Denne tekst er skrevet af en nuværende menneskerettighedsobservatør i Palæstina og Israel. Indtil hun er hjemme i Danmark igen, optræder hun anonymt. Her kan du læse et af de nyhedsbreve, hun skriver, mens hun er afsted.
Vil du have besøg af en tidligere menneskerettighedsobservatør?
Du kan booke et foredrag med en tidligere menneskerettighedsobservatør. Henvend dig til Sarah Ziethen på sazi@dca.dk og hør mere.
Jeg er fuldt ud klar over, at det, du læser her, i praksis kun dækker den palæstinensiske side af konflikten. Virkeligheden på Vestbredden er samtidig svær at formidle, ikke mindst fordi min oplevelse er, at mange hjemme i Danmark enten ikke kan eller ikke vil forestille sig, hvordan hverdagen ser ud her.
Ingen af de eksempler, jeg beskriver nedenfor, beviser og dokumenterer i sig selv graden af forfølgelse eller menneskerettighedskrænkelser. Problemet er mængden, hyppigheden og den manglende håndtering – eller måske endda stiltiende accept – fra myndighedernes side.
Det er mønsteret, der er umuligt at overse.
Intet er forudsigeligt – undtagen historier om frygt og utryghed
Jeg har nu tilbragt to uger i Jordan-dalen.
Overalt, hvor jeg kommer med mine EA-kolleger, hører vi de samme fortællinger: familier, beduiner, bønder, tidligere bønder, hyrder – alle siger, at situationen er blevet markant værre siden krigen i Gaza begyndte. Bosættere bærer våben, optræder mere aggressivt og med en hidtil uset straffrihed.
Befolkningen fortæller, at de oplever, at bosætterne intensiverer deres indtrængen i palæstinensiske lokalsamfund, og der fortælles historier om, hvordan bosætterne forhindrer hyrder i at lade deres dyr græsse, udøver hærværk på eller sætter ild til deres ejendom og spærrer adgangen til veje.
Dyrene som våben
Dyrene og jorden er befolkningens livsgrundlag, og når hyrden forhindres i at bringe sine dyr på græs, eller når en drone flyver ind i flokken og spreder dyrene, opfatter befolkningen det som en trussel mod deres liv.
Hver dag indsamler vi videoer, billeder og anden dokumentation på chikane. Forleden dag modtog jeg en video med en ko, der tydeligvis led og var døende. Ejeren af koen fortalte mig, at den var blevet forgiftet af bosættere.
Fortællinger som disse skaber frygt. Amair, en hyrde i Jordan-dalen, fortæller, at hver gang han drikker af den kilde, han har drukket af hele livet, spørger han nu sig selv: “Bliver dette min sidste slurk?”
Fatima fortæller, at hun lever i konstant frygt for, at bosættere forgifter noget i hendes køkken, og at det næste gang ikke er en ko, men hendes børn, der bliver ofre.
Hver dag fortæller beboerne i Jordan-dalen om, hvordan israelske bosættere lader deres dyr græsse på privatejet palæstinensisk landbrugsjord. Jeg er selv opvokset i en lille landsby, hvor mine naboer har haft dyrehold. At en ko kan rive sig løs og finde vej til naboens majsmark, er ikke noget, som ville trække de store overskrifter i min landsby.
Forskellen er, når det ikke bare er én ko, men flere; når det ikke bare er én dag, men hver dag; og når ingen, hverken køernes ejere eller myndighederne, gør noget for at forhindre det.
For Mohammad fra en anden by i Jordan-dalen blev bosætternes køer, ifølge ham selv, hans ruin. Denne sommer fik han alle sine afgrøder og grøntsager ædt og ødelagt af bosætternes køer.
Når han lægger arbejde, investeringer og tabt høst sammen, anslår han et tab på 1,2 mio. shekel. Han skylder nu penge væk og overvejer at sælge sit hus.
Hærværk og trusler, der ikke bare er drengestreger
Enhver dansk provinsby kender til problemer med unge drenge, der ikke kan opføre sig ordentligt, og hærværk kan være både irriterende og dyrt. Befolkningen i Jordan-dalen oplever dog hærværk som en systematisk del af hverdagen.
Når der i ly af natten bores hul i vandtanken, eller når solcellerne, der giver strøm til huset, bliver smadret med store sten, er der ikke en forsikring, som overfører erstatningen næste dag. Hærværk af denne karakter gør livet sværere og kan ruinere en familie.
I forrige uge modtog jeg en video af en hændelse i Taybeh. Videoen viser to drenge på ca. 13–14 år fra en bosættelse, som med slag og spark forsøger at fremprovokere en reaktion hos en ældre palæstinensisk mand. Den ene dreng holder en kæp i hånden, og de har opsøgt manden uden for hans bolig.
Søvnløse nætter – børn som nattevagter
På spørgsmålet om, hvornår bosættere dukker op, svarer familierne: Der er intet mønster. De kan komme morgen, eftermiddag eller nat. Ingen ved, hvilken form for chikane der kommer næste gang, men alle føler sig konstant overvåget.
Befolkningen oplever et systematisk pres og intimidering, og de mener selv, at det har til formål at gøre livet ubærligt for at tvinge dem til at opgive deres hjem, så mere land kan overtages.
Fordi det er uforudsigeligt, hvornår den næste hændelse vil finde sted, fortæller befolkningen, at søvnen nu er forsvundet for både voksne og børn. Amair, som jeg tidligere har nævt, sover hver nat på taget af sin kostald, mens to hyrdebrødre fra Al Maleh sover på skift. På den måde kan de holde øje med deres ejendom og deres dyr.
Den mest rørende beskrivelse fik jeg dog fra en familie i Al-Farisya. Deres søn på bare 9 år sov forleden nat på taget af familiens gamle bil for at kunne opdage bosættere i mørket og slå alarm.
Familierne beskriver den konstante frygt og den manglende nattesøvn som uudholdelig.
Når en nedrivningsordre hænger over dit hus
I Kardala bærer næsten hvert hus en nedrivnings- eller stop-arbejde-ordre, og op mod 350 mennesker kan blive ramt. For borgere og handlende i Kardala ved de ikke, om deres hus stadig står der, når de kommer hjem.
Det mareridt blev virkeligt for Mohammad. Mohammad er en selvlært tømrer, som i mange år arbejdede for at spare sammen til at kunne etablere et tømrerværksted – et værksted, han nåede at have i 5 år.
Den 8. september fik Mohammad den opringning fra sin nabo, som alle frygter: “De er i gang med at rive dit værksted ned.”
Mohammad havde ikke fået en nedrivningsordre eller et varsel, og da jeg møder ham samme dag, er han tynget af sorg og fortvivlelse. “Nu, 55 år gammel, er det svært at begynde forfra, men jeg har fire børn på 4, 5, 7 og 16 år, som jeg stadig skal forsørge”, siger han.
Læs mere om Mohammads historie her: Nyhedsbrev fra Jordandalen: Mohammads fald
Vil vi rejse os – eller stikke hovedet i busken?
Når indtrængen, trusler, fysiske overgreb, vand- og jordindgreb, dyrechikane, søvnløse nætter, stop-arbejde-ordrer og nedrivninger gentager sig igen og igen – og ikke imødegås effektivt – så tegner der sig et mønster. Det er summen, hyppigheden og manglen på reaktion, der er problemet.
Mange, jeg møder i Jordan-dalen, lever i konstant frygt. De siger, at de blot ønsker at leve i fred, bevare deres måde at leve på og se deres børns drømme gå i opfyldelse.
Midt i fortvivlelsen klamrer de sig til håbet om, at retfærdighed en dag vil ske fyldest, at det internationale samfund vil se og reagere.
Spørgsmålet til os, også i Danmark, hvor denne virkelighed kan føles fjern, er enkelt: Vil vi tage det alvorligt, eller vil vi vende blikket væk?
Min opfordring er at lytte til de mange sammenfaldende beretninger, søge pålidelige kilder og insistere på, at lov og rettigheder gælder for alle parter. Ikke fordi ét vidnesbyrd er nok, men fordi mønsteret forpligter os til at se efter, tænke os om og handle ansvarligt.
