Kontant nødhjælp giver spinkelt håb for fremtiden

Kontant hjælp sikrer mad på bordet hos de mest udsatte familier i Zimbabwes største byer - og giver dermed ro til at se frem.

© Zinyange Auntony

77 kroner om måneden pr. person. Det beskedne beløb i kontant nødhjælp fra Folkekirkens Nødhjælp gør en enorm forskel for 100.000 ekstremt fattige mennesker i Zimbabwes hovedstad, Harere, og landets næststørste by, Bulawayo.

For pengene, der primært udbetales via hævekort og MobilePay, kan familier købe mad, medicin, dagligvarer og gas. Og desuden opnå et spinkelt håb om en bedre fremtid.

Sideløbende med den kontante nødhjælp støtter Folkekirkens Nødhjælp iværksætteri af små forretninger i håb om, at familierne på sigt får en indtægt ved egen hjælp.

Fra Afrikas brødkurv til ekstrem fattigdom

Fattigdom har længe været et problem ude på landet i Zimbabwe. Ifølge FN er ekstrem fattigdom gennem de senere år også blevet udbredt i storbyerne. Her martres byboerne af arbejdsløshed, underernæring og sult, mens en lille, ekstremt rig elite styrer landet med hård hånd.

Zimbabwe blev ellers ved sin uafhængighed fra Storbritannien i 1980 kaldt Afrikas brødkurv på grund af sin imponerende landbrugsproduktion, der gjorde landet til et af de mest velfungerende og velhavende syd for Sahara.

Det sociale og økonomiske kollaps begyndte omkring årtusindskiftet, da man ville rette op på en af kolonitidens nedarvede uretfærdigheder: at hvide zimbabweanere udgjorde tre procent af befolkningen, men ejede omtrent 70 procent af landets mest frugtbare jord.

Præsident Robert Mugabe gav grønt lys til at sætte fuld fart på jordreformerne, paramilitære grupper invaderede de hvides storfarme med vold, og en dominoeffekt af problemer og internationale sanktioner ledte til hyperinflation og den fattigdom, der rammer i dag.


Mød Janet Musiiwa og Alice Kenson

Begge kvinder modtager kontanter fra Folkekirkens Nødhjælp

Gravid kvinde, med brød på bordet, poserer i sin stue

Højgravide Janet Musiiwa bor med sin mand, fire børn og 200 andre familier på en af de tidligere og nu lukkede storfarme, der i dag er omsluttet af hovedstaden Harares sydlige forstæder. Nærmere betegnet bor de i en hestestald af herskabelige dimensioner og arkitektur, som nu står faldefærdig og støvet hen. Her er hverken indlagt el, vand eller kloak.

Familierne deles om tre toiletter: Huller i jorden, de selv har gravet. Enkelte, som Janet Musiiwa, har egne batterier eller solceller, andre har ikke. Til gengæld betaler familierne ingen husleje.

Janet Musiiwa flyttede hertil, da hun blev gift. I dag råder familien over to båse. Halvdelen af den ene er indrettet som køkken og spisestue. Bag et tyndt gardin er forældrenes soveværelse. Et bilbatteri er familiens eneste kilde til elektricitet, akkurat nok til at holde et nøgent lysstofrør tændt. Båsens tremmer er delvist dækket af pap og plastik for at skabe noget, der ligner privatliv.

© Zinyange Auntony
Gravid kvinde står foran sin seng

Den anden bås udgør børneværelset. Her er en stor dobbeltseng til deling mellem de små, mens der også er plads til opbevaring og et åbent ildsted i hjørnet. En af Janet Musiiwas sønner er lige blevet jaget bort fra skolen, fordi forældrene ikke har betalt skolepenge. Det sker tit. ”Han tigger os om at komme tilbage; han vil virkelig gerne gå i skole,” siger hun.

© Zinyange Auntony
Gravid kvinde ordner familiens vasketøj

”Her er fint at bo,” siger Janet Musiiwa, men anerkender også, at hun ikke har noget valg, for familien har ikke råd til at betale husleje. De tjener ingen penge, ud over hvad hendes mand i ny og næ kan få for at hjælpe en af de mange lastbiler, der illegalt henter sand i området og sælger det til byggepladser. Nu får familien også kontanter af Folkekirkens Nødhjælp. ”Før spiste vi en gang om dagen, men nu har vi råd til tre måltider,” siger Janet Musiiwa.

© Zinyange Auntony
Overblik over den tidligere hestestald, som nu huser mange mennesker

Janet Musiiwas drøm er at åbne en kiosk. Hun er inspireret af en nabo, der har sat et bord frem med enkelte pakker hygiejnebind, et par poser popcorn, en klase bananer, to baobabfrugter og en masse bolsjer i farvestrålende papir.

Det er ikke let at få råd til, siger Janet Musiiwa, men hun har en plan om at spare op af de penge, hendes mand tjener, mens de modtager kontanter fra Folkekirkens Nødhjælp. Hun er bevidst om, at familien lever på lånt tid i hestestalden: ”Vi har allerede fået den første advarsel om, at vi snart bliver smidt ud, men vi har ingen steder at tage hen.”

© Zinyange Auntony
Kvinde poserer til et portræt foran nedrevet hus

På en nedlagt kyllingefarm er bekymringen forvandlet til et levende mareridt for 86 familier. Da farmen for få år siden lukkede, blev arbejderboligerne jævnet med jorden, fortæller de tidligere ansatte. Med et slag blev de alle arbejdsløse og hjemløse.

I mangel af bedre flyttede de ind i den forladte kyllingestald. For nylig blev også den jævnet med jorden, så de nu bor midt i murbrokkerne i interimistiske telte af grene og plastiksække. Alice Kenson fortæller, at halvdelen af familierne hverken har penge eller mad. Den anden halvdel har kun de kontanter, de modtager fra Folkekirkens Nødhjælp. Ingen af børnene går i skole længere. Det eneste, der kan forværre deres situation, er regntiden. Og den står lige for døren.

© Zinyange Auntony
Folkekirkens Nødhjælp: 100 år med håb og handling

Denne artikel er en del af vores jubilæumsmarkering.

Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder markerer vi i 2022 100 års arbejde med håb og handling.

Jubilæumsfilm: Vores historie i billeder

Twitter LinkedIn Facebook