Strøm i flygtningelejr giver lægedrømme nyt liv

19-årige Etleni fra Etiopien drømmer om at blive læge, men drømmen var tæt på at briste.

© Nebiyat Seifedin

”Jeg plejede at læse lektier med en lommelygte i munden. Det betød, at jeg faldt rigtigt langt bagud i klassen og havde svært ved at følge med,” siger 19-årige Etleni Hassan.

Hendes drøm er at blive læge for at hjælpe kvinder og børn. For blot fem måneder siden virkede den drøm til at blive mere og mere fjern.

Etlenis liv i flygtningelejren

Etleni har i de seneste ti år boet i Aysatia-flygtningelejren i Etiopien, efter hendes familie flygtede fra voldsomme kampe i Eritrea.

Da Etleni blev ældre måtte hun ved siden af sin skolegang arbejde mere for at tjene til familien, og derfor læste hun lektier til sent ud på natten.

”Min lommelygte løb ofte tør for batterier. Jeg var også meget træt, når jeg skulle læse lektier, fordi jeg skal gå to timer til skole og så bagefter skulle arbejde med at lave måtter, vi kunne sælge,” siger Etleni.

I midten af sidste år ændrede livet i Aysatia-flygtningelejren sig markant, da lejren med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp blev tilsluttet det etiopiske elnetværk. De fleste brugte førhen brænde til alt i hjemmet, da de ikke havde adgang til elektricitet. Nu når strømmen ud til 20.000 flygtninge i lejren, hvilket gør en konkret forskel for mange familier.

Vi har fået en elpære i loftet, hvilket gør, at jeg nu kan læse mine lektier om aftenen.
Etleni, 19 år

Strøm giver ekstra indtægt

Efter der kom strøm til flygtningelejren, var Etlenis familie hurtige til at investere i en dybfryser, hvorfra de sælger kolde drikkevarer. Salet går som varmt brød i et område af Etiopien, hvor temperaturen ofte overstiger 40 grader.

Dybfryseren giver en ekstra fortjeneste, så familien kan købe mad og tøj.

Etlenis søster Doro ved dybfrysseren, familien har købt.

”Som husholdning kan vi klare os langt bedre med salget af kolde drikkevare,” siger Etleni og fortsætter:

Mit liv er blevet nemmere og jeg kan bedre følge med i skolen nu.
Etleni, 19 år

”Livet var hårdt. Det var svært at klare os med så få penge. Men vi har mærket en klar forbedring af vores liv, siden vi fik elektricitet i hjemmet,” siger Etleni.

Twitter LinkedIn Facebook