Støt

For præcis seks år siden fejrede 12 millioner sydsudanesere, at Sydsudan efter mere end 50 års borgerkrig med Sudan fik sin selvstændighed. Nu ville freden komme.

Selvstændigheden blev dog i stedet startskuddet til en blodig borgerkrig mellem det nye lands etniske stammer – en krig som i dag har kostet 50.000 livet, sendt to millioner på flugt ud af landet og ligeså mange på flugt internt i Sydsudan.

Men hvad er det sydsudaneserne kæmper om, og hvordan ser dagligdagen ud for de sydsudanesere, som er blevet tilbage? Folkekirkens Nødhjælp har i tre uger rejst mod flygtningestrømmen og ind i det krigshærgede Sydsudan for at tale med dem, der ikke er flygtet ud.

Af Thomas Tjaerandsen

43-årige Deng Avijok klør sig i hovedbunden og kigger træt på fem af sine i alt 12 børn, som han insisterer på at få til at stå stille, så vores fotograf kan tage et billede af dem. Han sender et undskyldende smil tilbage til mig, vender sig mod børnene og siger noget med en hævet stemme, der får dem til at stå helt stille. Det er vigtigt for ham, at billedet bliver godt.

Deng er en spinkel mand med et lidt anstrengt, men mildt smil. Med store armbevægelser viser han mig rundt på den forladte skole, hvor hans familie og resten af deres 700 personer store stamme har søgt tilflugt, efter deres landsby blev angrebet af en rivaliserende stamme. Det er en måned siden.

©Mikkel Østergaard

Deng Avijok på 43 med sin familie i baggrunden. Familien bor på en nedlagt skole.

“Vi var blevet uenige om, hvem der måtte bruge nogle bestemte marker. En nat kom de, i ly af mørket, hvor vi lå og sov...”

Deng trækker vejret ind. Allerede nu kan jeg fornemme, at han skal til at fortælle en historie, som jeg har hørt igen og igen under mit ophold i Sydsudan.

“... de havde knive, geværer. Alt gik meget hurtigt. To fra min stamme blev skudt, og en kvinde blev stukket ned. Det eneste, jeg tænkte på, var at få mine børn væk.”

Deng var heldig. Alle hans 12 børn og tre koner nåede flygte. Jeg skriver et nul i notesbogen ud for hans navn. På den måde er Dengs historie alligevel anderledes fra de mange andre beretninger, som folk har fortalt mig. 

"Det værste sted jeg har været"

Det er en varm og fugtig onsdag formiddag, og vi befinder os i landsbyen Malek, 200 kilometer nord for Sydsudans hovedstad, Juba.

Min krop er øm efter at være blevet kastet rundt i firehjulstrækkeren på de til tider ufremkommelige og hullede røde grusveje. Grusveje der, på trods af deres ringe kvalitet, fungerer som livsnerverne i det flade og frodige Sydsudan. Et land på størrelse med Spanien og Portugal tilsammen.

Når jeg står sammen med Deng, er det nemt at glemme, at vi befinder os midt i en borgerkrig. Der er stille omkring os, en svag vind glider hen over træerne, og cikaderne synger i marken. Længst ude kan jeg ane den store brede Nil, der slanger sig gennem det grønne landskab. Nilen giver ikke blot vand, fisk og næring til de mange mennesker, der bor i Sydsudan, men fungerer også som én af landets travleste flygtningeruter. Og farligste.

Man ved ikke, hvad der gemmer sig bag det næste sving – og derfor bliver Deng indtil videre, hvor han er.

Faktisk er det farligt for alle at bevæge sig rundt i Sydsudan. Det er ikke mere end et par måneder siden, at seks nødhjælpsmedarbejdere blev skudt og dræbt, da de skulle besøge et projekt i den østlige del af landet. Og siden borgerkrigen i Sydsudan brød ud i 2013 er 82 nødhjælpsarbejdere blevet dræbt. Jeg forsøger ikke at tænke for meget over det, men det kan være svært. Som en garvet NGO-arbejder, jeg mødte, tørt sagde:

”Sydsudan er det værste sted, jeg har været, og jeg har altså været i mange krigshærgede lande.”

Det gør Folkekirkens Nødhjælp i Sydsudan
  • Minerydning
  • Undervisning af skolebørn om farer ved gamle miner og granater
  • Virksomhedstræning til låne-spare-grupper
  • Uddeling af fiskenet
  • Undervisning i konserveringsteknikker til fisk
©Mikkel Østergaard

Alt er væk

Flere af væggene har store revner fra gulv til loft, og en muggen lugt blander sig med varmen udefra. Deng viser mig det, der engang var et klasselokale, men som nu er hjem for ham og hans familie. Alle borde og stole er væk. Kun en tavle i den ene ende af lokalet vidner om, at der engang sad børn modtog undervisning lige her.

I dag ligger der et snottet barn på et par sivmåtter bagerst i lokalet og stirrer ud i luften med et tomt blik. Luften står stille, og varmen gør det svært at trække vejret. Min t-shirt er gennemblødt, og jeg har mest af alt lyst til at komme ud derfra. 

©Mikkel Østergaard

En kvinde på gulvet foran den tavle, der engang blev brugt til undervisning.

Deng tørrer svedperlerne af sin pande og vender sig mod mig.

“Vi vandrede gennem bushen i fire dage for at komme hertil. Det var især hårdt for de mindste børn at gå så langt, og vi var bange, for vi vidste ikke, hvem vi kunne risikere at møde på vejen derude. ”

Før han flygtede, handlede Dengs liv om fisk og geder. Hver dag sejlede han ud på Nilen, fiskede og solgte sin fangst på det lokale marked. De penge, han tjente, brugte han på at købe geder og redskaber til at dyrke jorden omkring familiens hus. Nu har han ingenting. Alt blev brændt, da angrebet rullede ind over landsbyen.

“Hvordan skal jeg nogensinde få alt det tilbage,” siger han, mens han fægter opgivende med armene.

Jeg havde ikke troet, at jeg skulle stå her i dag. Da vi fik selvstændighed, var vi så lettede.

Deng Avijok

Dansede i tre dage

Deng stemte selv for selvstændigheden tilbage i 2011. Han var fortaler for, at Sydsudan endelig skulle løsrive sig fra det muslimske Sudan i nord, som man havde været en del af, siden englænderne gav Sudan selvstændighed i 1956. Det ville skabe ro til at være sig selv, sit eget land.

“Jeg havde ikke troet, at jeg skulle stå her i dag. Da vi fik selvstændighed, var vi så lettede. Vi troede, at vi endelig bare kunne få lov til at leve vores liv uden at være bange. Jeg kan huske, da nyheden om valgresultatet blev annonceret i 2011. Vi blev så glade. Ja, faktisk dansede vi i tre dage uden at sove.”

Deng griner lidt ved tanken om fejringen dengang. Dengang glemte de at sove, fordi de dansede af glæde, i dag sover de ikke af frygt for at blive dræbt. Det er ikke mere end et par dage siden, at en mand blev skudt lidt længere nede ad vejen, fortæller han uden at fortrække en mine.

”Vi diskuterer hele tiden, hvad vi skal gøre. Skal vi tage hjem, skal vi tage videre? Jeg frygter, at vi bliver dræbt, hvis vi tager hjem.”

Verdens nyeste og skrøbeligste land

Deng gjorde som 98 procent af sine landsmænd i 2011: Stemte for selvstændighed. Selvom resultatet fra nogle valgkredse efterfølgende måtte annulleres, da der var mistanke om snyd, var tilslutningen til selvstændigheden slående. Sydsudan ville være sin egen. Det blev Sydsudan endeligt d. 9. juli 2011.

Inden jeg tog afsted, genså jeg festvideoer, der blev foreviget i Juba på mobiltelefoner i de dansende dage efter valget. 

 

I dag er videoerne på YouTube et trist vidnesbyrd om de mange mennesker, der håbede på et bedre liv.

Det kan være svært at forstå, at der på seks år er sket så meget i Sydsudan. At den overvældende enighed om at ville være sit eget land, så hurtigt blev til en konflikt, der nu har kostet 50.000 mennesker livet, og sendt millioner af mennesker på flugt.

En situation, der betyder, at det amerikanske tidsskrift Foreign Policy i dag karakteriserer Sydsudan som verdens mest skrøbelige land. En liste, hvor Syrien ligger på femtepladsen. 

Vokset op med krig

Et par uger inden jeg møder Deng på den forladte skole i Malek, sidder jeg i en bil med Afrim Bardoniqi. Han er en stærk mand med et langt ansigt og et par smalle mørke øjne. Han kommer oprindeligt fra Kosovo, og blev efter Balkan-krigene minerydder og har været det lige siden.

I dag er han leder af et minerydningshold for Folkekirkens Nødhjælp i Sydsudan – og så har han en fantastisk evne til at undgå hullerne på de ødelagte sydsudanesiske veje.

Afrim elsker at snakke, når vi kører gennem landskabet. Om Kosovo, om Sydsudan, om Angola, hvor han engang slog en Sort Mamba (Afrikas største giftslange, red.) ihjel med sine bare næver.

©Mikkel Østergaard

Afrim Bardoniqi har siden Balkan-krigene i 1990'erne arbejdet som minerydder.

”Politikerne tænker kun på sig selv og deres stamme hernede, det er en skam”, siger han og tager hårdt i rattet for at undgå et hul i vejen, så mit hoved svinger ind i sideruden.

Jeg kan mærke frustrationen i Afrim. Han vil ikke nævne nogen specifikke navne, men jeg ved fra mine samtaler med sydsudaneserne, at der er en generel utilfredshed med regeringen i landet. Det er især landets præsident Salva Kiir, som mange er sure på. Han kommer fra regeringspartiet Sudanese People’s Liberation Movement (SPLM).

SPLM, der kæmpede for de kristne i den sydlige del af Sudan, blev oprettet under den første Sudanesiske Borgerkrig, der strakte sig fra 1955 til 1972. Her kæmpede de kristne i syd for at løsrive sig fra muslimerne i nord.

Det var en borgerkrig, der aldrig rigtig sluttede og blussede op igen i 1980’erne. Først i 2005 blev processen mod et selvstændigt Sydsudan startet. På det tidspunkt havde urolighederne mellem nord og syd kostet op mod to millioner mennesker livet. 

Jeg elsker at se, når de dyrker markerne. Når der sker noget helt almindeligt. En person, der dyrker en mark, det er sådan det burde være

Afrim Bardoniqi
©Mikkel Østergaard

”Det er jo klart, at samfundet ikke virker, der har ikke været andet end krig hernede. De er vokset op med det,” siger Afrim bestemt.

Afrim træder pludseligt hårdt på bremsen, så min sele strammer henover brystkassen.

”Kan du se den traktor? De dyrker jorden her.”

Hans øjne lyser op, han ligner nærmest et barn, der lige har fået en gave.

”Jeg elsker at se, når de dyrker markerne. Når der sker noget helt almindeligt. En person, der dyrker en mark, det er sådan det burde være.”

Det gør Folkekirkens Nødhjælp i Sydsudan
  • Psykosocialhjælp i flygtningelejre
  • Uddeling af kuponer, der kan veksles til mad og redskaber
  • Undervisning af lokale organisationer i bedre drift
  • Understøttelse af lokale fredskomiteer, der skal få stammerne til at lægge deres våben

(fortællingen fortsætter under billedet)

©Mikkel Østergaard

Hvilken stamme er du fra?

Når jeg i løbet af mine tre uger i landet har fortalt sydsudaneserne, at vi ikke har stammer i Danmark, griner de af mig. At være en del af en stamme er ligeså naturligt, som at solen står op i øst og går ned i vest. Det siger meget om, hvem du er.

En Dinka er stålfast og handledygtig, en Mundari er mere eftertænksom og snedig, fortalte en ung sydsudaneser mig.

Nogle steder i landet lever forskellige stammer side om side, og andre steder slås de med hinanden. Oftest opstår der konflikter omkring stammernes kvæg, og hvilke marker der tilhører hvem. Det har der gjort så længe, der har boet mennesker i regionen, fortæller Afrim mig, mens han stikker hovedet helt ned i en gammel granat, der gemmer sig i græsset.

”Den her er ladet og kan sprænge, hvis vi rører ved den. Vi skal lige have sat en indhegning op.”

©Nils Carstensen

Præsident Salva Kiir tilbage i 2011.

Med 62 forskellige stammer og kulturelle forskelligheder har det været lidt af en opgave for landets præsident, Salva Kiir, at samle sydsudaneserne under én fane. Under sin indsættelsestale i 2011 understregede han, at det nu var lige meget, hvilken stamme man tilhørte, nu skulle man først og fremmest være sydsudaneser.

Men det er lettere sagt end gjort. Salva Kiir kommer selv fra Dinka-stammen, som er den største stamme i Sydsudan. Han er øverstkommanderende i Sudanese People’s Liberation Army (SPLA), som er den militære del af regeringspartiet, SPLM.

Under den lange borgerkrig med Sudan arbejdede han sammen med Riek Machar, der ligesom ham også kæmpede for et selvstændigt Sydsudan. Riek Machar kommer fra Nuer-stammen og blev efter valget i 2011 vicepræsident i landet.

To års fred

Det, der ellers lyder som en positiv forening af forskellige stammer, blev hurtigt til en bitter strid mellem Kiir og Machar. Kiir indsatte langsomt flere fra hans Dinka-stamme i højtstående stillinger, og beskyldninger om forskelsbehandling fløj gennem luften. Det kulminerede i 2013, da Kiir anklagede Machar for at ville begå et statskup mod ham. 

Machar afviste beskyldningen og kaldte Kiir en diktator. Machar flygtede ud af Juba med en gruppe loyale soldater, og det var startskuddet til det, der i dag er en borgerkrig på fjerde år. Machar startede sin egen oppositionsbevægelse, kaldet SPLA-IO, Sudanese People’s Liberation Army In Opposition, og kampene har i dag spredt sig til det meste af landet. FN advarer om, at situationen kan ende i et folkedrab, som man så det i Rwanda i 1994.

Hver gang jeg fjerner en mine, er der én der ikke dør eller får sprængt benet af. Det giver mening

Afrim Bardoniqi
©Agnete Rishøj

Forladt vej i Bor cirka tre måneder efter borgerkrigen startede i Sydsudan. Billedet er taget i marts 2014.

Situationen har også fået FN til at kalde begivenhederne i Sydsudan for én af de værste menneskerettighedssituationer i verden.

”Det er alvorligt,” understreger Afrim.

”Nu har de ikke nogen fælles fjende længere, og så hopper de i totterne på hinanden.”

Kiir og Machar har flere gange forsøgt at nærme sig hinanden, og i april 2016 kom Machar tilbage til Juba for at genoptage sit virke som vicepræsident, men efter et par måneder brød kampene ud i Juba mellem Kiirs og Machars soldater.

Afrim snakker højere og højere. Jeg kan mærke, at det går ham på. Jeg spørger ham, hvorfor han arbejder i et land som Sydsudan.

”Hver gang jeg fjerner en mine, er der én der ikke dør eller får sprængt benet af. Det giver mening.”

Også selvom, der bliver lagt to i jorden, hver gang du fjerner én?

”Netop derfor giver det mening.”

Minerydning i Sydsudan

Rigtig mange miner og gamle granater gemmer sig i jorden i Sydsudan efter mere end 50 år med krige og konflikter.

Folkekirkens Nødhjælp arbejder tæt sammen med lokalbefolkningen i landet, så minerne lokaliseres og detoneres på en sikker måde. Bare i 2017 er over 700 sprængfarlige elementer blevet uskadeliggjort.    

Den enarmede syerske

Ikke alle har som Deng bosat sig i forladte bygninger som skolen i Malek. Lidt uden for byen Bor ligger én af FN’s syv civile beskyttelseslejre i Sydsudan. Det er ikke en klassisk flygtningelejr, men derimod en mere interimistisk lejr, som fokuserer på akut beskyttelse af befolkningen. Her kan sydsudanesere på flugt fra rivaliserende stammer komme i sikkerhed, få en presenning og rent vand. Lejren er omgrænset af en høj jordvold, og i hvert hjørne er der et vagttårn, hvor FN-soldater holder vagt.

Midt i lejren møder jeg Nyalit Both på 45 år. Hun sidder sunket sammen på en grøn plastikstol i skyggen, og jeg har svært ved at få øjenkontakt med hende. Vi sidder lidt i stilhed, mens mennesker går forbi os.

”Jeg ved ikke, hvor to af mine børn er i dag,” siger hun.

Hun græder, mens hun fortæller mig om sine to børn på 12 og 15 år, som forsvandt, da borgerkrigen brød ud i 2013. 

©Mikkel Østergaard

Nyalit Both blev ramt af skud i armen under sin flugt fra en gruppe soldater.

Jeg tøver. Det er uvant for mig, jeg plejer normalt at være hurtig med et opfølgende spørgsmål. Jeg kigger på den stump af venstre arm, som Nyalit har tilbage.

”Soldaterne kom til vores landsby og satte ild til det hele. De fangede min mand og mine to mellemste sønner på 17 og 19, tog dem med ned til floden og skød dem.”

I stedet for at bryde ud i gråd kigger Nyalit bare ud i luften. Hun husker flugten fra byen alt for godt. Hun blev selv ramt af flere skud fra et maskingevær på en pickup-truck. Skud der gjorde uoprettelig skade på hendes venstre arm, som efterfølgende måtte amputeres.

Nyalit havde engang syv børn og en mand. Et barn døde af sygdom, to er måske et sted derude, to blev dræbt sammen med hendes mand ved floden i deres landsby, og to blev dræbt i Juba, da kampene brød ud der. I dag har hun ingenting.

”Jeg ved ikke, hvad der skal ske. Jeg ved ikke noget som helst.”

At sy med én arm

Det eneste, Nyalit er sikker på lige nu, er, at hun gerne vil sy. Det fjerner hendes tanker fra de sidste fire år. Sammen med 15 andre kvinder går hun i en terapigruppe, der er støttet af Folkekirkens Nødhjælp, hvor kvinderne taler om deres oplevelser og bagefter syr tøj og tasker. Sammen.

Og sammenholdet er vigtigt for Nyalit. Mange af de kvinder, hun taler med, har også mistet deres mænd og børn. Faktisk er det slående, at næsten alle kvinder, jeg taler med i lejren, har mistet deres mand. Enten fordi han var soldat på den ene eller anden side, eller fordi han tilhørte den forkerte stamme.

”Det er rart at have nogen at tale med,” siger hun stille.

©Mikkel Østergaard

Nyalit rejser sig fra stolen og viser mig hen til et lille område, hvor knap 20 manuelle symaskiner står på række. Det er her, de sidder under åben himmel og syr. Hun sætter sig ved en af maskinerne og giver sig til at sy.

Stoffet bliver lagt under nålen. Hun drejer hjulet for enden af maskinen med højre arm, nålen går ned, kommer op, og hun flytter stoffet, så det er klar til næste sting. Det er en langsommelig proces, men Nyalit fortsætter upåvirket. Jeg spørger hende, om hun tror, hun kommer til at se sine børn igen.

”Jeg håber, men det er i Guds hænder”.

Hun flytter stoffet. Nålen går ned og kommer op.

”Men jeg tror det ikke.”

(fortællingen fortsætter under billedet)

©Mikkel Østergaard

Kampen om det sorte guld

“Supermatch” står der på cigaretterne, som jeg har købt hos den lille købmand i vejkanten. Pakken er mørkerød, og på forsiden er der en tegning af en mand, der spiller fodbold. Der er ikke noget billede af et grædende barn, som får røg i hovedet eller tekst, hvor der står “rygning dræber”.

Til gengæld står der “Made in South Sudan”. Det er måske skræmmende nok i sig selv, men faktisk er det lidt af et fund i et land, som er gået fuldstændig i stå efter flere års krig. Går man rundt på de lokale markeder, vil man opleve, at næsten alle varerne kommer fra Uganda, Kenya eller Etiopien.

Det eneste produkt, som Sydsudan for alvor producerer og eksporterer, er olie. Ifølge Verdensbanken er Sydsudan det mest olie-afhængige land i verden, men også et af de lande, hvor olieressourcerne er dårligst udnyttet. Og det er også her, flere eksperter fastslår, at årsagen til ufreden i landet skal findes.

©Folkekirkens Nødhjælp

Ustabil situation

Da Sydsudan fik sin selvstændighed i 2011, fik landet også to tredjedele af Sudans oliefelter, og der blev derfor lavet en aftale med Sudan om, at olieledningerne skulle løbe gennem Sudan, og at Sydsudan skulle betale en afgift for at bruge dem.

Det skulle skabe et økonomisk incitament for begge parter til at udvikle et fredfyldt og økonomisk lukrativt samarbejde. Dog fik man aldrig aftalt, hvor stor denne afgift skulle være.

Samarbejdet udviklede sig derfor til et politisk slagsmål på tværs af den nye grænse mellem Sydsudan og Sudan. Et slagsmål, der i 2012 fik Sydsudans præsident, Salva Kiir, til at lukke ned for olieproduktionen i otte måneder. Et forsøg på at tvinge regeringen i Sudan i knæ. 

©Henrik Stubkjær

Salva Kiir under perioden op til selvstændigheden i 2011.

Ingen penge ingen loyalitet

Men uden penge på lommen kom Salva Kiir i problemer. Op til selvstændigheden havde han brugt oliepenge til at købe loyalitet blandt sine politiske forbindelser, og de begyndte at røre på sig, da pengene ikke tikkede ind på kontoen.

På det tidspunkt stod olien for 98 procent (tal fra 2010, red.) af indtægterne på statsbudgettet, så Kiir havde ikke andre steder at gå hen for at kunne betale for deres loyalitet.

I flere politiske analyser kan man læse, at konflikten fik en etnisk karakter, bl.a. fordi Sydsudans hær består af mange fraktioner, som baserer sig på etniske tilhørsforhold. Altså hvilken stamme soldaterne kommer fra. Da pengene udeblev, begyndte de forskellige højtstående embedsmænd i militæret, Kiir og Machar inklusiv, at mobilisere sine tropper på baggrund af stammeforhold.

Argumentet, om at konflikten i Sydsudan udelukkende udspringer af en etnisk konflikt mellem landets stammer, synes at være forsimplet. Og mere et udtryk for en politisk kamp i landet. For når jeg går rundt i FN’s beskyttelseslejr i Bor er det også tydeligt, at folk ikke hader hinanden. Her bor medlemmer fra mange forskellige stammer side om side. Og de fortæller mig alle sammen den samme historie: Vi vil hjem, og vi vil bare have lov til at leve vores eget liv. 

Vi elsker vores land. Det er vores ansvar at skabe en fremtid

Paul, NGO-medarbejder
©Mikkel Østergaard

Livet går videre

En kort køretur fra FN-lejren, hvor Nyalit bor, ligger et lille indhegnet området, hvor der står et par gule murstenshuse. Området ejes af den lokale hjælpeorganisation, ”Church and Development”, også kaldet C&D. Folkekirkens Nødhjælp arbejder tæt sammen med C&D, og det er her, jeg har fået lov til at bo, mens jeg er i Bor.

C&D har mange aktiviteter i området. De uddeler fiskenet, giver psykologhjælp til kvinder som Nyalit og fremmer dialogen mellem stridende stammer. Og meget mere.

Dagen er ved at være slut, og jeg sidder i skyggen og sludrer med et par af medarbejderne fra C&D. Jeg byder dem på én af mine Supermatch-cigaretter, men de hverken ryger eller drikker alkohol her.

Én af dem, der arbejder for C&D, er Paul. Han er en slank mand med et bredt smil. Han griner altid højt, når vi taler sammen. Meget af det håb, jeg finder i Sydsudan, finder jeg hos Paul og hans kolleger. Jeg er faktisk tit overrasket over, at de så stålfast tror på, at det nok skal blive bedre.

”Vi elsker vores land. Det er vores ansvar at skabe en fremtid,” siger Paul smilende og klapper i hænderne.

”Det kommer til at tage tid, men hvad skal vi ellers gøre, vi må bare tage et skridt ad gangen. Og så er der det der med politik, det gider jeg slet ikke at tale om”.

Paul vifter et par fluer væk fra hans kaffe.

©Mikkel Østergaard

Fiskeren på billedet har modtaget et fiskenet fra Folkekirkens Nødhjælp.

En eksplosiv fejring

Vores samtale bliver pludselig afbrudt af skud fra maskingevær. Lyden kommer fra den anden side af vejen, og mit hjerte stopper næsten. En masse mænd hyler og synger, men stemmerne virker hverken vrede eller bange, bare glade.

”Det er et bryllup,” siger Paul og griner.

Kan vi gå derover, spørger jeg.

Paul kigger ud gennem hegnet, kalder på et par kolleger, og sammen begiver vi os hen mod brylluppet. Vi bliver mødt af en stor gruppe mænd, der danser i en cirkel og hopper i takt. Mange af dem bærer våben. Macheter, spyd og geværer, som med jævne mellemrum skydes af.

Paul forklarer mig, at mændene fra gommens stamme er på vej over til brudens familie for at hente hende. Her vil mændene symbolsk bære kvinden ud af hendes forældres hus for at tage hende med hjem til gommens familie.

©Thomas Tjaerandsen

I Sydsudan er det helt normalt at affyre glædesskud i forbindelse med bryllupper.

Raketfejring

Dansen foran brudens forældres hus bliver vildere og vildere. Alles tøj er gennemblødt af sved, som derfor klæber sig helt ind til deres slanke kroppe. Alle danser til lyden af en enkelt tromme, og flere støder til. Nu er hele stammen med, og kvinderne fra brudens familie tilslutter sig dansen og hyler i kor. De siger farvel, fortæller Paul.

Jeg står og fumler med mit kamera, da et kæmpe brag får mig til fare sammen. Jeg når ikke at tænke, før jeg vender mig. I græsset fem meter bag mig sidder en ældre mand på knæ. Han har svært ved at holde balancen. På den ene skulder hviler noget, der ligner et bredt afløbsrør i plastic. En hvid røg siver stille ud af røret. Der går et par sekunder, før det går op for mig, at han sidder med en raketkaster, der normalt bruges til at skyde kampvogne med. Jeg har kun set en RPG i film eller i Anders And-blade, og jeg har svært ved at forstå, hvad der lige er sket. 20 sekunder efter hører jeg et lille brag i det fjerne.

Den ældre herre rejser sig stille op og går videre, som om intet er sket. I mangel på bedre brugte han i dagens anledning raketten som fyrværkerierstatning til at fejre brylluppet. Mit blik følger ham, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal tænke og kigger over på Paul. Han kigger på mig.

”Det har jeg alligevel aldrig set,” siger Paul. 

(fortællingen fortsætter under billedet)

©Mikkel Østergaard

Et skridt mod et roligere land

På vej hjem forklarer Paul mig, at det er helt normalt at eje et våben i Sydsudan. Efter mere end 50 års stridigheder har de fleste familier et våben, som de bruger til at forsvare sig med, hvis det bliver nødvendigt.

Paul og resten af C&D arbejder med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp på at få stammerne til at lægge deres våben og i stedet starte en dialog om deres konflikter. Det er et skridt på vejen mod et roligere Sydsudan, forklarer Paul mig.

Dagen efter får vi at vide, at raketten slog ned i området omkring lufthavnen, og at ingen kom til skade. FN-soldaterne havde dog været forbi og anholde den ældre herre.

Flere problemer end bare våben

Våben er ikke det eneste problem i Sydsudan lige nu. I februar blev der erklæret hungersnød i den centrale del af landet, og FN anslår, at 100.000 sydsudanesere er i fare for at dø af sult i 2017, hvis ikke der gøres noget lige nu. FN har bedt det internationale samfund om ni milliarder kroner for at kunne stoppe det, de kalder ”verdens hurtigst voksende flygtningekrise”.

Det er penge, der skal bruges til akut nødhjælp i form af fødevarer til de allermest udsatte i landet. Indtil videre er kun 14 procent af det beløb blevet rejst.

©Mikkel Østergaard

Kvinder, der er på flugt internt i Sydsudan, kan havne et sted som dette - en beskyttelseslejr drevet af FN.

Derudover kæmper landet med en kraftig inflation, som i perioder har været helt oppe på 800 procent.

”Vi bliver heldigvis betalt i dollars, på den måde er vores levevilkår mere stabile, men problemet for alle andre er, at deres penge forsvinder ud mellem hænderne på dem, inden de kan nå at bruge dem,” siger David, som også arbejder for C&D.

Salva Kiir har også inviteret til det, han kalder ”national dialog”. Her er det meningen, at landets stammer skal mødes og tale om Sydsudans tilstand og på den måde forhåbentligt lægge våbnene fra sig. Kiir er dog blevet kritiseret for ikke at invitere Riek Machar og SPLA-IO med til forhandlingsbordet. Derfor tvivler flere af dem, jeg har talt med, at det skulle bringe en varig fred med sig.

Det er slemt her, men jeg frygter for vores liv, hvis vi tager hjem

Deng Avijok

"Folk er desperate"

Tilbage hos Deng og hans familie på den forladte skole har flere fra stammen sat sig under et højt træ, som skærmer for solens stråler. Det er sidst på eftermiddagen, og her sidder de og venter. På at komme videre, på at diskutere om man skal tage tilbage. Netop det spørgsmål beskriver meget godt den konflikt, de fleste af de mennesker, jeg har mødt gennem mine tre uger i Sydsudan, befinder sig i. Hvor skal vi tage hen?

“Det er slemt her, men jeg frygter for vores liv, hvis vi tager hjem,” siger Deng.

Deng er fra Dinka-stammen. Den rivaliserende stamme, der brændte Dengs landsby ned og slog to ihjel, hedder Mundari. Han fortæller mig, at der altid har været små-konflikter mellem de to, men at man før i tiden kunne tale om det.

“Vreden er blevet værre. Det er også måden, man taler om andre stammer på. Der er så meget had.”

Han ved ikke, hvorfor at situationen er spidset til, hvorfor de er begyndt at angribe hinanden. Men maden er knap, inflationen er tårnhøj, og du er heldig, hvis du finder et arbejde.

”Folk er desperate,” siger han.

©Mikkel Østergaard

I Nilen ud for Juba er en gammel flodpram sunket. Nilen bruges mest til fiskeri og til transport.

Hvis Gud vil det

Tror Deng at det bliver bedre? Hvordan vil det Sydsudan hans børn vil vokse op i være? Deng smiler.

”Det bliver bedre, det er det eneste, jeg kan håbe på, hvis Gud vil det, så sker det, det er ikke kun op til os.”

Flere nysgerrige er stimlet sammen omkring os. “Khawaja” bliver der hvisket i krogene. Det sydsudanesiske ord for “hvid mand”.

“Du skal ikke tage dig af dem,” siger Deng.

“Mange af dem har ikke set en som dig før.”

En ung kvinde har stået lyttet med på vores samtale. Hun præsenterer sig selv som Lona. I en bestemt bevægelse tager hun fat om min arm og kigger på mig.

“I Sydsudan dræber vi hinanden. Det giver ikke nogen mening.”

Lona bliver ved med at kigge på mig, giver så slip og træder lidt tilbage. Jeg kan mærke, at hun gerne vil tale mere, men min tid hos Deng og hans stamme er ved at være gået. Jeg giver Lona hånden, smiler og bevæger mig tilbage mod bilen.

“Vil du ikke have mit nummer,” spørger Deng, idet jeg sætter mig ind.

“Så kan du ringe, når du har skrevet om os.”

Flygtningenes danske bedstemor
81-årige Anni Kanafani fra Valby har viet sit liv til at hjælpe flygtningebørn i Libanon.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Se alle longreads 
Få overblikket over alle de mange longreads, Folkekirkens Nødhjælp har skrevet.