De skrøbeligste områder i Syrien og Irak befinder sig i en katastrofal vandkrise. Tre års konstant tørke og hundredvis af opførte dæmninger på regionens vigtigste floder har efterladt en i forvejen krigsramt befolkning uden vand nok. Fra Folkekirkens Nødhjælps indsatsområder langs to af verdenshistoriens vigtigste floder, Tigris og Eufrat, fortæller vi her, hvordan regionens mest udsatte mennesker lider mest, når der ikke kommer noget ud af vandhanen.
Op mod 12 millioner menneskers adgang til drikkevand er truet i Irak og Syrien. De fattigste rammes hårdest. De betaler prisen for klimaforandringer, som de har bidraget ubetydeligt lidt til. Og de er gidsler i et storpolitisk og militærstrategisk spil, hvor dæmninger ikke kun tjener civile formål, og hvor kontrollen over floderne er med til at definere Mellemøstens fremtid.
I årtusinder har vandstrømmen været livsnerven for mennesker i Mellemøsten, eller i Mesopotamien, som det hed – ’landet mellem floderne’. Her har sagnomspundne oldtidsbyer som Nineveh og Babylon ligget ved bredderne af Tigris og Eufrat, som i skabelsesberetningen nævnes sammen med Edens have. I dag er der ikke meget paradis over de to floder, der har mistet henholdsvis 73 og 29 % af vandkapaciteten siden 1980’erne.
Regionens største flod Eufrat, der har sit udspring i bjergsøen Van i det østlige Tyrkiet, er i en sørgelige forfatning. Meget bedre står det ikke til med Tigris, der deler flodbassin med Eufrat. Gennem årtier har Tyrkiet bygget et vidt forgrenet dæmningssystem med 22 megadæmninger og 19 vandkraftsanlæg på Eufrat og Tigris. Det enorme infrastrukturprojekt, der i øvrigt er Tyrkiets dyreste nogensinde, regulerer hvor meget vand, der går til det tyrkiske landbrug, og hvor meget, der fortsætter videre ned til Syrien og Irak. Samtidig bruges vandkraften til at producere 28 % af Tyrkiets samlede strømforbrug.
Vandkrisen i Mellemøsten er imidlertid ikke alene en historie om klimaforandringer, krig og storpolitik. Den handler også om helt almindelige familier, flygtninge og småbønder, der mangler vand i hjemmene og i markerne.
50-årige Kasa Abdullah og hans kvæg leder forgæves efter græs i det nordlige Irak. Tidligere var området marskland, men intens tørke og stigende temperaturer har forvandlet de grønne områder til ørkensand. FN anslår, at Irak mister 25.000 hektar frugtbar jord hvert år.
© Jakob Dall
Oversvømmet landsby dukker op igen
Vi er to kilometer nord for byen Dohuk i det nordligste Irak. Her blev i 1985 bygget en dæmning. Da den var opført, rejste vandet sig og oversvømmede en mindre landsby. Det var prisen for, at dæmningen sikrede vandforsyningen til Dohuk, der huser ca. 350.000 hovedsaligt kurdiske indbyggere.
I dag vidner den oversvømmede landsby om en regional vandkrise. Efter årtier under vand, er landsbyen nemlig dukket op af søens vandspejl igen.
Søens vandstand er faldet så drastisk, at vi kan parkere vores bil på en halvø midt ude i søen
Søens vandstand er faldet så drastisk, at vi kan parkere vores bil på en halvø midt ude i søen. Her kan vi surrealistisk gå rundt i de tidligere undersøiske ruiner. Ved ruinerne møder vi 21-årige Heen Zaid, der tager en pause fra medicinstudiet i Dohuk sammen med tre veninder.
Heen Zaid har mørkebrunt hår sat op en hestehale. Hun er klædt i mørke jeans og sort T-shirt, og hendes mørke øjne røber en frustration. Hun fortæller os, at vandstanden aldrig har været så lav:
”Det er skræmmende for folk her i Dohuk at se, hvordan ruinerne er dukket op igen. Det vidner om, at byens eneste vandressource er ved at forsvinde,” siger hun.
Direktøren for Dohuks vandadministration Farhad Tahad oplyser, at søens vandstand er faldet med syv meter i løbet af de seneste tre år. I et skriftlig svar skriver han desuden, at vandmanglen er et tydeligt tegn på de klimaforandringer, der har ramt regionen.
Klimaforandringerne bekymrer Heen Zaid, men hun mener også, at der er andre årsager til vandknapheden:
”Problemet er, at floden, der føder søen med vand, ikke udspringer i Irak men i Tyrkiet, som bygger mange dæmninger. Vores livsgrundlag er usikkert både på grund af klimaforandringer men også fordi, vi ikke kontrollerer vores egne vandressourcer,” siger hun.
Mere end 50 procent af Iraks samlede vandforbrug stammer fra floder, som udspringer i Tyrkiet, Iran eller Syrien.
Vand fra 240 meters dybde
100 km sydøst for Dohuk ligger den irakiske landsby Daratu.
På vejen dertil passerer vi knastørre majsmarker, magre køer uden græs og broer, hvis piller står og hviler på de udtørrede flodsenge. Vi krydser floden Zed, der er en biflod til Tigris. Zed har historisk set sikret Daratus borgere med vand, men i dag ligner floden med lidt god vilje en å, hvis svage strøm har svært ved at transportere de store mængder plastikaffald, der ophober sig i midten af vandløbet.
Daratu huser hundredvis af syriske flygtninge og fordrevne irakere, som lejer sig ind i små faldefærdige lejligheder. De er flygtet fra Islamisk Stat, da bevægelsen på brutal vis bombede og indtog storbyerne Raqqa og Mosul. Sikkerheden i de to byer er stadig skrøbelig, og der er for de fleste ikke noget at vende hjem til. Derfor er mange flygtninge og fordrevne blevet i Daratu.
For at de i forvejen nødstedte mennesker ikke skal lide under tørken, har Folkekirkens Nødhjælp støttet et projekt, hvor en gruppe syriske flygtninge sammen med fordrevne og lokale irakere har samarbejdet om at etablere en vandpumpe. Med økonomisk støtte til pumpen og den 240 meter dybe grundvandsboring har landsbyens permanente og midlertidige befolkning fået en stabil vandforsyning.
Lyden af rislende vand
Bag et grønt afskallet stålhegn møder vi syriske Zilda, der er i gang med at vande sin lille køkkenhave. De få kvadratmeter med grønne urter, radiser, selleriplanter og et figentræ ville nok ikke få Søren Ryge til at vælte bagover af begejstring, men her i tørken føles det som en oase. Lyden af rislende vand og duften af alt det, der gror, minder om, at liv afhænger af vand.
”Byens nye vandpumpe har ændret alt. Før var vi afhængige af dyre tankbiler, der kom og fyldte vores vandtanke hver anden uge. Vi brugte omkring 40 % af vores husholdningsbudget på vand, og havde næsten ingen penge til mad. Der var sjældent vand nok til, at vi kunne vaske os,” siger Zilda, mens hun lader smilerynkerne brede sig i sit 47-årige ansigt og vandslangens spredte stråler ramme de modne figner:
”Men nu er der vand nok, og vi kan endda spise mad fra den her have.”
Zilda frygter fremtiden
Efter Zildas mand forsvandt under tvungen militærtjeneste, flygtede Zilda fra en forstad til Damaskus. Sammen med sin i dag 12-årige søn Tawfir efterlod hun alt for at overleve. De boede fem år i Daratu, før de endelig fik en stabil vandforsyning.
”Jeg bekymrede mig dagligt om vores vandsituation. Vi havde altid for lidt vand, og vi kunne jo ikke klare ret mange dage uden vand, hvis tankbilen ikke kom.”
Vandboringen i Daratu skulle 240 ned i undergrunden, før den ramte en grundvandslomme. Til sammenligning borer vi sjældent mere end 50 meter ned i Danmark for at finde drikkevand.
Vandboringen i Daratu skulle 240 ned i undergrunden, før den ramte en grundvandslomme. Til sammenligning borer vi sjældent mere end 50 meter ned i Danmark for at finde drikkevand. Men i Irak er grundvandet ved at slippe op, og det kræver dybere og dybere boringer for at finde de livsnødvendige dråber.
”Hvis tørken fortsætter, frygter jeg, at byens vand slipper op en dag, og så ved jeg ikke, hvad der skal ske med os,” konstaterer Zilda tørt.
På vej ud af landsbyen passerer vi landsbyens skole, der både huser lokale børn og børn på flugt. Ifølge FN har kun tre ud af fem børn i Irak adgang til en sikker drikkevandsressource. Mindre end halvdelen af de irakiske skoler har adgang til drikkevand, hvilket har en enorm skadelig indvirkning på børnenes sundhed og deres indlæringsevne.
Den vigtige hvede er trængt
En anden konsekvens af tørken i Irak og Syrien er, at hvedehøsten igen og igen slår fejl. FN’s fødevareprogram anslår, at Irak mister 25.000 hektar dyrkbar jord hvert eneste år på grund af ørkendannelse. Det betyder, at hvedeudbyttet i Mosul-distriktet er faldet med 70 procent, imens udbyttet i Nordirak samlet set er halveret. Det lave udbytte gør ubeskriveligt ondt på både syrerne og irakerne, som har et helt særligt forhold til deres hvede.
Det var her oldtidens landbrug opstod, og arkæologer betegner området, der strækker fra Nildalen og op til Eufrat og Tigris som Den Frugtbare Halvmåne. Særligt hveden har i årtusinder groet mellem og langs Tigris og Eufrat. Derfor er hvedefladbrød for syrisk eller irakisk familie, hvad rugbrød er for dansk familie.
Men hvede er vandkrævende og spås derfor en svær fremtid i det trængte mellemøstlige landbrug.
Det oplever vi tydeligt ved en grøftekant ca. 10 kilometer øst for Mosul. Her møder vi nogle småbønder, der har fordelt deres hvedeudbytte på en landevej, hvor de renser kornet og udvinder hvedekernerne.
Kasa Abdullah, en 50-årig mand med tykt overskæg, solbrændt hud og dybe rynker i ansigtet, er ikke glad:
”Vi har kun fået halvdelen af det udbytte vi havde håbet på,” siger han imens hele familien knokler for at skille kernerne fra resten af kornet med en gammel dieseldrevet rensemaskine.
Jorden slår sprækker omkring den buldrende maskine, imens luften bliver tyk af kornstøv fra det sørgelige hvedeudbytte.
”Det bliver bedre næste år,” råber Kasa Abdullah, imens han slår sig på brystet og udstøder et rungende ”Inshallah – om gud vil det.
Det er behov for mere hjælp
Der er desværre ikke meget, der tyder på, at det bliver bedre til næste år.
Et forskningsresultat i tidsskriftet Nature peger på, at Mellemøsten bliver et af de steder i verden, der bliver hårdest ramt af hedebølger med temperaturer på helt op til 60 grader. Dertil kommer langvarige tørkeperioder, og ørkendannelsen vil med alt sandsynlighed tage fart. Floder vil tørre ud, og de 12 millioner fattige og krigsramte mennesker i Syrien og Irak, der allerede lider af vandmangel, vil vokse eksponentielt.
De tunge forudsigelser skaber uro i regionen.
”Hvis tørken fortsætter, bliver det uoverkommeligt for os. Landbrug er det eneste erhverv, vi har. Der er ikke andet at leve af i det her område. Så hvis vandet ikke kommer igen, har vi ikke andre valg end at forsøge at migrere til et andet land eller til et andet område i Syrien”.
Ordene og de kyniske betragtninger kommer fra bonden Muhammed. En firskåren mand med kortklippet hår, der står i en slidt brun læderjakke ved Eufrats flodbred lige i udkanten af den syriske by Raqqa.
Umiddelbart et spektakulært sted med historisk vingesus i krydset mellem en kendt oldtidsby og en af historiens vigtigste floder. Men hverken by eller flod er til at kende i dag.
Raqqa ligger i ruiner efter ti års borgerkrig og et nyligt overstået kapitel som Islamisk Stats hovedstad i bevægelsens selvudråbte kalifat. Og den brusende bibelske flod Eufrat er nu et til et sørgeligt forurenet vandløb, der siver livløst gennem den knastørre ørken.
Strategisk vand
I Raqqa bliver det tydeligt, at Mellemøstens vand altid har haft strategisk betydning. Det ses blandt andet ved, at Folkekirkens Nødhjælps hollandske samarbejdspartner, PAX, har afsløret nye simple jorddæmninger på Eufrat.
De er bygget af den tyrkisk-støttede milits Syrian National Army (SNA), som kontrollerer de nordligste områder i Syrien.
Kontrollen med vandet svækker slagmarkens rivaler, der i forvejen lider af vandmangel, men det svækker også bønder som Muhammed. Hans situation er et tydelidt eksempel på, at der er massivt behov for hjælp til at genopbygge vandinfrastruktur, lige som der er behov for politisk pres, der kan sikre, at vandet får lov til flyde frit langs regionens marker.
Minerydning og klimahjælp
Ifølge Whitney Mills, der leder Folkekirkens Nødhjælps humanitære program i Syrien, er støtte til kunstvanding og klimatilpasning et fokusområde for organisationen:
”Men I første omgang skal vores mineryddere sikre syrernes adgang til deres marker igen. Landbrugsjorden er i massivt omfang forurenet med ueksploderet ammunition, landminer og rester fra klyngebomber. Når markerne er klar til at blive opdyrket igen, skal vi være med til at støtte bæredygtige kunstvandingsanlæg og andre former for klimatilpasning, der kan redde tilværelsen for de syriske småbønder”.
Den syriske bonde, Muhammed, er en af de bønder, der allerede har fået økonomisk støtte af Folkekirkens Nødhjælp.
”Den økonomiske hjælp, jeg og min familie har fået, skal være med til at finansiere en vandpumpe, der kan føre vand fra floden og ud i vores mark. Det vil forhåbentlig sikre en bedre høst til næste år. Men hvis der ikke er noget vand i floden, kan vi ikke gøre noget,” konstaterer Muhammed.
