“Vi gik gennem vandmasserne med børnene på skuldrene”

Da vandet nåede hende til knæene inde i huset, vidste Nyengieth Chol, at det var slut.

I dagevis havde hun og sammen med naboerne kæmpet for at holde de stigende vandmasser væk fra landsbyen. De hentede sand til diger og gravede kanaler, men floden blev bare ved med at stige.

”Først håbede vi, at vandet ville trække sig tilbage. Men da det nåede os til knæene inde i huset, havde vi ikke andet valg end at flygte,” fortæller den 55-årige mor og bedstemor.

Indtil for to måneder siden boede hun sammen med sin datter og børnebørn i en landsby i Baliet-distriktet i den nordlige del af Sydsudan. Området er hårdt plaget af klimaforandringerne, og til sidst var landsbyen ubeboelig.

”Alt var ødelagt. Vi var nødt til at komme væk,” husker hun.

Hun og datteren greb, hvad de kunne redde bære: lidt sengetøj og køkkengrej. Resten blev efterladt.

”Vi gik gennem vandet med børnene på skuldrene. Vi forlod landsbyen ved 13-tiden, og først ved solnedgang blev vi samlet op af nogle kanoer. Jeg var bange. Vandet var jo fyldt med dyr, og børnene kunne blive syge af det,” fortæller hun.

Har mistet næsten alt

Det er ikke første gang, Nyengieths liv bliver revet op med rode. Hun mistede en søn under borgerkrigen for omkring ti år siden. Senere døde hendes datters mand. I årevis har de to kvinder derfor alene haft ansvaret for familien.

Da oversvømmelserne kom, mistede de også deres hjem og marker. I dag bor de hos slægtninge i landsbyen Nyangkuach, der ligger på den anden side af floden. De har næsten ingenting tilbage.

Gennem Folkekirkens Nødhjælp og den lokale partner Nile Hope modtager familien et kontant beløb en gang om måneden i tre måneder. Pengene gør det muligt at købe mad og andre nødvendige varer, mens Nyengieth og hendes datter forsøger at genopbygge deres liv.

”Hvis vi ikke havde fået den hjælp, er jeg bange for, at vi ville være døde nu. Livet er meget svært for os i den her situation,” forklarer hun.

Hvis der er lidt penge tilovers, regner Nyengieth med at sende dem til sin anden søn, som studerer i hovedstaden Juba. Hans uddannelse er det håb, som hele familien klynger sig til.

Vejret er ikke, som det plejer

Nyengieth har boet hele sit liv her i området. Da hun var barn, kom regnen regelmæssigt, og familierne planlagde deres landbrug efter årstiderne. Sådan er det ikke længere.

”Dengang bekymrede vi os ikke om vejret. Nu kommer der alt for meget regn nogle gange og slet ingen andre gange,” fortæller hun.

De mere ekstreme vejrforhold gør det svært at dyrke jorden og skaffe mad til familien.

”Jeg ved ikke, hvorfor vejret har ændret sig. Men det gør landbruget her på egnen meget svært. Og det er jo det, vi altid har levet af.”

Alligevel nægter Nyengieth at give op.

”Jeg håber, at vandet snart trækker sig tilbage, så vi kan tage tilbage til vores landsby og dyrke jorden igen. Jeg vil plante igen til næste år – også selv om afgrøderne måske bliver ødelagt. Det er her, jeg altid har boet, og jeg er stolt af at være sydsudaneser. Intet kan slå os ud,” fastslår hun.