille ud af lejren. Vi er på vej hjem. På den anden side af bilruden – i mudderet – står 6-årige Hasma.
Hun vinker og sender sit drilske, men sårbare smil. Afstanden er større nu – under hele opholdet har den lille flygtningepige ikke været mere end to meter væk fra vores kamera.
Hasma har taget en smuk kjole på med tyl og påklistrede blomster. Der er noget malplaceret ved det hele.
Som hun står der, ligner hun en gennemblødt prinsesse i helvedes forgård. Hendes fødder er dækket af mudder. Det regner voldsomt, og dråberne drypper fra hendes smalle næseryg.
Regnen tager toppen af den fækale lugt fra det brune vand, der kommer strømmende ned gennem slugten, hvor børnene sidder og bygger sandslotte. Vandet er en blanding af toiletvand og regnvand, og en enkelt lille rift på en af de tusindvis af bare tæer, der vader rundt i mudderet, kan give livsfarlige infektioner.
Rohingyaer flygtede for deres liv
Flygtningenes liv her i Cox’s Bazar – på den sydligste tange af Bangladesh – er mere usselt end noget andet sted.
Mere end en million mennesker er samlet på et område mindre end Ærø.

Med en hidtil uset grad af vold har det burmesiske militær drevet mere end en million rohingyaer på flugt i det.
FN kalder et skoleeksempel på en etnisk udrensning – endog med kendetegn på folkedrab. Byer blev brændt ned, og kvinder blev systematisk voldtaget.
Hasma og hendes familie var blandt dem, der desperate søgte i sikkerhed efter gentagne overgreb. Efter dages vandring gennem jungle og vådområder, passerede hun og moderen grænsen med de mindre søskende på armene.
De hundredetusindevis af flygtninge slog sig ned i et skovområde i det sydligste Bangladesh. Skoven blev ryddet for at gøre plads til de simple hytter, der står klistret sammen så langt øjet rækker.
Når det regner, mangler træerne til at suge regnen, og det gamle skovområde er blevet til en brun mudderpøl – fyldt op med fortabte menneskeliv.
Vil du hjælpe piger som Hasma? Giv en lille katastrofepakke
Hjælp via Folkekirkens Nødhjælp
Efter mere end tre år overlever rohingyaerne stadig udelukkende på basal nødhjælp. Folkekirkens Nødhjælp sikrer så mange liv som muligt ved at bygge broer, der forbinder flygtninges telte med vandpumperne og fødevarelagrene.
Vi bygger diger, dæmninger, og planter træer, der stabiliserer lejren og redder så mange liv som muligt fra vandmasserne.
Vi tænder solcellelamper om natten – i en ellers kulsort lejr. Når monsunen stopper, tager tørken fat, og her er manglen er på træer lige så fatal som under monsunen.
Derfor afværger Folkekirkens Nødhjælp indebrænde, og vi giver flygtningene basale fornødenheder til at overleve de ekstreme vejrforhold. Derudover tilbyder vi traumebehandling til de mange kvinder, som har været udsat for overgreb.
Vil du hjælpe mennesker i nød? Giv en stor katastrofepakke