Denne tekst er skrevet af en nuværende menneskerettighedsobservatør i Palæstina og Israel. Indtil hun er hjemme i Danmark igen, optræder hun anonymt. Her kan du læse et af de nyhedsbreve, hun skriver, mens hun er afsted.
Vil du have besøg af en tidligere menneskerettighedsobservatør?
Du kan booke et foredrag med en tidligere menneskerettighedsobservatør. Henvend dig til Sarah Ziethen på sazi@dca.dk og hør mere.
Snedkeren Muhammad
Mohammad er 55 år, snedker og hengiven far til otte børn. Fire af dem – på 4, 5, 7 og 16 år – bor stadig hjemme hos ham.
For år tilbage studerede Mohammad jura og arbejdede som advokat, men han indså hurtigt, at retssale og kontorer ikke passede til ham. Han længtes efter noget mere håndgribeligt, noget hvor han kunne skabe med sine egne hænder og fordybe sig.
For omkring fem år siden tog Mohammad et modigt skridt og åbnede sit eget træværksted i en landsby lidt udenfor Jeriko i Jordandalen. Han fortæller, at han havde sparet op i 20 år for at gøre denne drøm til virkelighed.
De seneste fem år har Mohammad brugt på at forme træ til smukke møbler, og han har lagt både sine færdigheder, tålmodighed og sit hjerte i hvert eneste produkt. For Muhammed er det ikke blot et arbejde – det er kunst, en passion og en livsstil. Eller rettere sagt: det var det.
”Vi lever blandt tyve”
I snart en måned har jeg været udstationeret i Jordandalen som menneskerettighedsobservatør. Om morgenen den 8. september 2025 kørte jeg igennem Mohammads landsby på vej fra Jeriko til en anden landsby i Jordandalen.
Ud ad sideruden i bilen fik jeg et glimt af to bulldozere og to militærkøretøjer, og jeg syntes at kunne skimte flere bag ved de disse. Det anede mig, at en nedrivning var ved at begynde, og stemningen i bilen blev straks trykket.
Mohammads landsby stod ikke på vores planlagte rute den dag. Men vi kunne simpelthen ikke køre hjem uden at se, hvad der var sket, hvem der var ramt, og om det var berettet.
Da vi ankom, lå Mohammads værksted i ruiner, jævnet med jorden. Han sad på en bænk ved naboværkstedet, hagen løftet, hænderne foldet i skødet.
Der var en spænding i ham: rank og ubøjet i holdning, men tynget af det, der var blevet taget fra ham. Alligevel fortæller han, at han ikke er overrasket: “Jeg forventede, at de ville gøre det her mod hvem som helst af os. Vi lever blandt tyve.”
Når ”sikkerhedssyn” kræver bulldozere
Mohammads værksted lå i det såkaldte Område B, hvor de palæstinensiske myndigheder varetager civile anliggender som skoler, sundhed, lokal infrastruktur og endda udstedelse af byggetilladelser.
Men ifølge Oslo-aftalerne har Israel stadig det overordnede ansvar for sikkerheden i Område B, hvilket omfatter kontrol med bevægelsesfrihed og muligheden for at gennemføre militæroperationer.
Denne deling betyder, at selv hvis en palæstinenser har fået lokal tilladelse til at bygge, kan de israelske myndigheder stadig gribe ind og rive bygninger ned – ofte med henvisning til sikkerhed.
Mohammad fortæller mig, at han aldrig har modtaget nogen nedrivningsordre fra de israelske myndigheder.
Derimod var der udstedt en ordre for butikken til højre for hans, og den blev revet ned samme morgen – sammen med hans eget værksted og alt, hvad det indeholdt: hans værktøj, hans arbejde, hans levebrød.
Vilkårligt, uden nogen begrundelse, på en mandag morgen hvor Mohammad endnu ikke var nået frem og derfor ikke kunne redde noget. Han får heller ikke lov til at hente noget i ruinerne.
“Ingen må rydde op, ikke engang militæret. De vil have, at murbrokkerne skal blive liggende som bevis på, at de har gjort deres arbejde,” fortæller Mohammad.
En landsby truet af nedrivning
Mohammad viser ingen vrede. Hans sind er stille, optaget af bekymringen for, at det i hans alder bliver svært at begynde forfra. Han frygter for sin familie, han stadig skal forsørge, men der er også en rolig beslutsomhed i ham. Han siger: “Når man elsker noget, vil man have det tæt på.” Han vil være blandt sine værktøjer igen.
Han tror på profeten Muhammeds ord, og det er denne tro, der holder hans håb i live om, at retfærdigheds lys en dag vil skinne på palæstinenserne.
Mohammads sag er ikke enestående. I løbet af mine første to uger som menneskerettighedsobservatør har jeg, sammen med mine kollegaer, dokumenteret fire nedrivninger. I et tilfælde blev seks familier i landsbyen Al-Jiftlik udsat for tvangsudsættelse på én gang.
I landsbyen Kardala har størstedelen af husene nedrivningsordrer hængende over sig, hvilket potentielt kan ramme op til 350 mennesker. Familierne i landsbyen lever i uvished, uden at vide hvornår det kan blive deres tur.
Ifølge tal fra OCHA – the United Nations Office for the Coordination of Humanitarian Affairs – er 2.831 bygninger blevet revet ned i Jordandalen i løbet af de sidste 16 år. 3.425 mennesker er blevet fordrevet, og 12.118 er blevet berørt.
Midt i disse tal minder Mohammads stille beslutsomhed os om, at der bag hver statistik gemmer sig mennesker med håb, drømme og daglige udfordringer.
Data om nedrivninger i Jordandalen og på hele Vestbredden findes her: https://www.ochaopt.org/data/demolition
