Ildebrand, grundet Tyfon, i nærheden af familiehuse i Filippinerne

De største naturkatastrofer i nyere tid

Op mod 250.000 mennesker mistede livet, da et katastrofalt jordskælv ramte Haiti i 2010. Og katastrofen står langt fra alene.

© M M Morsi

Naturkatastrofer er blevet et hyppigt fænomen, der rammer over alt på kloden. Vulkanudbrud, jordskælv og oversvømmelser opstår hver dag, og indimellem er de så voldsomme, at de betegnes som katastrofer.

En naturkatastrofe skyldes en blanding af naturlige kræfter og klimaforandringer, som i værste fald har fatale konsekvenser for de mennesker, der bor i det ramte område. Derudover har naturkatastrofer store økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser, når blandt andet bygninger og infrastruktur bliver ødelagt.

Derfor er Folkekirkens Nødhjælp til stede, når naturkatastrofer rammer, hvor vi hjælper mennesker i sårbare og desperate situationer. Vi hjælper både med akut nødhjælp og med at genopbygge ødelagte bygninger.

Se også: Støt Folkekirkens Nødhjælps Indsamling i dag

2023: Ødelæggende jordskælv rammer Tyrkiet og Syrien

Den 6. februar blev Syrien og Tyrkiet ramt af det dødeligste jordskælv nogensinde i de to landes historier. Alene i løbet af de første syv dage mistede over 38.000 mennesker livet. Jordskælvet er en forfærdelig tragedie, som har påført store ødelægger. Hundredtusindvis af mennesker har mistet deres hjem, og op mod 23 millioner er påvirket af katastrofen.

Særligt i Syrien, hvor befolkningen stadig lider under den 12 år lange borgerkrig, er der brug for hjælp. I de jordskælvsramte områder var 90 procent af befolkningen allerede afhængige af nødhjælp, inden katastrofen ramte.

Sammen med vores partnere rykker vi ud med akut nødhjælp til ofrene i Syrien. Vi uddeler blandt andet madrasser, varme tæpper, fødevarer fra de lokale nødhjælpslagre, samtidig med at der fragtes nye forsyninger ind fra hovedstaden Damaskus.

ACT member The Greek Orthodox Patriarchate of Antioch and All the East- Department of Ecumenical Relations and Development (GOPA-DERD staff looking at the damage from the 7.8 magnitude earthquake
GOPA-DERD, vores partnere, til stede i Syrien. Foto: GOPA-DERD

2022: Endnu en oversvømmelse i Pakistan

I sommeren 2022 erklærede myndighederne i Pakistan national krisetilstand på grund af omfattende oversvømmelser. En tredjedel af landet lå under vand, og hele 33 millioner mennesker blev påvirket af krisen. Oversvømmelserne slog 1.739 mennesker ihjel, og yderligere 12.867 blev såret.

Knap 900.000 huse blev totalskadet, mere end 1 million husdyr døde, flere tusind kilometers vej blev ødelagt og 439 broer kollapsede. Oversvømmelserne skyldes en ekstrem mængde nedbør i landet. Alene i august regnede det mellem 700 og 500 procent mere end normalt i denne måned.

Se også: Når katastrofer rammer, rykker vi ud med akut nødhjælp dér, hvor behovet er størst

Folkekirkens Nødhjælp støttede ofrene for oversvømmelserne i Pakistan gennem vores norske søsterorganisation, Kirkens Nødhjælp. Den akutte nødhjælp bestod blandt andet af at sikre rent drikkevand, husly og lægehjælp.

2022: Cykloner rammer Malawi

Den 24. januar ramte årets første cyklon, Ana, som tvang over 200.000 mennesker til at flygte fra deres hjem. Knap halvanden måned efter den 7. marts ramte årets anden cyklon, Gombe. De to cykloner har påvirket næsten 1 million mennesker i Malawi, og var skyld i mere end 50 dødsfald.

Malawi er et af de lande i den sydafrikanske region, der er hårdest ramt af klimakriser. Cyklonerne Ana og Gombe forårsagede så voldsomme oversvømmelser, at høsten gik tabt og flere husdyr druknede. Mange ofre mistede både deres hjem og deres levebrød.

Væltet bil i grøften

Folkekirkens Nødhjælp hjælper de mange fordrevne mennesker med kontanter, for at gøre tilværelsen en smule lettere i en ellers svær situation. Ud over at støtte ofrene med kontanter og nonfoodvarer stillede Folkekirkens Nødhjælp vand-, sanitets- og hygiejnefaciliteter til rådighed for de berørte husstande som led i et katastrofeberedskab.

Se også: Send nødhjælp til Gaza og Palæstina

2020-2022: Tørken hærger på Afrikas Horn

Afrikas Horn har de sidste år været hårdt plaget af en ekstrem tørke. I Kenya og Etiopien er de seneste mange regnsæsoner fejlet, hvilket har resulteret i, at vandkilder tørrer ud, husdyr tørster ihjel og jorden bliver tæt på udyrkelig. Tørken skyldes i særdeleshed klimaforandringer, og den betragtes som den værste tørkekrise i 40 år.

Flere end 36 millioner er påvirket af tørken, og mange millioner oplever akut mangel på mad og vand. Derudover er ni millioner husdyr allerede døde på grund af tørken – det er husdyr, som de mange hyrdesamfund er meget afhængige for at overleve.

Tørken på Afrikas Horn er en langvarig naturkatastrofe og kræver både akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp. I de mest udsatte områder hjælper Folkekirkens Nødhjælp med kontant nødhjælp, som hjælper ofrene med at få råd til mad. I andre områder hjælper Folkekirkens Nødhjælp med omlægning af traditionelt landbrug til dyrkning klimaresistente fødevarer, uddannelse og andre innovative løsninger på tørkekrisen.

2019: Skovbrandene i Amazonas

I 2019 blussede Amazonjunglen op i flammer, da de værste skovbrande i årtiet åd sig igennem enorme arealer af den jungle, vi kalder jordens lunger. Hele 20 procent af klodens livsvigtige oxygen produceres i Amazonas.

Regnskoven, der strækker sig over 5.5 millioner kvadratkilometer, er hjemsted for planetens mest diverse økosystem med tusindvis af dyre- og plantearter, der ikke er at finde andre steder. Millioner af dyr blev dræbt i flammerne, som menes stamme fra ulovlig skovrydning midt i skovens tropiske tørsæson.

Tabet af de store skovområder og røgudledningen fra de tusindvis af brande, øgede CO2-niveauet i atmosfæren, og frygtes at bidrage negativt til den globale klimakrise. En krise hvis konsekvenser rammer de mest udsatte kloden over, når temperaturen og havene stiger, og er med til at forsage naturkatastrofer som oversvømmelser, dødelige hedebølger og det at voldsomme cykloner og orkaner tager til i deres ødelæggende styrke.

2019: Cyklonen Idai oversvømmer det sydøstlige Afrika

Den voldsomme cyklon Idai ramte det sydøstlige Afrika med fuld kraft, oversvømmede store landmasser, og dræbte mere end tusinde mennesker. Efter cyklonen blev situationen yderligere forværret af kraftige regnfald. Ødelæggelserne ramte hjem, skoler, hospitaler og infrastruktur i Mozambique, Zimbabwe og Malawi. Mere end en kvart million indbyggere var påvirkede og efter katastrofen følger kolera, fødevareusikkerhed på grund af døde husdyr og ødelagte afgrøder og mangel på rent vand.

Folkekirkens Nødhjælp besvarede katastrofen med hjælp til forsyning af rent drikkevand og mad, genhusning af de mange hjemløse, psykologisk krisehjælp, genopbyggelse af de ødelagte byer og meget mere.

2015: To ødelæggende jordskælv

I april 2015 rammer et kraftigt jordskælv Nepal, og efterlod landet i ruiner. Næsten 9.000 nepalesere mistede livet, 22.000 blev sårede, og fire millioner blev hjemløse, da katastrofen ødelagde deres hjem.  To måneder senere rammes Nepal af endnu et jordskælv, der gjorde yderligere skade på det kriseramte land.

Folkekirkens Nødhjælp satte ind med akut hjælp til de mange tilskadekomne. I tiden efter katastrofen hjalp Folkekirkens Nødhjælp blandt meget andet mange tusinde mennesker med krise- og psykologhjælp, adgang til rent drikkevand, genopbygning af huse og genopretning af de husdyrhold, der gik til i jordskælvene.

Se også: Send nøhjæp til ofrene for krigen i Ukraine

2013: En supertyfon rammer Filippinerne

Da supertyfonen Haiyan rammer Asien med Filippinernes mange øer i front, gør den det med en kraft, der kun er set én gang før, siden de voldsomme naturfænomener begyndtes at registreres. Enorme landmasser blev raseret af vindstød på op til 275 kilometer i timen sammen med meterhøje bølger. Op mod 6.300 mennesker mistede livet til tyfonen. Mange af de omkomne er aldrig fundet. Katastrofen efterlod knap to millioner mennesker hjemløse, og seks millioner mistede deres arbejde og eneste kilde til indkomst.  

Folkekirkens Nødhjælp satte ind med at uddele madrationer til flere end 120.000 nødstedte og byggematerialer til 30.000 familier, så de kunne genopbygge deres huse. 25.000 filippinere modtog kontanter af Folkekirkens Nødhjælp, så de selv fik mulighed for købe de ting, de havde mest brug for.

Se også: Opret en digital indsamling

2011: Atomkatastrofen i Fukushima

I 2011 blev Japan ramt af et af de mest kraftfulde jordskælv, der er registeret i verdenshistorien. Jordskælvet skete 70 kilometer ud fra regionen Tohuko på landets østkyst. Tsunamibølger på over 40 meter skyllede ind over kysten og oversvømmede et areal på omkring 560 km2. Over 15.000 mennesker omkom og hundredetusindevis af indbyggere blev evakueret og mistede deres hjem til vandmasserne og den efterfølgende atomkatastrofe.

Jordskælvet rystede grunden under atomkraftværket Fukushima Daiichi, og da oversvømmelsen derefter ramte, begyndte en nedsmeltning af kraftværkets reaktorer. Nedsmeltningen beskadigede et areal på 1200 km2. Et område på størrelse med Lolland. Flere tusinde japanere har stadig ikke adgang til deres hjem i den stadig lukkede zone, der omgiver atomkraftværket.

Folkekirkens Nødhjælp samlede penge ind til katastrofen, som blev uddelt gennem Folkekirkens Nødhjælps søsterorganisation ACT Alliance, der var lokalt tilstede i Japan.

2011: En ødelæggende tørke

Den værste tørke i flere årtier ramte Østafrika i 2011, og førte til en akut fødevarekrise i landene Somalia, Kenya, Djibouti og Etiopien. Op mod 13 millioner mennesker fik ødelagt deres høst, og var efterladt til hungersnød. Flere millioner blev drevet på flugt fra Somalia, hvor 258.000 mistede livet til tørken. Flere af klimaflygtningene døde senere i de overbefolkede lejre i Kenya og Etiopien, hvor de blev mødt af uhygiejniske forhold og fejlernæring.

Folkekirkens Nødhjælp satte ind med akut undsætning i lejrene. 104.500 modtog hjælp til tag over hovedet, tæpper, tøj og hygiejneartikler samtidig med psykologisk krisehjælp. Samtidig hjalp vi flere end 450.000 nødstedte i Kenya og Etiopien med mad, vand og bistand til genoprettelse af deres landbrug og husdyr, der var gået til i tørken.

Se også: Se, hvordan du kan støtte Folkekirkens Nødhjælps arbejde

2010: Dødbringende jordskælv på Haiti

Op mod 250.000 mennesker mistede livet, da et katastrofalt jordskælv ramte Haiti i 2010. Hospitaler styrtede sammen, infrastrukturen ufremkommelig og havneanlæggene blev smadret, så hjælp udefra ikke kunne lægge til kaj. Tre millioner indbyggere blev ramt af ulykken, og det er vurderet, at en million haitianere mistede deres hjem til jordskælvet. Også øens sanitetssystem blev ødelagt, hvilket førte til udbrud af kolera og tyfus og til mangel på rent drikkevand.

Folkekirkens Nødhjælp indsamlede 31,5 millioner til katastrofen og gennem vores søsterorganisationer i det globale nødhjælpsnetværk ACT Alliance, uddelte vi hurtigere end nogensinde nødhjælp til omkring 450.000 mennesker. Både akut hjælp og bidrag til den langsigtede genopbygning af øen.

2010: Oversvømmelser i Pakistan

Voldsomme oversvømmelser rammer i 2010 Pakistan og dækker 20 procent af landet med vand – et område på størrelse med England. 2.000 mennesker mister livet. Flere end 20 millioner – det der svarer til en femtedel af landets befolkning på 170 millioner mennesker – er påvirket af ugelange oversvømmelser, og omkring 722.000 huse bliver ødelagte.

Folkekirkens Nødhjælp satte straks ind og delte mad, køkkengrej, telte og plasticpresenninger ud til flere end 137.300 mennesker umiddelbart efter katastrofen. Vi hjalp børn og mødre ramt af sygdom og infektioner via vores 12 mobilklinikker med teams af læger og sundhedsplejersker. Her tog vi hånd om flere end 100.000 tilskadekomne og behandlede blandt andet for diarré og malaria. Over en periode på fem år støttede Folkekirkens Nødhjælp nødhjælps- og genopbygningsarbejdet med 25.772.000 millioner kroner.

Twitter LinkedIn Facebook