Fra morgenstunden er der fuld gang i det lille bageri i centrum af byen Arua i West Nile i det nordvestlige Uganda. Rundt om pakkebordet står 15 unge bagere og pakker nybagte boller og toastbrød i poser. Bagværket sælges til hoteller og restauranter lokalt på egnen og nationalt i hele landet.
Bageriet er en katalysator til entreprenørskab for unge i en egn med høj arbejdsløshed. West Nile huser op mod 1.400.000 flygtninge fra DR Congo og Sydsudan, som er kommet til det fattige område gennem de sidste fem år – og fortsat ankommer.
Folkekirkens Nødhjælp har gennem en årrække arbejdet i West Nile blandt andet med at samle flygtninge og ugandere om aktiviteter, der kan give indtægter og bedre livsvilkår for begge grupper. Særligt produktion af søde kartofler er en stor succes.
Også i bageriet får de orange søde kartofler, som området er blevet kendt for, helt nyt liv. Al brød, boller, kager, småkager og salte crackers rummer 20 % kogt, pureret søde kartofler eller sød kartoffelmel som et alternativ til den dyre importerede hvede.
”Jeg har talent for business”
Her i bageriet får unge flygtninge og ugandere en gratis fireugers uddannelse i bagning og forretningsudvikling, så de kan stifte egne mikro-bagerivirksomheder.
I bageriets baglokale er Sally Andresiru i fuld gang ved pakkebordet. For hende er bageriet blevet vejen til en helt ny fremtid.
Hun blev gift som 18-årig mod sin vilje, fik et barn, droppede ud af skolen og blev så alene om den svære opgave at forsørge sig selv og sin søn.
Hun sprang derfor straks til, da hun fik mulighed for at tage en praktisk bageruddannelse. Siden begyndte hun at bage hjemme og sælge lokalt i eget navn. Forretningen voksede, og nu lejer hun sig ind i bageriet på timebasis for at bruge ovn og plads. En del af profitten har hun investeret i en MobileMoney-bod på det lokale marked og ansat en medhjælper til at stå i boden.
Hun sparer op og har allerede planlagt næste skridt: køb af et stykke land, så hun kan bygge sin egen forretning. ”Jeg har talent for business, og derfor er jeg nu vendt tilbage til studierne og læser en diplomuddannelse i business administration,” fortæller hun.
Fresh Fruit Nexus-projektet
Folkekirkens Nødhjælp samarbejder med vores partner The JP Management Foundation om bageri-projektet, som er støttet af Fonden Det Nytter. Bageriet er en del af det større Fresh Fruit Nexus-projekt om dyrkning af søde kartofler, værdikæder og holdbare forretningsmodeller – støttet af Danida Green Business Partnerships/Danida Market Development Partnerships.