Hjulene snurrer rundt i mudderet, inden den hvide Toyota får fat og begynder at trille ud af lejren. Vi er på vej hjem. På den anden side af bilruden – i mudderet – står 6-årige Hasma. Hun vinker og sender sit drilske men sårbare smil.
Afstanden er større nu, under hele opholdet har den lille flygtningepige ikke været mere end to meter væk fra vores kamera. Hasma har taget en smuk kjole på med tyl og påklistrede blomster. Der er noget malplaceret ved det hele. Som hun står der, ligner hun en gennemblødt prinsesse i helvedes forgård. Hendes fødder er dækket af mudder. Det regner voldsomt, og dråberne drypper fra hendes smalle næseryg.
Regnen tager toppen af den fækale lugt fra det brune vand, der kommer strømmende ned gennem slugten, hvor børnene sidder og bygger sandslotte. Vandet er en blanding af toiletvand og regnvand, og en enkelt lille rift på en af de tusindvis af bare tæer, der vader rundt i mudderet, kan give livsfarlige infektioner. Flygtningenes liv her i Cox’s Bazar på den sydligste tange af Bangladesh er mere usselt end noget andet sted. Mere end en million mennesker er samlet på et område mindre end Ærø.
Med en hidtil uset grad af vold har det burmesiske militær drevet mere end en million rohingyaer på flugt i det, FN kalder et skoleeksempel på en etnisk udrensning – endog med ”kendetegn på folkedrab”. Byer blev brændt ned, og mere end 43.000 mennesker meldes savnet. Efterfølgende har utallige kilder dokumenteret, hvordan kvinder systematisk blev voldtaget, og i dag har størstedelen af alle de kvindelige rohingya-flygtninge været udsat for et overgreb.
Det hele eskalerede på få dage i august 2017, hvor mere end 600.000 blev fordrevet på få dage. Hasma og hendes folk var blandt dem, der desperate søgte i sikkerhed efter gentagne overgreb. Efter dages vandring gennem jungle og vådområder, passerede hun og moderen grænsen med de mindre søskende på armene. De hundredetusindevis af flygtninge slog sig ned i et skovområde i det sydligste Bangladesh. Tragedien medførte, at skoven blev ryddet for at gøre plads til de simple hytter, der står klistret sammen så langt øjet rækker. Det regnede, da rohingyaerne flygtede for et år siden, og i år kom monsunen til tiden og med vanlig kraft. De fældede træer mangler til at suge regnen, og det gamle skovområde er blevet til en brun mudderpøl – fyldt op med fortabte menneskeliv.
Vi har ikke set det værste endnu
Katastrofens omfang var tydelig fra det sekund, vi ankom til Cox’s Bazar i midten af august. Der er bogstaveligt talt mennesker over alt. Mennesker, der lever på stejle skrænter og kæmper for ikke miste deres hjem, deres børn eller hele deres liv til et jordskred. Lalit Thapa, der tog imod os på toppen af en bakke, er ansvarlig for Folkekirkens Nødhjælps katastrofearbejde i Cox’s Bazar. Ifølge ham har vi måske ikke set det værste endnu, for de største cykloner rammer typisk Bangladesh i løbet af september og oktober.
”Heroppe handler det om at grave nye kanaler, så vandet kan løbe ned i slugten uden at rive flygtningenes hjem fra hinanden”, forklarer nepalesiske Lalit, imens han går gennem det knæhøje mudder over imod en flok mænd, der planter træer på en meget stejl skråning. Hasma kravler ud på skråningen, og da jorden skrider under hende, griner mændene højlydt.
”Træerne planter vi netop for at stabilisere jorden på skrænterne, sandsækkene fylder vi med sand og cement for at stabilisere bygningerne, og derovre er vi i gang med at opsætte diger, så vi forhindrer jordskred, når stormene rammer”, lyder det fra den drivvåde Lalit, imens han fægter med armene i øst og vest. Han står på toppen af den bakke i Cox’s Bazar, hvor Folkekirkens Nødhjælps har opført et kvindecenter, det eneste sted hvor mænd ikke er velkomne. Her kan kvinder og piger, der har været udsat for overgreb, finde ro eller modtage undervisning og traumebehandling. Lalit Thapas job er at sikre, at kvinderne trygt kan gå til og fra centret, og bygningen ikke styrter sammen, når vinden og regnen gør, hvad de kan for at rive bambuspælene fra hinanden.
Lalit Thapa peger op: ”Vi opsætter solcellelamper, så alle kvinder kan gå til og fra centret på en oplyst sti. Når vi sætter lamperne op, bruger vi det kort, som kvinderne selv har lavet.” Lalit Thapa holder et kort op over lejren. På kortet har en række kvindelige flygtninge markeret de områder, hvor de føler sig særligt udsat for overgreb eller chikane.
Når jungleloven bryder løs
Selv om de fleste kvinder i verdens største flygtningelejr har været udsat for seksuelle overgreb, inden de søgte tilflugt i Bangladesh, så er Cox’s Bazar bestemt ikke noget helle. Bangladeshs militær står for sikkerheden i lejren, men kun fra klokken 09 – 15. Det betyder, at Folkekirkens Nødhjælp – ligesom alle andre organisationer – ikke har adgang til lejren, når militæret kører hjem til kasernen. Så snart mørket falder på, bryder jungleloven løs, og manglen på elektricitet taler sit tydelige sprog.
Mørket er det værste. Der er mange overgreb i mørket, og uden lys tør jeg ikke forlade mit telt efter solnedgang – ikke engang for at gå på toilettet.Sanwara
Den 18-årige pige, Sanwara, der også har levet som flygtning i Bangladesh siden sidste år i august, forklarer, at frygten for at blive voldtaget hele tiden er tilstede, men frygten stiger, når solen går ned:
”Mørket er det værste. Der er mange overgreb i mørket, og uden lys tør jeg ikke forlade mit telt efter solnedgang – ikke engang for at gå på toilettet”, siger Sanwara.
For at imødegå Sanwaras og andre kvinders frygt, har Folkekirkens Nødhjælp uddelt mere end 7.000 solcellelamper de seneste uger, og ifølge Lalit er lyset fra solcellelamperne også med til at styrke den generelle sikkerhed i flygtningelejren. ”Monsunen laver stier om til floder, og jordskred er hverdag for flygtningene. Regnen er så voldsom, at vi hele tiden må afværge en lurende katastrofe. Samtidig skal der være sammenhæng i vores nødhjælpsindsats, og derfor har vi særligt fokus på, at broerne og vejene herop til kvindecentret er sikre at gå på”.
Se hvordan Folkekirkens Nødhjælp bygger broer i Cox’s Bazar.
Igennem det seneste år er befolkningstallet i flygtningelejren Cox’s Bazar steget til over en million, og befolkningstætheden gør, at livet i Cox’s Bazar er forbundet med en lang række livsfarer. For de fleste rohingyaer har sommeren og vinteren været den første af slagsen i Bangladesh, og derfor kender de heller ikke noget til de vejrforhold, der rammer den sydlige del af landet.
Det ekstreme vejr medfører hygiejneproblemer, fordi toiletvand blandes med regnvand – endog drikkevand, når oversvømmelserne er værst, og det spreder sygdomme i et ubegribeligt omfang.
For at forbedre sikkerheden og hygiejnen uddanner Folkekirkens Nødhjælp unge flygtninge i katastrofeberedskab, så de kan gå fra hjem til hjem og oplyse flygtningefamilierne om, hvad de kan gøre for at beskytte sig selv.
En af dem er 19-årige Mohammed Yanus, der også flygtede sidste år i august. ”Et hjem her i lejren er en blanding af et telt og en hytte, og de er alt for skrøbelige og vil ikke overleve en cyklon. Derfor er jeg glad for at forberede mit folk på fremtidens udfordringer”, siger den unge mand med det kraftige mørke hår og de høje kindben.
Mohammed Yanus besøger en familie på ni i et lille telt og forklarer entusiastisk, hvordan de skal forholde sig til alt fra oversvømmelser til cykloner, brande, jordskælv, epidemier og ikke mindst de vilde elefanter, som et par gange om året tramper gennem det gamle skovområde. Forsamlingen tæller en del ældre mænd, og de sidder høfligt og lytter på den yngre mands råd og vejledning. En af de ældre mænd fortæller, at vandet stod en halv meter over jorden inde i teltet, og peger på en aflejring på teltdugen. ”Alt var vådt – alt”, råber han, og resten af familien nikker.
Rohingyaerne får kun det mest basale
Selv om forholdene i Cox’s Bazar er ubeskrivelige på den værst tænkelige måde, er det inspirerende at se og høre, hvordan Hasma og de andre børn aldrig stopper med at lege, og hvordan kvinder sidder i regnen og sæber deres børn ind, selv om det virker nyttesløst, når vejen hjem går gennem mudderet.
Da de hundredtusindvis af flygtninge væltede ind over grænserne sidste år, var Folkekirkens Nødhjælps humanitære rådgiver, Maja Tønning, en af dem, der var med til at til at få nødhjælpen frem i efteråret 2017. Rohingyaerne overlever stadig udelukkende på basal nødhjælp, og ifølge Maja Tønning er rohingyaernes udholdenhed slående. ”På trods af de mest elendige forhold, jeg har oplevet, så har mennesker bare en evne til kæmpe og holde ud. Det ser jeg overalt i verden, men rohingyaerne er et tydeligt eksempel på den enorme viljestyrke, der skal til for at overleve som flygtning”.
Maja Tønning understreger samtidig, at nødhjælpsindsatsen er alt for basal: ”Der er et kæmpe potentiale for, at organisationer som Folkekirkens Nødhjælp kan forbedre forholdene i denne – verdens største – flygtningelejr, men vores muligheder er meget begrænsede, og vi kan kun give den mest basale nødhjælp”, siger Maja Tønning og forklarer, at myndighederne i Bangladesh lægger store begrænsninger på, hvilken hjælp de humanitære organisationer må tilbyde flygtningene. Det betyder f.eks., at det er ulovligt at støbe et fundament under flygtningenes hytter, selv om det kunne redde tusindvis af liv, når stormen rammer.
”Bangladesh er naturligt nok bange for, at flygtningenes forhold og muligheder skal overstige de forhold, de kommer fra i Myanmar”, siger Maja og et ironisk smil breder sig på hendes mund, inden hun tager tråden op igen. ”Helt ærligt! – de forhold, vi er vidne til, er så kummerlige og perspektivløse, at vi har en menneskelig forpligtelse til at gøre mere”.
Øen er virkelighed
Men i stedet for at tillade en udvidet nødhjælpsindsats, har regeringen påbegyndt et storstilet projekt, der skal gøre øen Bashan Char beboelig for en stor del af rohingyaerne. Både Reuters og BBC har besøgt øen, og Reuters reporter beskriver ”en sandbanke formet af slam, der steg op over havets overflade fra blot 20 år siden”.
Øen er formet af det mudder og det slam, som floden Meghana tager med ud i havet, og den er så flad, at øens areal ændrer sig fra år til år. Maja Tønning insisterer på, at en forflyttelse af rohingyaerne blot vil ekskludere dem yderligere, da man kun kan komme ud til Bashan Char, hvis man har en speedbåd og brændstof nok til halvanden time på havet. ”Vi har brug for en samlet stemme, hvor alle NGO’er, der arbejder i Bangladesh, lægger pres på regeringen for ikke at gøre det her til virkelighed – det kan meget nemt blive en menneskelig tragedie”.
I starten var der ikke mange, der tog ideen seriøst om at gøre denne flygtningegruppe til isolerede øboere, men den virkelighed nærmer sig drastisk i takt med, at et kinesisk entreprenørfirma er blevet hyret til at anlægge bungalows til de første 100.000 mennesker.
Den 18-årige Sanwara, der lever som flygtning i Cox’s Bazar, håber heller ikke, at hendes skæbne ligger i den Bengalske Bugt. ”Vores liv her er farligt, og jeg ønsker mig selvfølgelig et bedre liv. Der er gået et år, siden vi måtte flygte, og jeg drømmer stadig om dem (burmesiske soldater) om natten, men løsningen må ikke være at sende os ud på den ø, som ingen kender, så bliver vi bare glemt”, siger Sanwara.
De drømmer alle om statsborgerskab
Bangladesh har taget imod mere end en million rohingya flygtninge samtidig med, at landet tydeligvis har sine egne problemer at slås med. Det er et af verdens tættestbefolkede lande, og alene dét gør det beundringsværdigt, at bengalerne har fundet plads til rohingyaerne. Men efter et år begynder regeringen i Bangladesh at blive utålmodige – der er ingen fremgang i hjemsendelsesprocesser.
Mohammed Yanus, Sanwara og selv den 6-årige Hasma drømmer om statsborgerskab i Myanmar, men der er ringe udsigt til at vende hjem til et normalt liv. De få rohingyaer, der har forsøgt at vende tilbage til Myanmar, er ifølge New York Times endt i pigtrådsindhegnede områder.
Da vi kom hertil, kørte vi gennem de landsbyer, der ligger tæt på flygtningelejren. Fattige landsbyer, som til forveksling kunne ligne en flygtningelejr.
Nu er vi på vej den anden vej, og den glidende overgang fra flygtningeliv til landsbyliv vidner om, at Bangladesh ikke kan løfte rohingyaernes fremtid alene.
Vi kører ud af lejren. Væk. Hjem. Jeg kan kun svagt skimte Hasma i sidespejlets horisont. Nødhjælpsmedarbejdere kommer og går ud til verdens største flygtningelejr, men hvor er Hasma på vej hen? Var det her bare det første ud af en lang årrække som flygtning? Sidder Hasma snart på en båd for at blive sat af på en ubeboet ø i den bengalske bugt? Bliver den 6-årige pige gammel på den ø?
