77 kroner om måneden pr. person. Det beskedne beløb i kontant nødhjælp fra Folkekirkens Nødhjælp gør en enorm forskel for 100.000 ekstremt fattige mennesker i Zimbabwes hovedstad, Harere, og landets næststørste by, Bulawayo.
For pengene, der primært udbetales via hævekort og MobilePay, kan familier købe mad, medicin, dagligvarer og gas. Og desuden opnå et spinkelt håb om en bedre fremtid.
Sideløbende med den kontante nødhjælp støtter Folkekirkens Nødhjælp iværksætteri af små forretninger i håb om, at familierne på sigt får en indtægt ved egen hjælp.
Fra Afrikas brødkurv til ekstrem fattigdom
Fattigdom har længe været et problem ude på landet i Zimbabwe. Ifølge FN er ekstrem fattigdom gennem de senere år også blevet udbredt i storbyerne. Her martres byboerne af arbejdsløshed, underernæring og sult, mens en lille, ekstremt rig elite styrer landet med hård hånd.
Zimbabwe blev ellers ved sin uafhængighed fra Storbritannien i 1980 kaldt Afrikas brødkurv på grund af sin imponerende landbrugsproduktion, der gjorde landet til et af de mest velfungerende og velhavende syd for Sahara.
Det sociale og økonomiske kollaps begyndte omkring årtusindskiftet, da man ville rette op på en af kolonitidens nedarvede uretfærdigheder: at hvide zimbabweanere udgjorde tre procent af befolkningen, men ejede omtrent 70 procent af landets mest frugtbare jord.
Præsident Robert Mugabe gav grønt lys til at sætte fuld fart på jordreformerne, paramilitære grupper invaderede de hvides storfarme med vold, og en dominoeffekt af problemer og internationale sanktioner ledte til hyperinflation og den fattigdom, der rammer i dag.
Mød Janet Musiiwa og Alice Kenson
Begge kvinder modtager kontanter fra Folkekirkens Nødhjælp