Støt

Katastrofer står i kø i verdens yngste land

Oversvømmelser i flere regioner i Sydsudan forværrer lige nu den i forvejen katastrofale fødevaremangel som blodige konflikter, fattigdom og tiltagende ekstremt vejr har forårsaget. Midt i krisen står 32-årige Anna Gade, der er udsendt af Folkekirkens Nødhjælp.

Af Caroline Ryberg Albæk

Hun kigger ud ad vinduet i helikopterens ene side. Under sig ser hun et utal hustage, hvor kun resterne af de stråbelagte tage stikker op af vandet. Få steder kan man ane den pindestruktur, der plejede at holde sammen på de jordstampede husmure. Ellers er alt ødelagt.

Anna Gade er på vej til området Akobo i det østlige Sydsudan. Floden Pibor er gået over sine bredder og oversvømmelser har tvunget folk på flugt.

”Jeg var i chok. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne, da jeg kiggede ned og så hvor stor skade oversvømmelserne havde gjort. Jeg forestillede mig, hvordan familier med små børn har mistet alle deres ting og husdyr, og flygtet fra det hele,” fortæller den unge nødhjælpsarbejder.

Klimaforandringer er skyld i, at flere afrikanske lande i disse år oplever mere intense regnsæsoner. Det får vandstanden i floderne til stige og gå over sine bredder.

Oversvømmelser i Sydsudan har eskaleret en eksisterende sultkrise og sendt landet mod den værste hungersnød i landets historie.

Livsgrundlag under vand

Akobo ligger i Jonglei regionen i det østlige Sydsudan tæt på grænsen til Etiopien. Den eneste måde at nå det oversvømmede område er tre timer i helikopter fra hovedstaden Juba.

Fordi Akobo er placeret ved floden Pibor, der i de seneste to år er løbet over sine bredder og ind i landsbysamfundene, truer hungersnøden.

Oversvømmelser ødelægger de afgrøder, som befolkningen lever af. Og markerne efterlades som sumpede områder, der ikke kan dyrkes.

Sydsudaneserne er vant til et klima med skiftevis tørke- og regntid. Men tørkeperioderne er blevet mere ekstreme og regntiden mere intens.

”Når vejrforholdene ændrer sig på den måde, kan befolkningen enten ikke nå at så frø til nye afgrøder eller høste de afgrøder, der er klar til at spise, inden regnen kommer. Og så står de uden livsgrundlag,” fortæller Anna Gade med alvor i stemmen.

Anna Gade er en ung kvinde, der arbejder med humanitær nødhjælp og minerydning for Folkekirkens Nødhjælp i Sydsudan. I Akobo skal hun undersøge, hvor store skader vandmængderne har forårsaget. På den måde kan Folkekirkens Nødhjælp rykke ud og på bedste måde hjælpe den hårdt ramte lokalbefolkning.

Oversvømmelser midt i konflikt

Internationale nødhjælpsorganisationer råber nu op om situationens alvor, og kalder på øjeblikkelig handling, hvis ikke millioner skal rammes af underernæring og i værste fald dø af sult.

Sydsudan er verdens yngste land. Få år efter landet blev selvstændigt, udbrød der borgerkrig. I tæt på et årti har det forårsaget millionvis af sydsudanske flygtninge til nabolandene og internt fordrevne. Store dele af befolkningen lider under voldsom fattigdom, voldelige angreb og har ringe eller ingen adgang til fødevarer.

Ifølge FN har 8,3 millioner sydsudanesere lige nu behov for humanitær hjælp. Det er 800.000 flere end i 2020.

Oversvømmelser har forværret en i forvejen katastrofal og kompliceret situation, forklarer Anna Gade.

”Selvom jeg har været her i flere måneder, er det stadig virkelig kompliceret at forstå konfliktdynamikkerne, fordi stridighederne ofte skyldes komplekse og traditionsbundne uenigheder mellem landets mange stammer,” fortæller hun.

Sydsudaneserne kigger mod den værste hungersnød i landets 10-årige historie. At katastrofen eskalerer nu, skyldes blandt andet, at oversvømmelserne i 2020 ramte på et skrøbeligt grundlag.

”For det første var det andet år i træk, at der kom store oversvømmelser. Vandet fra året før var altså ikke helt forsvundet, da floderne endnu en gang løb over deres bredder,” siger Anna Gade.

Samtidig med at oversvømmelser ødelægger folks liv, er de mange lokale konflikter også med til at forværre fødevaremanglen.

”For det andet har landet siden frigørelsen fra Sudan været gennemsyret af stridigheder og konflikter mellem landets mange etniske grupperinger. Og ligesom med oversvømmelse driver det familier væk fra deres hjem og besværliggør adgangen til fødevarer,” fortæller den unge nødhjælpsarbejder.

En splittet regeringsmagt

Efter årtier med krig, både før og efter landets selvstændighed, er retsvæsenet i Sydsudan langsomt faldet fra hinanden. Retsvæsenet bygger på en struktur, hvor der er konsensus om, at lokale ledere håndterer og straffer de mange stridigheder, der udspiller sig mellem de etniske grupperinger.

De lokale ledere har ikke længere magt til at håndtere eksempelvis kvægtyveri og afværge hævndrab. Stammebefolkningerne er nu overladt til sig selv, og af den grund er våben blevet et alle-mands eje.

Blandt dem, der skal styre landet, er der store konflikter, og det puster til ilden og forværrer stridighederne ude i de små samfund. Til trods for at landets præsident, Salva Kiir, der tilhører Dinka folket, og den tidligere oprørsleder og nuværende vicepræsident, Riek Machar, der tilhører Nuer folket, flere gange har forhandlet om en fælles fredsstrategi. I 2020 underskrev de endda en fredsaftale, dog er det ikke lykkes dem at skabe stabilitet i landet.

Siden 2011 har den optrappende konflikt kostet 400.000 menneskeliv.

Folk slår ihjel for kvæg

Blandt mange af Sydsudans stammefolk er kvæg forbundet med stolthed og et livsgrundlag. Kvæg er derfor også roden til mange fjendskaber.

”Det er en tradition for mange befolkningsgrupper at bruge kvæg som betaling, eksempelvis når der skal indgås ægteskab. Når oversvømmelser er skyld i, at folk mister deres kvæg, bliver de desperate og stjæler kvæg fra hinanden. Den slags stridigheder ender ofte i blodige hævndrab,” fortæller Anna Gade.

Våben er der også blevet flere af. Og det er helt almindelige mennesker, der ejer dem.

”Vi gik forbi en hytte ude i en lille landsby og udenfor stod der et kæmpe maskingevær med lange kæder af patroner hængende ned ad siden. Det er et helt normalt syn, at folk har våben til beskyttelse,” siger hun.

Kvægtyveri og en intensiveret brug af våben, er blot en brøkdel af de trusler, som man som Sydsudaneser må leve med. Stridigheder og fattigdom fører også til hævnmord, voldtægt og kidnapning af børn, fortæller hun.

Humanitære ambitioner

Da Anna Gade tilbage i oktober sidste år lagde sin kuffert op på bagagebåndet i en næsten mennesketom coronaramt lufthavn i København, for at sætte kurs mod Sydsudan, havde hun svært ved at forestille sig, hvad der ventede i det kriseramte land:

”På det tidspunkt havde jeg aldrig før rejst i et land, der var præget af så mange interne konflikter og trusler på samme tid” siger Anna Gade.

Og fortsætter:

”Jeg ville også lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke overvejede konteksten lige én ekstra gang, inden jeg sagde ja.”

Anna har haft en typisk dansk opvækst i en lille landsby nær Holstebro i Jylland, og tilbragt sine ungdomsår på Tørring Gymnasium. En noget andet tilværelse end den hun lever i Sydsudan lige nu.

Men allerede i gymnasiet spottede vennerne, at Anna Gade havde humanitære ambitioner.

”I min blå bog fra Gymnasiet skrev mine venner, at jeg skulle arbejde med udvikling i Afrika. Det fik de jo ret i,” siger hun grinende.

En stærk lokalbefolkning

Der går kun en lille måned fra Anna Gade lander i Sydsudan, til hun skal afsted med helikopter til det oversvømmede Akobo. I de få uger hun opholder sig i hovedstaden Juba, inden hun skal afsted, når hun at få fornemmelse af den anspændte og konfliktfyldte situation, som Sydsudan befinder sig i.

De mange militser gør, at der er et utal af checkpoints og militær med maskingeværer på gaden. Selv bor hun i en beskyttet bolig og må ikke forlade sin lejlighed efter klokken ni om aftenen.

Sikkerhedsniveaet er en forudsætning for at opholde sig i landet som nødhjælpsmedarbejder. Men Anna er glad, når hun kan forlade Juba og tage i felten.

Når hun besøger landsbyer rundt i landet, mærker hun ikke kun utryghed. Sydsudan er nemlig meget mere end krig og konflikt.

”Ude i de små landsbyer forsøger mange at leve et helt almindeligt liv med fiskefangst og huslige gøremål. Og jeg føler mig altid godt modtaget,” fortæller hun.

Den ukuelighed, der eksisterer i de lokale samfund, er ifølge Anna Gade grundlag for, at nødhjælpsarbejdere kan støtte og hjælpe Sydsudan i den rigtige retning.

”Vores lokale samarbejdspartnere og de mænd, kvinder og børn vi møder ude i landsbyerne, er uundværlige i arbejdet for at skabe et trygt og velfungerende land,” siger hun.

Og fortsætter:

” De lokale er de ægte helte. De er stærke individer, der aldrig giver op. Og så er det også dem, der gør mig klogere på konfliktdynamikkerne i det Sydsudan, jeg så gerne vil lære at forstå,” fortæller hun passioneret.

Store forhåbninger til sydsudaneserne

Anna Gade er ikke færdig med sin mission i landet, selvom kæresten hjemme i Danmark glæder sig til, at hun før eller senere vender hjem.

”Jeg ser et stort potentiale i befolkningen her. Og jeg vil gerne være med til at støtte dem alt det jeg kan, så de i fremtiden for eksempel selv kan skabe jobmuligheder, klimatilpasse deres grøntsagsdyrkning og sikre sig mod fremtidige oversvømmelser,” lyder det fra Anna Gade.

Læs mere om vores arbejde i Sydsudan