Oversvømmelser skyller hjem og livsgrundlag væk

Massivt regnvejr i foråret har forårsaget oversvømmelser i det meste af Kenya. Mukuru i Nairobi er hårdt ramt.

© JESPER HOUBORG
Jeg har boet her i 16 år, og jeg har aldrig oplevet noget lignende.
Gaudensia Isalamba

41-årige Gaudensia Isalamba er i gang med at rykke tilbage i sit hus, da vi besøger hende i det tætbebyggede kvarter Mukuri i Nairobi. Det ene af husets to værelser er stadig ubeboeligt, og hendes familie på i alt ni personer bor derfor i ét værelse på 6m2.

“I det mindste er det bedre, end at sove på taget af en nærliggende bygning,” siger Gaudensia. Det var familien nemlig nødt til de første nætter, indtil regnen stoppede og vandet trak sig tilbage

Familiens liv blev pludselig vendt på hovedet, da vedvarende, kraftig regn fik den lokale flod til at gå over sine breder.

Op mod 30.000 mennesker mistede deres hjem, efter vandet trængte ind i huse og skyllede bygninger væk. Affald ligger stadig spredt overalt, og infrastruktur som veje og kloaksystemer blev ødelagt. De åbne kloakker, der normalt leder vandet væk, blev til kraftige strømme af vand.

Det øger risikoen for, at kolera og andre vandbårne sygdomme spreder sig blandt befolkningen. Strømmene blev så kraftige, at de var stærke nok til at komme ind i huse eller skylle bygninger helt væk.

Gaudensia bor sammen med sin mand og deres fem børn – heriblandt to tvillingepiger. Derudover bor hendes svoger og hans søn hos familien, efter de kom til byen for at søge arbejde.

© Jesper Houborg

Voldsomme konsekvenser for fremtiden

Konsekvenserne af de voldsomme oversvømmelser kommer til at strække sig langt ind i fremtiden. Der er et stort behov for katastrofehjælp og genopbygning. Det skyldes især, at rigtig mange menneskers levegrundlag blev ramt så hårdt. 

Det var også tilfældet for Gaudensia, som drev sin lille butik fra en træstand ved floden. Den eksisterer ikke længere. Af sikkerhedsmæssige årsager rykkede myndighederne ind for at nedrive bygninger tæt på floden efter oversvømmelserne. 

Nu har familien mistet hendes indtægt, og er afhængige af mandens arbejde. De betaler kun 1,500 Kenya shillings, eller 11 USD, i husleje, men har svært ved at få det til at hænge sammen. Han er daglejer, og den beskedne indtægt kan knapt dække familiens allermest basale behov. 

Derudover frygter de, at deres hus igen vil blive oversvømmet næste gang, det regner. 

© JESPER HOUBORG

Regnen falder stadig

Gaudensia fortæller, at hun hver dag lægger en stor sten på deres plastikstole. På den måde håber hun, at de i det mindste stadig har deres stole, hvis Mukuru igen bliver oversvømmet.

Og frygten for oversvømmelser er velbegrundet. For regndråberne bliver ved med at falde.

Vi håber, at vores hus kan blive renoveret.
Gaudensia Isalamba

Ligesom for de fleste andre indbyggere i Mukuru, er fremtiden for Gaudensia og hendes familie derfor usikker. Med ni familiemedlemmer i ét værelse, en meget lille indkomst og frygten for både nye oversvømmelser og vandbårne sygdomme, er det svært at bevare optimismen.


© Jesper Houborg

Hjælp befolkningen i Mukuru

Oversvømmelser i Kenya driver flere end 200.000 mennesker på flugt.

Læs mere
Twitter LinkedIn Facebook