gaza-2025-scaled.png

Det er noget andet at se det med egne øjne

Christian Cramon har skrevet denne beretning om besøget fra grænsen ved Rafah til teltlejrene i Gaza og videre til Vestbredden og Jerusalem.

Jeg tager til Palæstina, så ofte jeg kan.

Det er svært at komme derned, selv for mig som landechef, og for Jonas, vores generalsekretær. Tilladelserne til at besøge både Vestbredden og Gaza tager tid, og bag hver rejse ligger uger med forberedelse, planlægning og et stort fokus på sikkerhed. Både for mig og mine kolleger.

Når vi kører ind i Gaza, sker det med FN. Vi har altid en sikkerhedsvest på for at beskytte vores kroppe mod splinter og granatstumper. Den er tung, og første gang man spænder den, går det op for en, hvad det er for et sted, vi arbejder.

Sikkerhedsvestene tager vi på, hver gang vi krydser grænsen til Gaza.

Ved grænsen

Sidste gang vi kørte ind ved grænsen mod Rafah, fik jeg et chok. Jeg havde godt set billederne fra mine kolleger og snakket med dem om situationen. Jeg fik blandt andet tilsendt et billede på WhatsApp, længe før jeg selv stod i Gaza. Og jeg troede, det havde forberedt mig på, hvad der ventede. Men det er noget andet at se det med egne øjne. De massive ødelæggelser møder dig med det samme. Kæmpestore teltlejre med kilometervis af telte. Og resterne af familiers huse, der nu er væk.

Vi bliver ved med at arbejde, fordi vi tror på noget så enkelt som, at et menneske i Palæstina er lige så meget værd som alle andre.

Menneskene, der bliver

Der er én ting, jeg tager med mig, hver gang jeg forlader Palæstina. Og det er de mennesker, der bor og arbejder der. Vores partnere, kolleger og frivillige, der hver eneste dag går på arbejde, mens der stadig falder bomber, og mens der ligger ueksploderet ammunition i murbrokkerne.

Hver eneste time faldt der bomber, mens jeg var i Gaza. Det var et chok både for mit sind og min krop – og bomberne falder midt i det, der bliver kaldt en våbenhvile. Min egen krop fandt aldrig helt ro, mit nervesystem var i konstant alarmberedskab, og om natten sov vi alle med ørepropper i. Det er det, mine kolleger bor og lever i hver eneste dag.

Men på trods af utrygheden finder de stadig overskud til at rydde affald, så sygdomme bliver holdt væk fra lejrene. De kører rent vand ud. De hjælper børn med at få et måltid mad.

Sikkerhed

Af hensyn til vores kolleger og partneres sikkerhed slører vi deres ansigter og nævner ingen navne. Det er et vilkår for, at de kan fortsætte deres arbejde.

Viljen til at overleve er umulig at overse i Gaza. Folk tror på, at de nok skal rejse sig igen. De har mistet tilliden til det internationale samfund, men sammenholdet i lokalsamfundet er enormt.

Man deler sit sidste brød med naboen. Selv når man ikke ved, hvornår det næste måltid kommer.

Overalt beder folk os om det samme: at fortælle deres historie videre. At berette om den lidelse, de lever i. Om de konstante bombardementer, manglen på mad og krænkelserne af helt basale rettigheder.

At bære vidne er også en del af vores arbejde. Det er en del af grunden til, at jeg skriver det her.

Rejsen fører også til Vestbredden

Som landechef dækker jeg hele Palæstina. Og på Vestbredden og i Jerusalem former et andet slags pres hverdagen.

Familier her lever med en usikkerhed, der aldrig helt forsvinder. Et hjem kan blive revet ned med kort varsel. Bosættere rykker længere ind på palæstinensisk jord, og ny lovgivning gør det lettere at overtage den for altid. Nogle steder er hele landsbyer forsvundet. Familierne er drevet væk, og der står ingenting tilbage.

På Vestbredden mødte vi også den hverdag, som børn og familier lever i. Hverdagen er delt op af kontrolposter og spærringer. Fra Vestbredden ned mod Jordandalen skal man for eksempel gennem Hamra-tjekpointet, hvor en bom afgør, om turen tager minutter eller timer. Landbrugere bliver tvunget væk fra deres oliventræer, og børn vokser op med en kontrolpost mellem skole og hjem.

Det er den virkelighed, vores kolleger og partnere lever og arbejder i på Vestbredden. Og midt i alt det svære består gæstfriheden, uanset hvor svært alt andet er. Vi bliver inviteret på mad af palæstinensiske familier og lytter til deres beretninger. Og om aftenen samles kollegerne og spiser sammen. Det er dér, en hård dag bliver til at bære.

Fordi du er Nødhjælper og hjælper hver måned, kan vores kolleger og partnere blive ved med at hjælpe palæstinenserne.

I Gaza betyder det, at vand bliver leveret ud, at affald bliver hentet, og at en familie kan få råd til at købe ind på markedet.

På Vestbredden betyder det, at en advokat kan tage endnu en sag, og at en familie kan få hjælp, hvis deres hus er blevet revet ned.

Jeg har skrevet det her for at sige tak. Og for at vise dig, hvordan din hjælp ser ud for dem, der virkelig har brug for den hver måned.

Tak, fordi du er Nødhjælper.

Christian
Christian Meldgaard Cramon, landechef, Palæstina

Twitter LinkedIn Facebook