I Den Centralafrikanske Republik (CAR) kæmper mennesker stadig for at genopbygge deres liv efter mange års krig og utryghed. Kun få danske nødhjælpsorganisationer er tilbage – Folkekirkens Nødhjælp er en af dem. Sammen med lokale partnere er Folkekirkens Nødhjælp med til at tænde håb, dér hvor verden ellers har vendt blikket væk.
Rødt støv danser i luften, da en motorcykel suser forbi. Under et mangotræ sidder Juliette foran sin lille butik. Hun deler sin historie – en historie, som desværre ikke er usædvanlig i CAR. Det er en historie om borgerkrig, vold og frygt.
Men Juliettes fortælling handler ikke kun om ødelæggelse. Det er også en historie om styrke, håb og mennesker, der nægter at give op. En historie, som også Clarisse, Eliane og Didier kan spejle sig i.
Juliette og hendes familie er af flere omgange blevet udsat for vold og deres hjem brændt ned. Det var umuligt for børnene at gå i skole – og situationen var hård. Men med psykologhjælp faciliteret af Folkekirkens Nødhjælp, fik Juliette kæmpet sig ovenpå igen. Børnene kom i skole, og den ene er i dag politibetjent. I dag arbejder Juliette som landbruger og har sin egen butik ved siden af.
Et land præget af konflikt
Det er svært at leve i CAR. Landet er et af verdens fattigste, og livet afhænger meget af årstider og regn. Siden begyndelsen af 2000’erne har landet været fanget i tilbagevendende konflikter.
Det startede for alvor i 2003, da general François Bozizé overtog magten ved et kup. Efter kuppet spredte vold og usikkerhed sig i landet. I 2012 væltede oprørsgruppen Séléka præsidenten, og snart opstod der nye militser, som gjorde konflikten endnu værre. Vold og utryghed prægede hverdagen, og mange blev drevet på flugt.
I 2020 blussede volden op igen i forbindelse med urolige valg. Endnu en gang var det almindelige mennesker, der betalte prisen.
Men i de seneste to år er der endelig kommet en smule ro. For første gang i lang tid begynder folk at drømme om en bedre fremtid.
Mennesker der viser vejen
Juliette, Clarisse, Didier og Eliane har alle oplevet krigen på egen krop. Men i stedet for at give op, har de valgt at gå foran og vise, at man kan komme videre. De bruger deres egne historier til at støtte andre, som stadig kæmper med svære minder og skam.
Til andre, der har levet gennem lignende vold: Brug mig som et eksempel – hvis jeg kan komme videre, så kan du ogsåEliane
Der er stadig en vis forsigtighed. Mange tør ikke tro helt på en fredelig fremtid endnu. Men som Didier siger, er det netop nu, man skal se fremad:
“Jeg drømmer om fred, stabilitet og sikkerhed – det kan bane vejen for ægte udvikling. (…) Til de af jer, der har oplevet grusomheder som jeg: Livet stopper ikke der. Gå videre og lad fortiden ligge,” forklarer Didier.
Det handler om små og store drømme: et nyt hus, en afsluttet uddannelse, en udvidet forretning. Det handler om at tage skridt væk fra fortiden og hen mod et bedre liv.
Nogle har bare brug for, at nogen tror på dem. Spørg dem, om de kunne tænke sig at tage en uddannelse eller starte en lille forretning – ligesom I gjorde med mig – og giv dem den chance. Det kan ændre alt.Clarisse
“Nogle har bare brug for, at nogen tror på dem. Spørg dem, om de kunne tænke sig at tage en uddannelse eller starte en lille forretning – ligesom I gjorde med mig – og giv dem den chance. Det kan ændre alt,” fortæller Clarisse.
Små midler – store forandringer
Fred er afgørende for udvikling, men det er også mennesker som Didier, Juliette, Eliane og Clarisse, der gør forskellen. Deres historier bliver måske ikke vist i nyhederne, men netop derfor er det så vigtigt at fortælle dem. Det viser, at der også findes håb i en del af verden, mange har glemt.
Hvad der overraskede mig mest i denne proces, var overlevernes evne til at forandre sig indeni. Bare at blive lyttet til, at få anerkendt deres smerte og få personlig hjælp, var ofte nok til at tænde håbet igenGilbert, Folkekirkens Nødhjælp-medarbejder i CAR
“Hvad der overraskede mig mest i denne proces, var overlevernes evne til at forandre sig indeni. Bare at blive lyttet til, at få anerkendt deres smerte og få personlig hjælp, var ofte nok til at tænde håbet igen.” – Gilbert, en af Folkekirkens Nødhjælps medarbejdere i CAR.
I CAR kan man faktisk rykke rigtig meget med få penge. For kun 700 kroner per person om året har det været muligt at hjælpe en gruppe på 1.450 mennesker med blandt andet psykologhjælp, finansiel støtte og medicin. For mange er det første gang, de oplever at få hjælp.
Et særligt minde for Gilbert stammer fra en workshop, hvor en kvinde, der havde overlevet voldtægt, for første gang turde dele sin historie foran andre:
”Den dag forstod jeg, hvor meget det betyder, ikke blot at hjælpe materielt – men vigtigere end noget andet, så har det en uvurderlig betydning blot at lytte, at anerkende en persons smerte og værne om menneskelig værdighed.”– Gilbert
Netop det er essensen af Folkekirkens Nødhjælps arbejde: Mennesket i centrum. I dag er der fortsat brug for støtte i CAR. Lokalsamfundene er allerede i gang med forandringen – nu har de brug for, at verden også ser dem og hjælper dem videre.
FAKTA: En glemt krise
- Ifølge FN har cirka 40% af befolkningen behov for nødhjælp.
- Konflikten i landet har varet i årtier og har drevet tusindvis af mennesker på flugt.
- Landet får meget lidt opmærksomhed og hjælp fra omverdenen.
Navnene i artiklen er ændret for at beskytte de medvirkende.
