Mineryddere baner vejen

Efter krigen på Balkan begyndte Folkekirkens Nødhjælp at rydde miner. Siden er minerydning blevet en væsentlig del af den humanitære indsats.

© Peter Høvring

Folkekirkens Nødhjælp fik tildelt opgaven med at stå for minerydningen i Kosovo på vegne af samarbejdsorganisationen ACT International, og det blev starten på et kæmpemæssigt minerydningsprogram i en række lande.

Krigene på Balkan

Det begyndte i Slovenien i 1991 og sluttede i Kosovo i 1999. I den periode blev det tidligere Jugoslavien ramt af en lavine af borgerkrig, der omfattede alt fra landminer og terrorbomber til massakrer, etnisk udryddelse, voldtægter og hundredtusinder af flygtninge. 

Over 150.000 mennesker blev dræbt, langt flere såret, og millioner af mennesker blev fordrevet fra deres hjem i den række af krige, der tilsammen blev den største humanitære katastrofe i Europa siden 2. Verdenskrig. 

Som en del af den nyetablerede internationale hjælpeorganisation ACT, Action Churches Together, deltog Folkekirkens Nødhjælp i hjælpearbejdet både med det helt akutte som telte, tæpper, mad og medicin, med det omfattende genopbygningsarbejde, og endelig fik vi, på vegne af ACT, ansvaret for den kæmpemæssige opgave at rydde landminer og ueksploderede klyngebomber efter krigen i Kosovo.  

800 minefelter på et område på størrelse med Sjælland plus Fyn. Krigen i Kosovo efterlod i 1999 landet som et af de tættest minerede områder i verden.

De fleste af minerne var plantet af den serbiske hær og resten af UCK, Kosovos befrielseshær. Desuden havde NATO’s bombetogter efterladt mængder af ueksploderede klyngebomber. Det betød, at de tusindvis af flygtninge vendte hjem fra nabolandene til død og ødelæggelse.

Starten på humanitært minerydningsprogram

Folkekirkens Nødhjælp havde i forvejen støttet humanitær minerydning i Angola og Cambodja, men havde ikke erfaring med selv at udføre arbejdet.

Ikke desto mindre fik Folkekirkens Nødhjælp på vegne af den nystiftede kirkelige samarbejdsorganisation ACT International (Action by Churches Together) tildelt opgaven med at rydde miner og oplyse befolkningen om minefaren i Kosovo.

Læs også: Mor, vil en mine ikke dræbe dig

Flygtninge kan vende hjem til ryddet jord

Det blev starten på et omfattende minerydningsprogram, der efterfølgende er blevet en central del af Folkekirkens Nødhjælps arbejde.

”Rydning af landminer og ammunition er en forudsætning for, at flygtninge kan vende hjem og genoptage deres liv efter krig. Freden hviler simpelthen på den præmis, at folk kan vende hjem uden frygt for at træde på en landmine eller en bombe,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.

Miner ved skoler og på markedspladser

”I Kosovo var minerne lagt ud på den mest bestialske måde, typisk skjult tæt på huse, ved skoler, brønde, markedspladser og på marker,” husker Sam Christensen, der var ansat til at lede Folkekirkens Nødhjælps minerydningsarbejde i Kosovo.

Flere end 600 civile blev dræbt eller kom alvorligt til skade, fordi de kom i nærkontakt med miner eller klyngebomber. Det gjaldt derfor om at lære børn og voksne at være forsigtige og undgå at sparke til eller samle noget op, der så mistænkeligt ud.

Rør ikke ved det, der ser mærkeligt ud

”Vi begyndte oplysningsarbejdet i Albanien, men flygtningene havde travlt med at komme hjem, og derfor måtte vi rykke ind i Kosovo,” fortæller Sam Christensen.

Her gjaldt det om at få fjernet de mange miner og klyngebomber så hurtigt som muligt, så befolkningen igen kunne færdes risikofrit og komme i gang med at genopbygge deres huse og dyrke deres jord.

Centimeter for centimeter arbejdede minerydderne sig forsigtigt frem med metaldetektor, minestikker og græssaks. Hver gang, der var ”gevinst”, startede en hel speciel procedure med at få desarmeret og fjernet minen til destruktion.

Uddannede lokale mineryddere

Det kræver selvsagt en særlig uddannelse at identificere og fjerne landminer samt oplyse lokalbefolkningen om minefaren. Men i stedet for at sende horder af udenlandske eksperter til Kosovo for at rydde op valgte Folkekirkens Nødhjælp at uddanne lokale mineryddere.

I løbet af kort tid blev flere hundrede lokale mænd og kvinder oplært.

Gennem de efterfølgende år fjernede de sammen med andre minerydningshold de fleste miner og klyngebomber, så alle igen kunne færdes frit.

Det er imidlertid ikke ufarligt at rydde miner, og heller ikke Folkekirkens Nødhjælp har undgået ulykker. Derfor skærper Folkekirkens Nødhjælp kontinuerligt sikkerheden og følger de internationale sikkerhedsstandarder.

Blandt verdens førende

Efter Kosovo fortsatte flere af de lokalt uddannede ammunitions- og mineryddere med at oplære lokale rydningshold i blandt andet Albanien, Angola, Libanon og Sydsudan, og Folkekirkens Nødhjælp blev en af verdens førende organisationer inden for ammunitions- og minerydning.

Ammunition og miner efterlades stort set alle steder – i huse, skoler, haver, parker, picnicområder, på stier, veje, hospitaler og landbrugsjord samt i bakker og dale. Derfor er rydningsarbejde ekstremt tidskrævende og foregår en centimeter ad gangen.

Siden 2008, hvor præcise data er indsamlet, har Folkekirkens Nødhjælp ryddet miner og ammunition på omkring 200 km2 – i DR Congo, Libyen, Irak og Syrien foruden de ovennævnte lande.

Folkekirkens Nødhjælp: 100 år med håb og handling

Denne artikel er en del af vores jubilæumsmarkering.

Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder markerer vi i 2022 100 års arbejde med håb og handling.

Jubilæumsfilm: Vores historie i billeder

Twitter LinkedIn Facebook