Fra lærer til frivillig

Engelsklæreren Erikas klasseværelse fungerer lige nu som et tilfulgtssted for mennesker, der er på flugt fra krigen i det østlige Ukraine.

© Antti Yrjönen

Da Rusland angreb Ukraine, sendte engelsklæreren Erika Pavliuk sine elever hjem og begyndte at arbejde frivilligt på det modtagecenter, der blev oprettet på skolen. Hun hjælper internt fordrevne, der er flygtet fra andre dele af Ukraine. På skolen bliver de tilbudt husly, en seng og mad.

“Jeg hørte nyheden fra min mand. Han surfede på internettet og sagde de ord, der altid vil spille i mit hoved: Vores land er blevet angrebet.”

Engelsklærer Erika Pavliuk sidder i sit tomme klasseværelse i Berehove i det østlige Ukraine og tænker tilbage på begivenhederne fra en tidlig torsdag morgen. Det var den 24. februar 2022, og Rusland havde indledt en brutal angrebskrig mod Ukraine

Erika havde svært ved at tro på nyheden til at begynde med. Hendes familie fortsatte med deres daglige morgenrutiner. Deres 5-årige datter blev kørt i dagpleje, og uvidende om, hvad der egentlig skete, tog Erika til sin arbejdsplads på den lokale skole.

I dagens første skoletime stod læreren foran sine 12-årige elever i klasseværelset. Atmosfæren var trist.

“Jeg kan huske, at en dreng sad i klassen og så rigtig bleg ud. Hans næse begyndte at bløde. Jeg bad eleverne om at lægge deres bøger til side og besluttede mig for at tale om, hvad børnene var mest bekymrede for. Praktisk set var mine elever bange for snart at blive dræbt,” husker Erika.

Efter den første skoletime torsdag modtog skolen instruktioner fra myndighederne. Undervisningen måtte suspenderes, og alle elever skulle sendes hjem.

“Min datters dagpleje ringede også til mig for at sige, at hun skulle hentes med det samme. Så snart jeg ankom, var børnene allerede blevet evakueret fra bygningen. De ventede på deres forældre udenfor, og i det øjeblik vidste ingen, hvad der nu ville ske.”

Erika Pavliuk arbejder som engelsklærer på en skole i den vestukrainske by Berehove og siger, at hun i vantro afviste nyheden om krigen i første omgang.

Fra lærer til frivillig

Da krigen fortsatte, begyndte Erika, hendes kolleger og andre beboere i den lille by Berehove at forstå situationen. Flygtninge fra andre dele af Ukraine begyndte at ankomme til skolen allerede i slutningen af februar.

I løbet af få dage satte hele byen Berehove sig for at hjælpe dem, der flygtede fra krig. Lærerne, skolekokkene og andre ansatte begyndte at udføre frivilligt arbejde. Erika og hendes kolleger gennemgik donationer, organiserede ting på vegne af flygtninge, der ankom til centret, og hjalp dem med de problemer, de måtte stå over for.

Dagene var lange for alle, og der var ikke tid til fridage. Erika siger, at tiden gik hurtigt.

“Energien kom bare et sted fra. Folk havde brug for hjælp. Jeg følte mig ikke træt i løbet af dagen, men da jeg gik hjem, faldt jeg i søvn med det samme mit hoved ramte puden.”

Skolen blev hurtigt et vigtigt knudepunkt, da det var muligt at tilberede mad til store menneskemængder i det store køkken. Normalvis går der 300 elever på skolen.

“I løbet af de første dage opholdt nogle flygtninge sig kun på krisecentret i et par timer, tog et bad og spiste noget. Derefter fortsatte de mod grænsen. Vi vidste ikke, hvilken retning situationen ville tage,” siger Erika.

Skolen kan rumme cirka 80 flygtninge i køjesenge i de rum, der tidligere blev brugt af skoleelever. Da kampene trak ud, blev nogle af flygtningene på krisecentret i ugevis. Hungarian Interchurch Aid, Folkekirkens Nødhjælps partnerorganisation, forsynede køkkenet med nyt køleudstyr, adskillige madleverancer og en vaskemaskine til bryggerset.

Erika Pavliuk siger, at hun savner sine elever og håber at komme tilbage til sit arbejde som engelsklærer så hurtigt som muligt.

Fædre bliver i frontlinjen

Som frivillig har Erika hørt historier fra forskellige familier, der flygter fra kampene, og hun føler sig rørstrømsk, når hun tænker på dem. Mange af dem, der har opholdt sig på krisecentret i længere tid, har ikke til hensigt at krydse grænsen til Ungarn, medmindre de absolut skal. Mange planlægger at vende hjem eller i det mindste så tæt på det som muligt. Pavliuk forstår dem.

“Hver morgen vågner jeg op og føler mig taknemmelig for at have haft en fredelig nat her (i det vestlige Ukraine, red.). Jeg er vokset op her, jeg er født her, mine forældre og mange generationer før dem har boet her. Jeg kan ikke engang begynde at forestille mig at forlade mit hjem og min by, bare fordi en eller anden aggressor tvinger mig til at gøre det.”

Erika synes, at det er særligt vanskeligt at være vidne til hverdagen for mødre og børn på krisecentret.

“De fleste mødre er her alene med deres børn. Normalt bor de sammen med deres mænd, og nu er mændene i hæren. Mit hjerte gør ondt bare ved tanken om, at de skal passe deres børn et sted, de ikke rigtig kender. Der bor otte mennesker i hvert rum, og de kender ikke disse mennesker, selvom de nu langsomt er ved at lære hinanden at kende.”

Erika ser et glimt af håb i krisen: Hun siger, at krigen og den deraf følgende flygtningekrise har fået folk til at arbejde sammen på hidtil usete måder. Ligesom Erika er mange mennesker, der bor i grænsebyen Berehove, borgere i to lande og kulturer, og samlivet har ikke altid været let.

“Jeg er ungarsk, men jeg har boet på den ukrainske side hele mit liv, så jeg er også ukrainsk. Der har været uenigheder mellem ungarere og ukrainere samt andre mindretal på dette område. Jeg føler, at tingene ikke længere er sådan.«

Fjernundervisning startede efter flere ugers pause

Erika fortæller, at før krigen så folk på hendes skole allerede frem til at vende tilbage til hverdagen efter en lang pandemi. På grund af krigen er undtagelsestilstanden på skolen fortsat. Allerede at vide, hvordan man underviser og studerer eksternt, kom til nytte i slutningen af marts, da eleverne i Berehove vendte tilbage til fjernundervisning efter en tre ugers pause.

Børnene på modtagecentret har kunnet tilmelde sig undervisning i ukrainske skoler i byen eller fortsætte med at studere med deres egne klasser, hvis deres skoler har været i stand til at levere undervisning. Børnene logger ind til undervisningen i deres virtuelle klasseværelser fra modtagcentret.

I løbet af dagen arbejder Erika på krisecentret, og om aftenen forbereder hun sine engelsktimer til den følgende dag. Hun bliver rørt, når hun taler om sine 12-18-årige elever.

“De er teenagere. Vi har vores op- og nedture, men vi kan altid finde en løsning på vores vanskeligheder. Jeg elsker dem.”

Hun ved allerede, at nogle elever er flygtet fra Ukraine til Ungarn, og at de ikke kommer tilbage til hendes timer. Erika tager en dyb indånding og ser sig omkring i sit tomme klasseværelse. Hvad er hendes største ønske?

“At kunne undervise helt almindelige skoletimer. Jeg vil skrive på tavlen og…,” tøver hun et øjeblik og begynder at grine træt, “… råbe ad mine elever for ikke at have lavet deres lektier.”

Denne artikel er skrevet af vores søsterorganisation FCA og oversat fra engelsk.

Twitter LinkedIn Facebook