Mange protestantiske kirker i Europa var bogstavelig talt bombet i stykker efter Første Verdenskrig. Enkelte lande, blandt andet Danmark, var sluppet nådigere og rakte ud til søsterkirkerne med mad, penge og omsorg. Først lidt her og der, hvor man nu kunne. Men i 1922 blev hjælpearbejdet sat i system, og den organisation, der i dag er Folkekirkens Nødhjælp, blev grundlagt.
Billedsalen i Missionshuset Bethesda i København var mere end almindeligt velbesøgt torsdag aften 10. august 1922. 100 mænd fra 22 landes protestantiske kirker havde sat hinanden stævne for at drøfte, hvordan de i fællesskab kunne hjælpe de sønderbombede søsterkirker på begge sider af fronten, der led efter Første Verdenskrig.
Krigen havde kostet millioner af mennesker livet, skabt tårnhøj inflation og en ødelagt økonomi og efterladt et landbrug i knæ. Sult var udbredt.
Danske kirker havde som kirker fra andre europæiske lande og Amerika siden krigens afslutning i 1918 kontinuerligt bragt mad, penge og omsorg til Europas nødlidende kirker. Giverviljen var stor, men indsatserne uden et egentligt system.
Et europæisk netværk på opfordring fra Amerika
Ideen til at sætte hjælpen i system kom fra amerikanske protestantiske kirkefolk.
Fra den anden side af Atlanterhavet havde de svært ved at danne sig et overblik over de europæiske kirkers behov. Modsat den katolske kirke manglede den protestantiske et fælleskontor, der kunne være indgang til netværket af kirker i hele Europa.
Amerikanerne henvendte sig derfor til de schweiziske protestanter og foreslog dem at stifte et internationalt fælleskontor, der kunne koordinere kirkernes nødhjælpsarbejde.
Schweizerne, der var kendt for deres internationale interesser, vidste, at et stort kirkemøde allerede var i kalenderen i København i august 1922. De sendte derfor opfordringen videre til Sjællands biskop, Harald Ostenfeld. Ville han vurdere, om amerikanernes forslag kunne drøftes på mødet i København?
Se også: Vær med til at samle ind til mennesker i nød i Ukraine
Alfred Theodor Jørgensen i front
Biskop Ostenfeld lagde opgaven i hænderne på dr.theol. Alfred Theodor Jørgensen. Det viste sig at være et rigtig godt valg. For Jørgensen var stærkt optaget af kirkens sociale engagement.
Jørgensen var også generalsekretær for De samvirkende Menighedsplejer, der søgte at afhjælpe massiv fattigdom i Københavns brokvarterer, og fast redaktør på Berlingske Tidendes kirkesider. For ham var det indlysende, at man som kristen skulle handle, når andre var i nød.
Denne torsdag aften i Missionshuset Bethesda så han sammen med sine 100 trosfæller ud over Europakortet og markerede landene som lidende eller givende. Kun Danmark, Norge, Sverige, Holland og Schweiz var sluppet så nådigt ud af krigen, at de var givende. Resten var lidende.
Jørgensens løselige beregning viste, at 50 millioner protestantiske europæere havde brug for hjælp, og kun 15 millioner kunne hjælpe. Der var således nok at tage fat på.
Sluterklæring og klar til handling
To dage senere, lørdag 12. august 1922, stiftede deltagerne på Bethesda-mødet verdens første kirkelige internationale nødhjælpsorganisation: Nødhjælpen til Europas Evangeliske Kirker.
Alfred Th. Jørgensen fik formandsposten i den danske afdeling, Den danske Folkekirkes Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker, og blev desuden vicepræsident i hovedkomiteen, der fik til huse i Schweiz under ledelse af formanden for det schweiziske kirkeforbund, dr.theol. O. Herold.
Det danske Kirkeministerium bakkede op om projektet ved på eget initiativ at udnævne pinsedag som kollektdag for den nye organisation. Og danskerne greb til lommerne i flotte mængder.
Man må gøre alt det, man kan
I de følgende måneder rejste Jørgensen ud i Europa for at besøge de protestantiske kirker og menigheder, der led nød. I årsskriftet for det første år beskrev han udførligt de enkelte landes behov og agiterede med patos til giverne i Danmark om håb og om handling: Polens lutheranere ”trænger til aandelig og timelig Støtte”. Et lille overbelagt protestantisk sygehus
i Liège kan kun holdes i live, ”om Venner udefra kommer det til Hjælp”. En kirkesal i Paris var ”et skummelt, daarligt Lokale i et Baghus over Gaarden,” med kirkegængere, der ”bliver utilpas i den daarlige Luft” – og derfor havde behov for hjælp.
Se også: Støt fast og bliv en del af Folkekirkens Nødhjælp
Bare et par år, så lukker vi igen
Hans indlevelse, engagement, sociale grundindstilling og idérigdom blev bærende for
organisationen og inspirerende for dem, der siden førte ånden videre – og i dag, 100 år senere, netop tror på håbets og handlingens kraft.
Men Alfred Th. Jørgensen selv forudså ikke et langstrakt engagement. Han forventede, at nogle få års hjælp ville løfte Europas protestantiske kirker tilbage på fode, og at organisationen dermed havde fuldført sit arbejde.
Sådan skulle det som bekendt ikke gå.
Europa blev ødelagt af endnu en verdenskrig, førend kontinentet var kommet sig over den første, og millioner af flygtninge var overladt til andres nåde. I årsskriftet for 10-årsjubilæet erkendte Jørgensen sin fejltolkning:
”Man var for 10 Aar siden saa sangvinsk i alle kirkelige Kredse og i alle Kirkesamfund at mene, at Nøden maatte kunne afhjælpes ved en kraftig Agitation i Løbet af et Par Aar eller dog nogle faa Aar.”Alfred Th. Jørgensen
Siden udvidede Den danske Folkekirkes Nødhjælp til Europas Evangeliske Kirker sin hjælp til nødlidende uden for Europa med det nye navn Den danske Folkekirkes Nødhjælp, der siden blev til Folkekirkens Nødhjælp.
