Fra studentermedhjælper til generalsekretær på 25 år. Mød Jonas Nøddekær – manden, der er mere bange for at miste sin nysgerrighed end sin magt.
N DD K R står der på postkassen. Jeg standser. Pulsen falder et hak. Kender jeg min kryds og tværs ret, skal der stå ’Nøddekær’ på det hvide metal. 7.59.
Jeg trasker ind ad indkørslen. Der er ingen dørklokke, så jeg tager i døren til opgangen. Døren er åben. Ved indgangen til lejligheden ligger sko hulter til bulter og et svagt techno-beat lyder inde fra lejligheden. Jeg dobbelttjekker adressen.
En håndværker stikker hovedet ud og vifter mig tøvende indenfor, da jeg har banket på en rum tid. Op gennem støv og presenninger fører en lille trappe mig til et interimistisk køkken og en stor, blank espressomaskine.
Jonas Nøddekær byder mig velkommen i en blå pullover og filtede sutsko. På det runde træbord ligger dagens aviser opslåede i en mosaik af små kaffekopper og læsebriller.
Indtil nu har jeg mest kendt Jonas gennem de videoer, han sender hjem fra steder som Gaza. Skægstubbe. Solbrændt ansigt. En beige vest med Folkekirkens Nødhjælps logo. Murbrokker så langt øjet rækker.
”Skal vi bare gå i gang?” smiler Jonas, mens han stiller en velduftende kaffe foran mig.
Ja. Lad os det.
Det første kys
Vi begynder ved begyndelsen. En folkeskole i et roligt villakvarter, en kernefamilie med mor, far og børn. Jonas har set sig lun på Pernille, der går i parallelklassen, og Pernille har heldigvis set sig lun på Jonas.
Det første kys i slutningen af 9. klasse bliver begyndelsen på et parløb, der tager dem forbi Asien som turistguider, en uddannelse i statskundskab og senere hele vejen til Etiopien med Folkekirkens Nødhjælp.
Jonas er stadig lun på Pernille den dag i dag. I hvert fald er han ved at arrangere blomster til hende over telefonen, da jeg stikker hovedet ind på hans kontor, for at få det her interview på plads. ”Ja, FN-byen. Du får lige hendes nummer, så kan hun komme ud og tage imod dem,” siger han til blomsterbuddet.
Det er svært ikke at blive lidt nysgerrig på manden.
En mand, der sluger FN-rapporter til morgenmad, laver self tapes i Gaza uden at ryste på hånden, men også lige når at bestille blomster til hustruen og tjekke ind hos medarbejdere ved kaffemaskinen.
Man får næsten lyst til at tage ham i en unode.
Så jeg begynder at lede.
Hvis medaljerne udebliver
Som otteårig begynder Jonas til badminton. Men efter et par år uden de store resultater mister han interessen og skifter til svømning i stedet.
Det viser sig hurtigt at give pote. Tre måneder senere kommer de første medaljer.
Jonas ender på juniorlandsholdet og træner seriøst gennem teenageårene. Men da han ikke kommer videre til voksenlandsholdet, stopper han helt.
Han fortæller det med et lille smil. Som om han godt selv kan høre, hvor kompromisløst det lyder.
I dag er elitesporten erstattet af ugentlige ture til den lokale badmintonklub.
”Efter jeg er blevet generalsekretær, er det kun blevet vigtigere for mig at komme afsted og dyrke noget sport,” siger Jonas og klapper sig på maven. ”Jeg går simpelthen til så mange receptioner.”
En verden udenfor
Efter gymnasiet tager Jonas og Pernille til Asien.
De bliver seks måneder i Indonesien, lærer sproget og rejser rundt. Pernilles storebror har rejst meget, og idéen om et liv udenfor Danmark føles tidligt naturlig for dem begge.
”Vi vil have job i udlandet, når vi er færdige med at læse,” siger de til hinanden allerede dengang.
Egentlig vil Jonas læse antropologi. Han søger, men kommer ikke ind og får i stedet en standby-plads på statskundskab. Året inden studiestart bruger han på at lede grupperejser i Asien.
I dag er det svært at forestille sig Jonas i en skrigefarvet polo med mikrofon i hånden forrest i en larmende turistbus. Men det bliver i en årrække sådan, han bruger store dele af sine ferier.
Det inspirerer mig at møde mennesker fra andre kulturer.
Hele 25 gange tager han til Bali som turistguide. ”Det inspirerer mig at møde mennesker fra andre kulturer,” fortæller han. ”Og når man ovenikøbet kan sproget, forstår man også de underliggende signaler.”
Medvind på cykelstien
En dag på cykelstien møder den unge statskundskabsstuderende sin tutor fra universitetet. Tutoren er snart færdiguddannet, og efterlader en plads som studentermedhjælper hos Folkekirkens Nødhjælp. Den stilling skal Jonas søge, mener tutoren.
Jonas er med sin baggrund selvskrevet til at blive en del af Asien-teamet, som det hed dengang. På det tidspunkt har Jonas ikke det store kendskab til Folkekirkens Nødhjælp. Han har hverken været frivillig for organisationen eller gået fra dør til dør og samlet penge ind til katastrofer.
Det sidste punktum i specialet er knap sat, før 27-årige Jonas bliver spurgt, om han vil tage til Addis Ababa. Vi er i slutningen af 90’erne, og en ny sultkatastrofe er under opsejling i Etiopien. Folkekirkens Nødhjælp vil have ham til at hjælpe en partnerorganisation med at forberede sig på den kommende krise.
”Hvor i Asien ligger Addis Ababa?,” spørger Pernille.
Pernille og Jonas gifter sig, inden de sammen drager mod det afrikanske land. Dengang var lufthavnen i Etiopien milevidt fra det internationale skæringspunkt, det er i dag. Jeg forestiller mig støvet og stemningen, der har mødt det unge ægtepar, da de træder ud af flyvemaskinen og møder deres nye hjem.
De etiopiske landeveje
At sætte fod på afrikansk jord var noget andet end Asien, fortæller Jonas.
”Aldrig har jeg oplevet fattigdom på den måde. Lerklinede hytter som den eneste beskyttelse mod vind og vejr. Leveforholdene var markant anderledes.”
Aldrig har jeg oplevet fattigdom på den måde. Lerklinede hytter som den eneste beskyttelse mod vind og vejr. Leveforholdene var markant anderledes.
Samtidig forelsker Jonas sig i Etiopien.
I menneskene. Historien. Den stolthed, han oplever overalt omkring sig.
Indtil da havde det især været nysgerrigheden på andre mennesker og kulturer, der havde drevet Jonas ud i verden. I Etiopien opdager han, at han ikke kun er interesseret i verden, som den er. Han er også optaget af, hvordan den kan forandres.
Mange af projekterne ligger langt fra Addis Ababa, hvor Jonas og Pernille bor.
Det nye liv i Etiopien kræver derfor også noget så jordnært som et kørekort. Kort efter ankomsten sidder Jonas bag rattet i sin firhjulstrækker på de lange ture mellem hjemmet, kontoret og projekterne rundt om i landet.
Eukalyptustræer, støv og ujævne veje.
Og vrede, viser det sig.
For dér bag rattet forsvinder noget af den ro, som ellers virker så indgroet i ham. Jeg bliver næsten lettet. Endelig en lille revne i lakken.
”Det første år i Etiopien brugte jeg på at lære ikke at råbe ad folk i trafikken,” fortæller han.
Det første år i Etiopien brugte jeg på at lære ikke at råbe ad folk i trafikken.
Han fortæller det med et grin, som om han stadig er lidt overrasket over, at det engang var ham.
Den lille klump i halsen
Cambodia bliver næste stop efter Etiopien. Og senere går turen til Myanmar.
Familien tæller nu også en lille dreng og en lille pige, da Jonas og Pernille flytter til det militærstyrede land i begyndelsen af 10’erne.
På papiret er det endnu en udstationering. I praksis føles det anderledes. Mere usikkert.
Arbejdsvisummet gælder kun i ti uger ad gangen, så med faste mellemrum rejser familien til Bangkok for at få det fornyet, før de igen kan krydse grænsen til Myanmar.
Hver gang betaler de hushjælpen tre måneders løn forud. Ikke fordi de planlægger at blive væk, men fordi de ikke ved, om de får lov til at komme tilbage igen.
Jonas fortæller, at han aldrig i sine 25 år i Folkekirkens Nødhjælp har været direkte bange for sit eget liv.
Men turene mellem Myanmar og Thailand foregår alligevel med en lille klump i halsen. Denne gang rejser han ikke længere kun med Pernille, men også med to små børn.
I Myanmar vokser hans ledelsesansvar. På det tidspunkt er Folkekirkens Nødhjælp for længst blevet mere end et job. Og da familien nogle år senere vender hjem til Danmark, går der ikke længe, før Jonas bliver international chef i Folkekirkens Nødhjælp.
Det naturlige næste skridt
Da Birgitte Qvist-Sørensen stopper som generalsekretær i 2024, kommer Jonas Nøddekærs navn ikke som nogen stor overraskelse.
Han har været studentermedhjælper, landechef, international chef og en del af organisationens ledelse i årevis. Kender maskinrummet. Kender partnerne. Kender konflikterne.
”Jeg har aldrig sagt: Jeg vil være leder,” fortæller han.
Jeg har aldrig sagt: Jeg vil være leder.
Og alligevel er det svært at få øje på ret mange tilfældigheder i karriereforløbet.
I 25 år har Jonas Nøddekær arbejdet sig længere og længere ind i organisationen. Ikke gennem store magtkampe eller skarpe albuer, men gennem en næsten stædig stabilitet. Nye opgaver er kommet til. Mere ansvar er fulgt med.
Som om organisationen langsomt er vokset sammen med ham.
Det, der holder Jonas vågen om natten
Det er ikke krigszonerne, der holder Jonas Nøddekær vågen om natten.
Det er de hurtige beslutninger.
”Jeg finder min egen mening ved at lytte til andre,” siger han. ”Det er sådan, jeg lærer og tager beslutninger.”
Jeg finder min egen mening ved at lytte til andre.
Verden omkring Folkekirkens Nødhjælp er blevet mere politisk, mener han. Mere polariseret. Mere uforudsigelig.
Det er ikke konflikterne, der er nye.
Det er, hvor hurtigt man forventes at reagere på dem.
Nedenunder fortsætter håndværkeren sit arbejde. En motorisk lyd glider ind og ud af samtalen. Jonas læner sig tilbage i stolen og bliver stille et øjeblik.
”I sommer var der en tidligere kollega, der sagde til mig, at jeg ikke stiller lige så mange spørgsmål, som jeg plejer. Og dét ramte mig.”
Han stopper op igen.
”Min største frygt er at blive en gammel tonedøv mand, der har mistet sin nysgerrighed.” En Mr. Know-it-all, opsummerer han selv med en vag foragt i stemmen.
Min største frygt er at blive en gammel tonedøv mand, der har mistet sin nysgerrighed.
”Man må ikke stoppe med at lytte. Magt kan korrumpere, hvis man ikke er forsigtig,” understreger Jonas.
Noget af det, Jonas selv virker mest bevidst om som leder, er balancen mellem at lytte og at være tydelig. Han er diplomatisk anlagt og søger ofte samtalen før konklusionen. Han tænker højt. Afsøger. Justerer undervejs.
Det virker ikke særligt vigtigt for ham, at det er hans egen idé, organisationen ender med at føre ud i livet. Han er mere optaget af at sætte noget i gang, høre folks input og ændre kurs, når der opstår bedre løsninger undervejs.
Men han ved også godt, at den tilgang har en bagside.
At den nogle gange kan gøre ham svær at aflæse. At man kan blive i tvivl om, hvad han egentlig mener, fordi han kan blive længe i spørgsmålene og refleksionerne.
”For mange år siden spurgte en chef mig, om jeg overhovedet kunne træffe beslutninger. Han syntes, jeg var for kompromissøgende. Og det var ikke helt forkert.”
For mange år siden spurgte en chef mig, om jeg overhovedet kunne træffe beslutninger. Han syntes, jeg var for kompromissøgende. Og det var ikke helt forkert.
Han griner.
”Det tænker jeg stadig over. Hvordan man holder fast i samtalen uden at blive utydelig.”
For Jonas er kompromiset sjældent et mål i sig selv. Det er måden, han når frem til en beslutning på.
Men verden giver ikke altid plads til lange mellemregninger.
Det betyder ikke, at alt er til forhandling.
”Det er blevet vigtigere at vide, hvilke værdier man står på.”
Denne gang er der ingen pause.
”Og hvad man ikke vil gå på kompromis med.”
Udløbsdatoen
”For første gang i min tid hos Folkekirkens Nødhjælp har jeg en udløbsdato,” siger Jonas helt udramatisk.
Selv anede jeg ikke, at generalsekretærer i Folkekirkens Nødhjælp maksimalt kan sidde i ti år.
Jonas virker ikke synderligt optaget af det. Tværtimod kalder han reglen god.
Og han svarer uden tøven, da jeg spørger, hvad der skal ske bagefter.
Han vil ud i verden igen. Bo et andet sted. Opleve noget nyt.
Måske hænger det sammen med måden, han taler om sin egen karriere på. Flere gange i løbet af interviewet bruger han ord som held, timing og privilegier, når han beskriver de valg og muligheder, der har ført ham hertil.
Som om han er mere optaget af bevægelsen end af positionen.
På vej mod trappen får jeg øje på Jens Stoltenbergs erindringsbog ‘På min vagt’ om hans ti år som generalsekretær hos NATO. Efter et par timer i selskab med Jonas Nøddekær virker det næsten som den eneste bog, der kunne have ligget der.
Måske er det derfor, han nogle gange kan føles som et menneske fra en lidt anden virkelighed end resten af os. En mand, der har brugt så mange år i udviklingspolitik, konfliktzoner og diplomati, at det hele næsten er smeltet sammen med personen Jonas.
Man fristes næsten til at bytte lidt rundt på ordene.
Folkekirkens Nøddekær.
Blå bog: Jonas Vejsager Nøddekær
Født: 1973 på Rigshopitalet
Stilling: Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp siden 2024
Uddannelse: Cand.scient.pol. fra Københavns Universitet
Familie: Gift med Pernille. Sammen har de to børn.
Bopæl: Frederiksberg
