Hjemvendt flygtning 25 år efter

Siden 1997 har vi fulgt en hjemvendt flygtning og hans familie i en lille cambodjansk landsby i medgang, modgang og ikke mindst fremgang.

© Lisbeth Engbo

Første gang, vi mødte Toun Soen, var i 1997. Han var lige vendt tilbage til sin landsby sammen med sin kone og børn efter at have tilbragt 17 år i en lejr for internt fordrevne under borgerkrigen i Cambodja.

De havde kun det tøj, de stod og gik i, og de var tynde og udmattede.

Toun Soen og familie (1997)
Minerydning og genopbygning efter 30 års borgerkrig

Fra 1997 har Folkekirkens Nødhjælp gennem LWF/LWD ryddet miner og repareret veje i Kompong Speu provinsen samt støttet tusindvis af hjemvendte flygtninge med at genopbygge og reetablere deres tilværelse efter 30 års borgerkrig.

Støtten til Chambok og omgivende landsbyer ophørte omkring 2009, hvor LWF skønnede at områdets beboere kunne klare sig selv.

At vende hjem og kæmpe for overlevelse

Alle huse i landsbyen var brændt ned eller faldet sammen. Rismarkerne var groet til med træer og buske.  De boede seks mennesker i en hytte på otte kvadratmeter.

Den 32-årige familiefar kæmpede for at skaffe mad til familien ved at jage og fiske. Men det var ikke meget, han fik på krogen, og samtidig knoklede han med at få ryddet og opdyrket et stykke jord med ris. Hans kone Sabon brugte dagen på at lede efter frugt og grønt i junglen, hente vand i floden, lave mad og passe de fire børn.

Hjem til mineret ‘arbejdsplads’

I junglen lurede borgerkrigens efterladte landminer, der kostede liv og lemmer blandt områdets beboere. Og hver aften summede luften af blodtørstige malariamyg, der tog livet af børn og voksne.

”Vores liv var forfærdeligt, og vi sultede,” husker Toun Soen her mange år efter.

Hovedperson i filmen ‘En flygtning vender hjem’

Dengang i 1997 sagde han ja til at være hovedpersonen i Folkekirkens Nødhjælps film ”En flygtning vender tilbage”.

Han kom dermed til at repræsentere de hundredtusinder af flygtninge, der hvert år, dengang såvel som i dag, vender tilbage efter krig og katastrofer til det, der engang var deres hjem, for at starte forfra på tilværelsen.

På den måde adskiller Toun Soens historie sig nok ikke fra så mange andres. Men for os blev den noget særligt, fordi vi har valgt at genbesøge ham og hans familie med jævne mellemrum i de 25 år, der er gået, siden vi første gang mødte dem.

Mr. Toun Soen (2021)
Sjovt og rørende at se sin familie på film

I 2011 lavede Folkekirkens Nødhjælp filmen ”Flygtning 14 år efter”, der blandt andet viser klip fra den eftermiddag, hvor familien og det halve af landsbyen sidder og ser og kommenterer den første film, ”En flygtning vender tilbage”, som vi lavede i 1997, da de lige var vendt hjem fra lejrene. Filmen fremkaldte minder, der satte gang i både grin og gråd hos de mange tilskuere.

Transporttid til landsby svundet ind på 25 år

Første gang tog det os tre dage at komme fra hovedstaden Phnom Penh med bil, båd, oksekærre, motorcykel og de sidste kilometer på gåben ud til den fjerntliggende landsby Chambok i provinsen Kompong Speu.

I dag kan vi klare hele turen i bil på tre-fire timer. Hvis turen trækker ud, skyldes det ikke længere sammenstyrtede broer, mudderskred og ikke eksisterende veje, men derimod de evindelige bilkøer på vej ud af storbyen.

Selv om det med en danskers øjne så nærmest håbløst ud for familien dengang i 1997, havde den unge Toun Soen store ambitioner. Han ville gerne have mere jord, der skulle mad på bordet, huset skulle gøres større, og så skulle børnene i skole.

Miner ryddet – men malaria slår stadig ihjel

To år senere var fremgangen allerede til at få øje på.

Broer og veje var nogenlunde repareret, så man kunne komme frem med bil og motorcykel. Landminerne var så godt som ryddet, og rismarkerne stod grønne og frodige.

familien var i sorg, efter at deres fireårige datter var død af malaria. De nyanskaffede malarianet var desværre ankommet for sent

Toun Soens hus havde fået en lille tilbygning, og et par køer og kalve stod og gumlede i en lille indhegning. Både voksne og børn havde fået et ekstra sæt tøj at skifte med.

Men familien var i sorg, efter at deres fireårige datter var død af malaria. De nyanskaffede malarianet var desværre ankommet for sent.

Et lille billede af datteren, som vi havde med, taget ved første besøg, blev nænsomt studeret og derefter omhyggeligt puttet i en lille plastikpose og hængt op på en væg i huset.

Børn i skole og grønsager på marker

I 2001 fortalte den stolte familiefar, at tre af hans børn nu gik i landsbyens skole – en simpel træbarak med bliktag sponseret af Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling.

Landsbyen havde fået en ny vandpumpe, så de slap for at hente mudret vand i floden. Ris og grønsager voksede på markerne omkring landsbyen.

Toun Soen og hans familie havde både fået mere huld på kroppen, og de havde nu også et sæt pænere tøj til brug ved bryllupper og andre festlige lejligheder.

Mere jord og flere dyr

For hver gang vi i de efterfølgende år besøgte familien Soen, var der sket større eller mindre forbedringer i deres liv.

Toun Soen fik efterhånden mere jord og flere køer og et par grise, og han blev formand for den nyetablerede risbank, som sikrede, at der var ris til alle hele året. Men i flere år lå brædder og stolper til et nyt hus i en stabel ved siden af det gamle hus.

”Jeg troede, vi skulle bygge nyt, men så skulle min ene søn giftes, og jeg måtte sælge to køer og to grise for at få råd til brylluppet. Så var der ikke råd til huset,” forklarede han i 2010.

50 procent forbedret liv efter 14 år

Da vi i 2011 lavede en opfølgning på den første film om Tuon Soen og hans familie ”Flygtning 14 år efter”, erklærede han, at deres liv var 50 procent forbedret, men at tilværelsen stadig stod på et skrøbeligt fundament.

Blandt andet kæmpede han og de andre i landsbyen mod magtfulde forretningsfolk, der med de lokale myndigheders accept forsøgte at tilrane sig deres jord. Noget der hyppigt sker i et land som Cambodja, hvor kun de færreste småbønder har skøde på deres jord.

”De har stor magt, og de gør livet svært for os, men vi giver ikke op” forklarede han dengang.

Mr. Toun Soen fisker (2011)

Sorg og modgang trods fremgang

I 2012 oplevede familien en ny stor sorg, da den ældste datter blev alvorligt syg og døde.

Men ellers er det gået støt fremad for familien. Da vi besøgte dem i november 2021, tog Tuon Soen imod uden for familiens nye, store hus, der står og troner på høje pæle som et monument over familiens fremgang.

Toun Soen og hans kone ejer nu fem hektar jord og 13 køer. Tre af hans børn bor stadig hjemme, de to ældste er gift og har tilsammen fem børn.

Til spørgsmålet om han er tilfreds med sit liv, svarer han:

”Både ja og nej. Jeg er træt af, at vi stadig skal kæmpe mod en stor virksomhed for at beholde vores jord og for at få de hektarer tilbage, som virksomheden allerede har stjålet fra os. Det koster penge og kræfter. Men jeg er glad for, at mine børn har det godt, de har alle jobs og et stabilt liv.”

Folkekirkens Nødhjælp: 100 år med håb og handling

Denne artikel er en del af vores jubilæumsmarkering.

Som den ældste nødhjælps- og udviklingsorganisation med danske rødder markerer vi i 2022 100 års arbejde med håb og handling.

Jubilæumsfilm: Vores historie i billeder

Twitter LinkedIn Facebook