Spirende udvikling i Zimbabwe

Elizabeth har fået hjælp til at plante frøene til en bedre fremtid i sin køkkenhave.

© Samuel Takawira

Lyden af et skuffejern, der hakker i jorden med taktfaste bevægelser. Elizabeth tørrer sved af panden og ser smilende op fra rækkerne af kål, gulerødder og løg, der stikker op af jorden i den frodige køkkenhave. 

Vi er på besøg i landsbyen Alphavillage i det nordlige Zimbabwe, hvor Zambezi-floden flugter sig gennem et landskab af mopane- og mango-træer, så langt øjet rækker. 

Siden min mands død har jeg kæmpet for at få tingene til at hænge sammen. Hele landsbyen kendte mig som en fattig enke
Elizabeth Sibanda
Kvinder i Zimbabwe

80% af Zimbabwes kvinder bor i landlige områder. 70% af dem arbejder i landbrug, som er ejet af mænd. Det giver store udfordringer med ligestilling, ligeløn og arbejdsforhold. Derfor arbejder vi med at styrke kvinder i Zimbabwe. 

Køkkenhaven i Alphavillage er et eksempel på, hvordan dit bidrag hjælper kvinder i Zimbabwe. 

Når du støtter Folkekirkens Nødhjælp, hjælper du bl.a. kvinder som Elizabeth med at blive selvstændige, få mad på bordet og at lære deres rettigheder at kende. 

48-årige Elizabeth Sibanda er en af de 24 kvinder, der bor i Alphavillage. Siden hendes mand gik bort, har hun været alene med sine børn og børnebørn. Og det har ikke været nemt. 

”Siden min mands død har jeg kæmpet for at få tingene til at hænge sammen. Hele landsbyen kendte mig som en fattig enke”, fortæller hun. 

Men det har alt sammen ændret sig nu. 

Se også: Giv en køkkenhave til en fattig familie

Hvad kan køkkenhaven i Alphavillage?

Med hjælp fra Folkekirkens Nødhjælp har Elizabeth fået etableret en fælles køkkenhave med de andre kvinder i landsbyen. 

”Vi kan nu sammensætte en næringsrig kost. Og med de penge, vi tjener på køkkenhaven, kan vi købe de dagligvarer, vi har brug for”, fortæller hun. 

Vi er blevet mere uafhængige.
Elizabeth Sibanda

De grøntsager, Elizabeth ikke selv bruger, sælger hun på det lokale marked. Det har bl.a. gjort, at hun har råd til at sende sine børn i skole. Hun har også købt to geder, som giver mælk og kød som supplement til grøntsagerne fra haven. 

En normal dag i køkkenhaven begynder for Elizabeth kl. 5 om morgenen. De mange afgrøder kræver nemlig store mængder vand. Og hvis Elizabeth skal nå at gå flere gange frem og tilbage for at hente vand fra brønden, så er det en god idé at starte tidligt, mens solen stadig står lavt på himlen og endnu ikke er brændende varm.

Uafhængighed og fællesskab

Elizabeth er utrolig taknemmelig for den hjælp, hun har modtaget.

”Mit liv har forandret sig til det bedre”, fortæller hun.

Elizabeth er ikke kun glad for køkkenhaven, fordi den hjælper hende med at få mad på bordet. Gennem køkkenhaven har hun også opbygget et helt særligt fællesskab med de andre kvinder i landsbyen.

Kvinderne har kun været organiseret i køkkenhaven i ét år, men de mærker allerede mange fordele sammen. Nu har de et fællesskab, hvor de udvikler sig og tjener deres egne penge – uafhængigt af deres mænd.

“Som kvinder er vi ikke længere afhængige af vores mænds indtægter. På grund af projektet i køkkenhaven, er vi blevet mere uafhængige”, fortæller Elizabeth.

De 24 kvinder i landsbyen Alphavillage mærker allerede fordelene af køkkenhaven. De er ikke længere afhængige af deres mænds indtægter, og de udvikler sig i fællesskab med hinanden.

Folk fra de omkringliggende landsbyer kommer ofte på besøg for at se haven og få inspiration. Og når kvinderne sælger deres grøntsager på det lokale marked, hjælper de også andre i området med at få nem adgang til en næringsrig kost for dem og deres børn.

Twitter LinkedIn Facebook