Håbet gror i Reginas køkkenhave

Køkkenhaverne gør en forskel og giver mad i maverne

Giv en køkkenhave
© Jakob Dall

36-årige Regina Ewoi Eloto bor i den lille landsby Naotin i det nordlige Kenya sammen med sin mand Charles og fem børn, heraf et plejebarn, og Reginas yngre søster. Familien bor i et område, der er hårdt ramt af klimaforandringer. Tidligere kunne Regina planlægge høsten efter regnsæsonen, der kom forholdsvis stabilt. Nu er det umuligt at planlægge.

Nogle år regner det ikke nok – eller slet ikke – mens det i sidste høstsæson har regnet så meget, at marker og husdyr i landsbyen er blevet skyllet væk af pludselig oversvømmelse.

Reginas familie lever derfor et ekstremt sårbart liv i klimaforandringernes frontlinje.

Køkkenhaven har ændret mit liv
Regina Ewoi Eloto

Men i august 2019 fik hun en køkkenhave af Folkekirkens Nødhjælp, og siden har den fuldstændig forandret hendes og familiens liv.

Fra ét til tre måltider

Den største forandring i familiens liv er, at de er gået fra at spise ét måltid om dagen – nogle gange slet intet – til tre.

Tidligere høstede Regina én eller to gange om året, alt efter om det regnede nok. I dag kan hun høste sine grøntsager hele året rundt.

Mit hus er blevet forbedret, jeg er mindre stresset, og jeg er sundere
Regina Ewoi Eloto

Det skyldes bl.a., at hun i dag har adgang til vand, så hun nemt kan vande sine afgrøder hver dag. Folkekirkens Nødhjælp har nemlig hjulpet med at installere et vandingsanlæg, der pumper vand op fra undergrunden ved hjælp af solceller, der i forvejen var etableret i området.  

Det giver ikke blot mad på bordet, men også penge mellem hænderne. Regina har øget sin indtægt fra 400 shillings til 4.000 shillings om ugen (fra ca. 26 kr. til ca. 264 kr.), fordi hun også sælger nogle af sine afgrøder.

Nu går familien mæt i seng hver aften, og Regina har samtidig sikret sine børn skolegang og investeret i fire geder og et får.

Kvinde bukker sig i køkkenhave
Regina er glad for sin køkkenhave. Familien spiser nu tre måltider om dagen. ©Jakob Dall
Kvinde vander med vandslange
Adgangen til vand betyder, at Regina kan høste året rundt. ©Jakob Dall
Kvinde med grøn te-kop
Regina har nu råd til at købe sukker, teblade og mælk, så familien starter dagen med te. ©Jakob Dall
Børn leger i Naotin
Reginas børn har fået energi til at lege, da de nu får mere og bedre mad hver dag. ©Jakob Dall
Kvinde danser i kirken i gul kjole
Regina går i kirke om søndagen. Her får hun energi til den kommende uge. ©Jakob Dall

Fremtiden ser lys ud

Regina fortæller om familiens nye liv til lyden af sine legende og grinende børn.

Det er også nyt.

Regina forklarer, hvordan familiens mindste tidligere var for trætte til at lege, fordi sulten knugede i maven. ”Nu leger mine børn,” siger hun glad.

Køkkenhaven har forandret familiens liv på mange punkter, og med det følger nye drømme for fremtiden: ”Mit største håb er at sikre mig, at køkkenhaven vokser, så mine børn kan gå i en god privatskole, og jeg kan købe et stort hus,” fortæller Regina.

Hun har imidlertid ikke kun ambitioner på vegne af sin egen familie. Regina håber nemlig også, at hele landsbyen vil kunne drage fordele af køkkenhaven i fremtiden.

Se også: Danmark samler ind til klimaløsninger

Køkkenhaverne

15 familier deler et stort areal, hvor de hver især får tildelt et område på 10 x 30 meter til at dyrke egne grøntsager. Der er også fællesarealer, hvor familierne blandt andet planter vandmeloner og squash til deling.

Foruden frø og redskaber såsom skovle, trillebøre og river har de fået adgang til vand, og familierne kan dermed vande afgrøderne hver dag med vandslanger, der ligger rundt omkring i køkkenhaven.

Vandet bliver pumpet op fra undergrunden ved hjælp af allerede installerede solceller, og Folkekirkens Nødhjælp har etableret slanger og rør, der leder vandet til køkkenhaven.

Hver familie kan vælge mellem ti forskellige typer af afgrøder, herunder kål, spinat og ærter.

Familierne deltager også i et undervisningsforløb, hvor de lærer om forspiring af grøntsager, og hvilken placering der får afgrøderne til at gro bedst. Og de lærer, hvordan de skal opdage sygdomme og bekæmpe dem. Desuden får de hjælp til, hvordan de kan afsætte deres afgrøder på det lokale marked.

Regina fortalte sin historie i december 2019. Den er et eksempel på, hvordan Folkekirkens Nødhjælp arbejder med at opbygge robuste lokalsamfund.

Twitter LinkedIn Facebook