Trods sine bare 20 år er Samia pludselig blevet overhoved og forsørger for sine tre yngre søskende. Hun er flygtet fra Myanmar og sidder nu fast i verdens største flygtningelejr i Bangladesh, hvor hun må kæmpe mod diskrimination, traumer og mudderskred. Lejrens kvindecenter giver hende et pusterum.
Sangen stiger og falder i en smuk tonerække, der kan virke uvant for vestlige ører. Sangerinden står i en rundkreds af kvindelige tilhørere. Med hænderne i siden, hagen løftet og et glimt i øjet synger hun vers efter vers.
Den lille publikumsskare er iført farverige kjoler og tørklæder. De lytter opmærksomt til den musikalske fortælling og deltager smilende og pjattende og klapper i takt. Somme tider forsvinder sangen i høje, kollektive latterudbrud.
Kvinderne ler på trods. På trods af, at nogle af dem har mistet deres mænd eller børn. På trods af, at de næsten alle har været udsat for seksuelle overgreb. På trods af, at de har mistet alt, set deres landsbyer blive brændt ned, og set deres nærmeste blive slået ihjel.
Nu bor de i verdens største flygtningelejr i Bangladesh. Flygtet fra den brutale udrensning af rohingyaer i Myanmar. Men her i kvindecenteret er der plads til at trække vejret, synge sange, spille spil, vende hverdagens problemer eller bare tage en lur. Og til at smile og le.
Her får kvinderne psykosocial hjælp, redskaber til at håndtere vold i hjemmet og mulighed for at lære nyt.
20-årige Samia bor få meter fra centeret og kommer her næsten hver dag.
”Jeg føler mig sikker her, og jeg føler mig godt tilpas”, fortæller Samia, der her i kvindecenteret kan lade tørklædet hænge løst over det mørke, krøllede hår.
Men tryghed og veltilpashed er ikke en overskudsvare i Samias unge liv.
Ni dages flugt gennem junglen
Samia bor sammen med sine to søstre og en bror i en bambushytte ikke meget større end en garage. De er ligesom hundredetusinder andre flygtet fra Myanmar, hvor militæret i 2017 begyndte fordrivelsen af den etniske minoritet rohingyaerne, som Samia tilhører.
Militæret satte ild til husene i Samias landsby, og familien så, hvordan militæret slog folk ihjel.
Vi gemte os i junglen i to dage. Vi kunne ikke nå at tage noget med – kun det tøj, vi havde på. Vi vidste, at vi ville blive dræbt, hvis militæret fandt os
Flugten fortsatte gennem junglen i flere dage sammen med naboer fra byen. Da de nåede en flod, måtte de betale for at blive færget over i mindre grupper på en hjemmelavet tømmerflåde konstrueret af plasticdunke. Det tog tre dage at få alle over, og de måtte efterlade de ældre på bredden.
Efter ni dages flugt endte de i lejren Chakmarkul i Bangladesh.
20 år og kvindeligt overhoved
Begge Samias forældre er stadig i Myanmar. Samias far var for gammel til at klare flugten og måtte blive tilbage. Hendes mor er fængslet, fordi hun serverede mad for nogle imamer.
Det betyder, at Samia nu er familieoverhoved for sine tre søskende. Men det er ikke nogen nem rolle at bære for en ung kvinde i et traditionsbundet, konservativt samfund.
”Sommetider er der nogen, der banker på døren og på husets vægge midt om natten. I de familier, hvor der er en faderfigur, sker det ikke. Men i mit hjem er der ikke nogen forældre, og jeg er den ældste, og jeg er kvinde. Derfor sker den slags”, forklarer Samia.
Når det sker, vil hendes bror åbne døren og se, hvem det er, men det tør Samia ikke.
Jeg er bange for, at der vil ske os noget. Jeg er stadig bange for, at nogen vil slå os ihjel.
Frygten vidner om den mentale bagage, som Samia og mange andre rohingyaer bærer med sig.
Samia frygter fremtiden
Samias bekymringer retter sig ikke kun mod fortiden. Hun skal forsøge at skaffe mad til familien hver dag. Samtidig betyder monsuntidens kraftige regnskyl, at familiens lille hus på toppen af en bakke er i fare for at skride ud over skrænten, fordi jorden bliver under huset bliver vasket væk.
Samias fortid gemmer på grusomme oplevelser, men hun fortæller om flugten, om livet i flygtningelejren og frygten for at blive slået ihjel uden store følelsesudbrud.
Men fremtiden for den lille familie i flygtningelejren har ikke meget at byde på. Og da hun tænker på, at hendes bror en dag kan blive gift og flytte fra hende og hendes søstre, begynder tårerne at trille.
Åndedrætsøvelser giver ro
Men i kvindecenteret eller “The Women and Child friendly Safe Space”, som det kaldes i professionelle termer, får Samia et øjebliks ro.
Centeret er ligesom de andre huse i flygtningelejren bygget af bambus og tækket med presenninger. Der er kun adgang for kvinder og deres børn i huset, der egentlig bare består af et enkelt stort rum og tre små aflukker, der fungerer som kontorer og private samtalerum.
I døråbningen må man skræve over våde gummistøvler og klipklapper, men plasticunderlaget i kvindecenteret er tørt.
Når Samia kommer her, deltager hun blandt andet i de åndedrætsøvelser, som er en del af den psykosociale bistand, der bliver tilbudt i kvindecenteret.
”Jeg får det godt i kroppen. Når jeg ånder ud, slapper jeg af, og så har jeg det rart”.
Hun har også mulighed for en samtale med de ansatte i centeret, som er uddannet i at håndtere kvindernes traumer fra flugten.
Alfabetet giver brød på bordet
En gruppe af store piger klumper sig sammen foran et white board, der hænger på væggen i kvindecenteret. De fire første bogstaver i alfabetet bliver repeteret både i den latinske og den burmesiske udgave.
De store piger skiftes til at pege på bogstaverne, sige det højt og lade resten af klassen repetere: A – B – C – D – forfra.
Undervisningen varetages af centerets ansatte, som er kvinder fra lokalområdet, men der arbejder også en håndfuld frivillige flygtninge. En af dem er Samia. Hun underviser børnene og de halvstore piger i alfabetet.
Lynhurtigt opremser hun hele alfabetet på engelsk og smiler stolt. Hun har gået i skole til 4. klasse og kan læse burmesisk. Det er mere end de fleste. En stor del af rohingyakvinderne er analfabeter.
Derfor bliver de tilbudt undervisning i alfabetet og grundlæggende talkendskab. Det giver dem mulighed for at handle med andre i lejren og på sigt at skaffe sig en smule indkomst.
”Jeg er virkelig glad for, at børnene får en mulighed for at lære noget. Jeg er taknemmelig for at være her, og jeg får altid selv noget med herfra.
For sin undervisningsindsats modtager Samia cirka 5.000 taka om måneden. Det svarer til 380 kroner. Hun supplerer husholdningsbudgettet ved at sælge æg fra et par høns, som hun holder i hytten, men den lille familie er helt afhængig af fødevarer fra nødhjælpsorganisationerne i området.
Derfor er Samias håb, at hun kan blive syerske.
”Jeg kan godt finde ud af at sy, så hvis jeg kunne få adgang til en symaskine, kunne jeg begynde at tjene penge og forsørge min familie”.
Samia hedder ikke Samia i virkeligheden, men af hensyn til hendes og familiens sikkerhed, har vi valgt at omtale hende under et andet navn. Hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.
Fakta
- 52 % af de omkring 900.000 rohingya-flygtninge er kvinder.
- Folkekirkens Nødhjælp driver ni safe spaces for kvinder. Heraf ligger syv i flygtningelejren og to ligger i lokalsamfundet.
- Næsten alle rohingyakvinder har oplevet seksuel vold eller udnyttelse eller været vidne til det. Det vurderer UN Women.
- Siden vi startede og indtil september 2020, har vi hjulpet mere end 55.000 kvinder, mænd, unge piger og drenge med at forstå, hvad kønsbaseret vold er, og hvordan de kan være med til at forebygge den. Og det vigtige arbejde fortsætter.
