Ventetid på skoleskemaet

Dette nyhedsbrev er skrevet af Ana Vieru, som var menneskerettighedsobservatør i Israel og Palæstina i efteråret 2025. Her kan du læse en af de tekster, hun skrev om sit arbejde, som primært fandt sted i Jordandalen.

Det er tidligt om morgenen, men solen skinner allerede stærkt over Jordandalen. Jeg møder Abu Hamza* i hans hjem, hvor vi sidder i skyggen af hans frodige oliventræ.

Vi taler om små og store ting: deres tabu-papirer (jordregistrering), deres drivhuse, den gamle udendørs ovn og fårene, der nu forbliver indespærret, da familien frygter bosætterchikane.

Midt i vores samtale kommer en pige fra nabolaget, omkring ni år gammel, gående op ad vejen med en rygsæk næsten lige så stor som hende selv. ”Er der ingen skole i dag?!”, råber Abu Hamza. ”Læreren kom ikke!”, svarer pigen og kaster hænderne op i en blanding af frustration og fortvivlelse, som for at sige “det skete igen”.

Klokken er 9:30, men timerne er endnu ikke begyndt. Det, der begynder som en forsinket skolestart, afspejler en bredere, systematisk forstyrrelse af undervisningen i hele Jordandalen. Her er det Hamra- og Tayasir-kontrolposterne – såkaldte checkpoints – og ikke skoleskemaerne, der bestemmer, hvornår timerne begynder hver dag.

Et delt Vestbredden

De to kontrolposter blev etableret i år 2000 under den anden intifada. De adskiller effektivt Jordandalen fra byerne Tubas og Nablus mod vest. De fleste lærere, der arbejder på skoler øst for kontrolposterne, pendler dagligt fra disse byer og oplever ofte lange forsinkelser.

Før 7. oktober 2023 havde kontrolposterne faste åbningstider og blev kun kortvarigt lukket om natten. Lokalbefolkningen siger, at det “virkede”, ikke fordi det var let, men fordi de i det mindste kunne planlægge deres liv omkring det.

Situationen ændrede sig med udbruddet af krigen i Gaza: kontrolposternes åbningstiderne blev forkortet og upålidelige. Der dannes lange køer ved kontrolposterne, og rejsende venter ofte i flere timer for at krydse.

Den lange vej til klasseværelset

På skolen i Furush Beit Dajan, kun ca. 2 km fra Hamra-kontrolposten mod øst, går 180 børn mellem seks og atten år. Hver dag skal alle 20 lærere sammen med omkring 50 elever krydse kontrolposten for at komme i skole.

Ifølge skolens officielle skema burde timerne begynde klokken 8:00, men det sker næsten aldrig. Nogle dage starter de klokken 9:30, andre dage klokken 10:00, og nogle dage aflyses timerne helt – ligesom det skete den morgen, hvor jeg sad med Abu Hamza under hans oliventræ.

For mig kom oplevelsen den morgen som en overraskelse, men ikke for Abu Hamza; han reagerede bare med et suk. Denne situation er ikke unik for skolen i Furush Beit Dajan, kom jeg til at indse. Problemet er velkendt i hele Jordandalen.

I den nordlige del af området findes syv skoler med omkring 1.100 elever. Over 100 lærere skal dagligt krydse Tayasir-kontrolposten for at nå deres klasseværelser. Også her er begyndelsen af skoledagen uforudsigelig for både personale og elever.

Når skoledagen begynder ved kontrolposten

For at kompensere for den tabte tid ved kontrolposterne forlænges skoledagen, eller ”sjove fag” som kunst og idræt erstattes af arabisk, matematik og engelsk. Jeg hørte også om dage, hvor de lange ventetider ved kontrolposterne blev til klasseværelser.

Det Palæstinensiske Selvstyre stiller busser til rådighed for lærere og elever, så de kan komme til deres skoler. For ikke at miste værdifuld skoletid holdt lærerne undervisning på bussen og ved vejkanten, mens de ventede på, at kontrolposten åbnede.

Ved en anden lejlighed måtte elever tage deres Tawjihi-eksamen i engelsk (afgangseksamen) ved kontrolposten for at sikre, at det blev gjort på den officielle eksamensdato.

Frygt og udmattelse

Under et af mine feltbesøg fortalte en skoleleder om nogle tilfælde, hvor lærere blev intimideret af soldater foran deres elever. Han spurgte retorisk: ”Hvordan skal eleverne så respektere læreren? Hvordan kan de forvente, at læreren kan beskytte dem, når han ikke kan beskytte sig selv?”

Skolelederen forklarer videre, at ventetiderne og chikane ved kontrolposterne tager hårdt på både lærere og elever: de ankommer allerede trætte, og nogle elever pjækker for at undgå ventetid og ydmygelser ved checkpointene.

”Jeg kan ikke slappe af, før de er hjemme igen”

De to kontrolposter er ikke de eneste faktorer, der påvirker undervisningen i Jordandalen. Bosætterchikane og militære razziaer forværrer situationen yderligere.

Under mit ophold dokumenterede jeg flere tilfælde, hvor børn og skoler har været ofre for intimidering: bosættere, der chikanerede børn på vej til skole; bosættere, der kom ind på skoler og skræmte børn; militærpersonale, der trådte ind på skoler og truede lærere; militæret, der gennemførte øvelser foran skoler – listen forsætter.

I nogle skoler er intimidering blevet næsten dagligdagskost. I oktober i Furush Beit Dajan medførte en ny udpost, etableret kun 1,5 km fra skolen, at droner kredsede over skolen og gjorde både skoledagen og skolevejen til en konstant kilde til frygt.

Også for forældrene kan skoledagen være stressende. En far, jeg mødte i Kardala, fortalte: ”Hver dag mine børn går i skole, beder jeg om, at de kommer sikkert frem og hjem igen. Jeg kan ikke slappe af, før de er hjemme.”

Uddannelse med stram økonomi

Den økonomiske situation er en anden væsentlig faktor, der påvirker adgangen til og kvaliteten af undervisningen på Vestbredden. Israel tilbageholder de palæstinensiske frigivelsesindtægter, og dermed er de midler, som Det Palæstinensiske Selvstyre råder over, stærkt begrænsede. Det påvirker blandt andet lærernes lønninger.

I begyndelsen af september i år ventede lærere over hele Vestbredden stadig på deres juni-løn. Udbetalinger er fortsat forsinkede, og lærerne modtager i øjeblikket kun 50 % af deres løn hver anden måned.

En lærer resonerer: ”Hvordan skal vi undervise? Vi har ikke nok penge til at fodre vores børn; vi har ikke nok til transporten…”

Bosættervold, forsinkelser ved kontrolposter og økonomiske pres har tvunget skoler til at indføre et blandet undervisningssystem, hvor elever deltager tre dage om ugen fysisk og to dage online. Hvad der umiddelbart kan syntes praktisk, skaber nye udfordringer.

”Vi er ikke forberedte på dette”

Da jeg spurgte skolens personale om deres erfaring med onlineundervisning, sagde de: ”Vi er ikke forberedte på dette. Børnene er ikke forberedte på dette.” Udfordringen er, at lærerne mangler træning i effektiv e-læring, og eleverne mangler udstyr.

En mor, jeg mødte i et beduinfællesskab, klagede over den manglende interaktion mellem lærer og elev i onlineklasserne, og at det gjorde undervisningen ineffektiv.

En familie fra et andet område har fem skolebørn, men kun én telefon til alle. Moderen spørger retorisk: ”Hvordan skal jeg vælge, hvem af mine børn der skal gå i skole?”

Udover manglende udstyr og træning erfarede jeg, at internetforstyrrelser ofte begrænser adgangen til undervisningen. I et beduinsamfund, som jeg besøgte, måtte familier undvære internet i omkring tre måneder, efter at bosættere havde ødelagt deres internetantenner.

Familierne måtte nøjes med mobil hotspot i denne periode, så børnene kunne deltage i undervisningen.

Drømme i skyggen af besættelsen

På trods af de daglige forhindringer har børnene, jeg mødte i Jordandalen, store drømme om deres fremtid. I Kardala drømmer en dreng om at blive tandlæge, en pige i Al-Farisiya drømmer om at mestre sprog, og en anden vil studere IT.

”Uddannelse er elevernes ret”, understreger en lokal skoleleder. ”Uddannelse er vores våben”, insisterer et forældrepar.

Set fra et juridisk perspektiv er situationen klar. Ifølge fjerde Genève-konvention er Israel, som den besættende magt, forpligtet til at sikre, at befolkningen under besættelsen har adgang til uddannelse.

Det, jeg oplevede i Jordandalen, viser imidlertid et system, der ofte hindrer denne ret og efterlader børn og lærere til at navigere mellem usikkerhed, forsinkelser og fare.

For Danmark og Den Europæiske Union er menneskerettigheder og retssikkerhed fundamentale værdier. Det giver et ansvar for at sikre, at international lov overholdes.

Pigen, jeg så den morgen, hvor jeg sad med Abu Hamza, burde ikke skulle gå forgæves til skolen. Hverken hende eller nogle andre børn bør opleve frygt og usikkerhed, når de hævder deres ret til uddannelse.

Mens hele verden har haft deres opmærksomhed rettet på situationen i Gaza, er forholdende for borgerne på Vestbredden blevet gradvist forværret, og børnene dér har nu akut brug for det internationale samfunds opmærksomhed.