Mange danskere havde følt Anden Verdenskrig på egen krop – tyske kampfly var fløjet tæt over land, soldater havde marcheret i gaderne, og rationering var blevet et alt for velkendt begreb.
Alene tanken om at samle ind til tyskerne var derfor kontroversiel. Skulle man nu også hjælpe dem, der havde forårsaget så megen lidelse?
Ja, insisterede Alfred Th. Jørgensen, som var frontperson for organisationen på den tid.
Danskerne følte de civile tyskeres nød
I 1948 lagde han op til den mest kontroversielle indsamling i sin tid som frontperson i Den danske Folkekirkes Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker, som Folkekirkens Nødhjælp hed dengang, da han ønskede, at kirkeindsamlingerne skulle gå til tyske flygtninge.
Umiddelbart var det ikke en populær idé. Men ved den endelige optælling viste det sig alligevel, at danskerne havde givet en halv mio. kroner – et for datiden enormt beløb.
Danskerne så igennem deres eget mishag og fik øje på de civile tyskeres nød.
Fik ansvar for indkøb og uddeling
Allerede fra 1945 straks efter krigens afslutning rakte Den danske Folkekirkes Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker ud til Europa med egne indsamlede midler. Andre landes kirker, blandt andet de amerikanske, bad organisationen om at stå for indkøb og uddeling af fødevarer på deres vegne.
Pengegaver var ikke længere tilstrækkeligt, da det i mange krigsramte lande nærmest var umuligt at opdrive mad.
Derfor indkøbte, pakkede og sendte vi i alt 250 tons fødevarer ud i Europa i årene 1945-1948. Alfred Th. Jørgensen noterede og offentliggjorde med omhyggelighed de nøjagtige donationer og modtagere af fødevarehjælp i årsskrifterne.
Af samme grund ved vi i dag, at islændingene i 1948 donerede fem tons torskelevertran til Tyskland.
Den danske Folkekirkes Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker sendte i øvrigt ikke kun hjælp til flygtninge i Europa, men også til palæstinensiske flygtninge i Syrien og Libanon og til kinesiske flygtninge i Hongkong.
