© Abaca/Ritzau Scanpix

Oversvømmelser i Kenya driver flere end 200.000 mennesker på flugt

Kenya kæmper lige nu med store ødelæggelser efter flere uger med kraftige regnskyl, der har ført til massive oversvømmelser og mudderskred.

Ifølge FN har mindst 230 mennesker mistet livet og flere end 230.000 mennesker er tvunget på flugt fra deres hjem. Tallene bliver ved med at stige. Oversvømmelserne har også ødelagt huse, veje, broer og store dele af landets øvrige infrastruktur. Særligt Nairobi er hårdt ramt.

Det er anden gang inden for det seneste halve år, at oversvømmelser fordriver tusindvis af familier fra deres hjem i Kenya. I regntiden fra oktober til december blev mere end en halv million mennesker fordrevet.

Nu oplever befolkningen igen kraftige regnskyl og oversvømmelser.

Den voldsomme regn har skyllet hele områder væk. Mange har mistet livet og endnu flere står uden tag over hovedet. Lige nu frygter vi, at de store mængder regn vil sprede vandbårne sygdomme som kolera. Derfor gælder det om at handle hurtigt og få uddelt rent vand, sæbe og andre basale fornødenheder, som kan mindske smitterisikoen.
Gitte Dyrhagen Husager, konstitueret international direktør i Folkekirkens Nødhjælp.

Folkekirkens Nødhjælp er til stede i Kenya og vil blandt andet uddele presenninger, madrasser, tæpper, vandtanke, myggenet til nogle af de mange familier, der har mistet deres hjem. 

De kommende måneder vil vi også uddele kontanter til 350 familier i områderne Mukuru og Mai Mahiu. Pengene betyder, at familierne kan dække nødvendige udgifter til for eksempel mad, medicin eller strøm. På den måde har de mulighed for selv at vurdere, hvordan de bedst klarer sig igennem den akutte situation.

Oversvømmelser, som dem vi ser i det østlige Afrika, kan relateres til klimaforandringerne. Det er desværre noget, vi kommer til at se meget mere af. Derfor er det afgørende, at vi alle investerer i klimatilpasning, som kan mindske risikoen ved de store klimakatastrofer.
Mattias Söderberg, klimarådgiver

Hjælp nu

Vores arbejde i Kenya er et eksempel på, hvor din støtte gør en forskel. Din hjælp gør os i stand til at rykke ud til de mennesker verden over, der har størst behov. Denne side er senest opdateret 07.05.2024


Kvinde i gul kjole skal i gang med at plante et træ, som hun har i hænderne © Mikkel Østergaard

Klimaforandringer kalder på klimahjælp

Vi skal tænke nyt og handle hurtigt for at imødekomme de voldsomme klimaforandringer.

Læs mere