“Jeg er stadig et menneske”

Den tynde teltdug blafrer faretruende i vinterstormen. Igennem hullerne kan Amna se konturerne af naboernes faldefærdige telte. De er lige så tæt på at give op som hendes eget.

Amnas tre døtre klamrer sig til hende.

”I skal ikke være bange. Alt skal nok blive okay igen. Stormen vil gå over, ligesom alt det andet,” hvisker hun igen og igen.

Amna kæmper for at holde stemmen rolig. Men indeni raser angsten. Først mistede hun sit hjem. Så mistede hun sin søn. Igen og igen er hun flygtet fra bombeangreb og ødelæggelser. Bliver det den her storm, der én gang for alle skal gøre det af med resten af familien?

Til sidst kan teltdugen ikke længere modstå presset. Vandet vælter ind. Tæpperne, tøjet og den lille smule mad, de har tilbage – alt er gennemblødt.

Forgæves forsøger Amna og børnene at søge ly hos naboerne. Men hele flygtningelejren er forvandlet til en kæmpestor, iskold mudderpøl. De har intet sted at gå hen.

Et værdigt liv

Indtil oktober 2023 boede 46-årige Amna med sin mand og deres tre yngste døtre og to sønner i det sydlige Gaza. Hendes to ældste døtre var flyttet hjemmefra og i gang med at starte deres egne familier.

Amnas mand lider af en hjerneskade, så det var hende, der forsørgede familien. Hun producerede sæbe, bagte brød og solgte æg og grøntsager til lærerne på den nærliggende skole.

”Det var hårdt, både fysisk og økonomisk. Ofte var vi nødt til at tage imod nødhjælp for at klare os. Men børnene gik i skole, tilværelsen var stabil, og jeg følte mig tilfreds. Det var et værdigt liv,” husker Amna.

Men med krigen forsvandt alt, hvad hun havde kæmpet for hele livet, på et splitsekund.

Dødsensfarligt at skaffe mad

Allerede på krigens første dag bliver Amna og familien tvunget væk fra deres hjem. Først søger de tilflugt fra kampene i en teltlejr i Rafah længere mod syd, senere bliver de igen fordrevet til andre dele af Gaza.

Alt, hvad familien ejer, må de efterlade i deres hjem. Så de har ikke noget at leve af – og intet at spise.

”Mine sønner forsøgte flere gange at skaffe mad via uddelingerne fra Gaza Humanitarian Foundation (Israels dybt kontroversielle nødhjælpsorganisation, red.), men det var alt for farligt. Jeg forsøgte at tale dem fra det,” fortæller hun.

De israelske styrkers gentagne angreb på civile på vej til og fra mad-uddelingerne gør det livsfarligt for drengene at skaffe mad på den måde. Så til sidst er familien fuldstændig afhængig af sporadiske måltider fra frivillige fælleskøkkener.

Af og til vover den mellemste søn, Khaled på 18 år, sig derfor tilbage til deres gamle hjem for at skaffe lidt mad og brænde. Men det skal vise sig at blive skæbnesvangert.

Tabet af en søn

Khaled går rundt inde i huset, da et israelsk missil uden varsel rammer bygningen. Murbrokkerne styrter sammen over ham.

Naboer og ambulancer strømmer til, og efter tre timer får de gravet ham fri og hastet til det nærmeste hospital. Han har alvorlige indre skader.

Det lykkes lægerne at få ham overflyttet til en specialafdeling i Ægypten. Men efter nogle dage dør den 18-årige dreng af sine kvæstelser. Amna når aldrig at sige farvel.

“Min søn var den, som stod mig allernærmest. Han var altid ved min side, hjalp mig med alt. Hans død efterlod et tomrum, der ikke kan beskrives – en dyb sorg, der aldrig forsvinder,” siger hun.

Udenpå er Amna stadig stærk – for sin syge mand og de små døtres skyld. Hun er den, der bærer resten af familiens sorg på sine skuldre. Men indvendigt er hun allerede kollapset, da endnu en frygtelig besked rammer: Hendes yngste søn bliver nu også ramt i et luftangreb.

”På tidspunktet for angrebet stod jeg i kø for at bage brød. Jeg overhørte mine naboer tale stille bag mig, men ingen af dem havde mod til at fortælle mig, hvad der var sket. Det var mit barnebarn, der kom for at fortælle mig, at min yngste søn var blevet såret. Jeg brød fuldstændig sammen af sorg og græd ukontrolleret,” beretter hun.

”Jeg forlod stedet helt oprørt og fandt min mand endnu mere nedbrudt. Jeg kunne ikke længere holde sammen på mig selv, så jeg omfavnede ham bare, tog ham ind i teltet og blev den, der måtte trøste ham.”

Drengen overlever angrebet – men med voldsomme skader, som han skal leve med resten af livet. ”Det kastede mig ud i et psykisk sammenbrud. Jeg var fyldt med hjælpeløshed, frygt og en konstant angst for mine børns skæbne,” beretter hun.

En lille sejr over smerten

Kort tid efter river vinterstormen familiens telt itu. Amna er både psykisk og fysisk udmattet, og hun begynder at trække sig fra andre menneskers selskab – selv den nærmeste familie.

”Jeg levede som i et fængsel af sorg, angst og frygt. Min søvn var afbrudt af mareridt, og tankerne kredsede konstant om død og tab. Jeg vågnede hver morgen med en udmattet krop og en tung sjæl, til endnu en dag i kampen for at overleve. Jeg mistede lysten til at tale og så livet som en uendelig række af tab.”

Vendepunktet for Amna bliver, da hun møder nogle ansatte fra en lokal ngo, der arbejder tæt sammen med Folkekirkens Nødhjælp i Gaza.

Hendes første møde med organisationen er til en session om psykologisk førstehjælp. Medarbejderne kan se, at Amna har det svært, og hun bliver indstillet til yderligere hjælp.  

Igennem Folkekirkens Nødhjælp og vores lokale partner får Amna et kontant beløb svarende til cirka 2.400 kroner samt en nødhjælpspakke med ting som sæbe, tandpasta og håndklæder.

Det giver hende og døtrene mulighed for at genvinde en flig af privatliv og værdighed – noget, der ellers hurtigt forsvinder som det første i et liv på flugt.

“Disse ting virker måske små for andre, men for os gjorde de en stor forskel. Selv det mindste skridt mod et værdigt liv har betydning. Hvert sikre måltid, hvert stille øjeblik med tryghed, kan føles som en lille sejr over alt det, vi har gennemlevet,” forklarer hun.

Nu kan Amna – i hvert fald for en stund – skaffe mad og betale for nogle af børnenes basale behov.

”For første gang i lang tid følte jeg, at jeg ikke var alene – at nogen så os, følte med os og ville hjælpe. De rakte ud på et tidspunkt, hvor jeg var allermest sårbar. Det ændrede vores liv,” forklarer hun.

“Jeg eksisterer stadig. Jeg er stadig et menneske.”

Spinkelt håb

Ud over den konkrete nødhjælp kommer Amna også med i et længere forløb med psykologisk krisehjælp støttet af Folkekirkens Nødhjælp. Her sætter hun for første gang ord på nogle af de traumer, hun bærer rundt på.

“Før følte jeg, at verden var lukket imod mig, og alt var mørkt. Sessionerne har lært mig at trække vejret, falde til ro og forsøge at leve trods alt. Smerten kan såre mig, men den er ikke min identitet. Jeg fortjener livet,” siger hun.

Langsomt bevæger Amna sig ud af sin isolation. Hun taler meget med sin bedste veninde om, hvad de går igennem. Og naboerne i teltlejren får også lov at komme tættere på. Selv om de alle er i samme båd, hjælper de hinanden, og det giver en følelse af solidaritet og fællesskab midt i håbløsheden.

”Min selvtillid er vokset som kvinde og mor, og jeg føler mig mere modstandsdygtig. Mit forhold til mine døtre er også blevet bedre. Vi kan dele små øjeblikke af glæde og tryghed mit i vores barske liv,” fortæller Amna.

Familien bor stadig i et utæt telt i en flygtningelejr – og de aner ikke, hvor de er om en måned. Men Amna har trods alt et håb:

“Jeg drømmer om at vende tilbage til mit hjem og føle mig tryg igen – et sted, hvor min familie kan leve i fred. Og jeg længes efter at vende tilbage til min lille virksomhed, så jeg kan genopbygge vores liv med håb, værdighed og en følelse af normalitet.”

Alle navne i artiklen er ændret af hensyn til familiens sikkerhed. Folkekirkens Nødhjælp kender deres virkelige identitet.