Jeg tager til Palæstina, så ofte jeg kan.
Det er svært at komme derned, også for mig som landechef, og for Jonas, vores Generalsekretær. Tilladelserne til at besøge både Vestbredden og Gaza tager tid, og bag hver rejse ligger uger med forberedelse, planlægning og et stort fokus på sikkerhed. For mig, og ikke mindst for mine kolleger.
Når vi kører ind i Gaza, sker det med FN. Vi har altid en sikkerhedsvest på for at beskytte vores kroppe mod splinter og granatstumper. Den er tung, og første gang man spænder den, går det op for en, hvad det er for et sted, vi arbejder.
Ved grænsen
Sidste gang vi kørte ind ved grænsen mod Rafah, fik jeg et chok. Jeg havde godt set billederne fra mine kolleger og snakket med dem om det. Et af dem fik jeg tilsendt på WhatsApp, længe før jeg selv stod der – jeg troede, det havde forberedt mig. Men det er noget andet at se det med sine egne øjne. De massive ødelæggelser møder dig med det samme. Kæmpe store teltlejre med kilometer af telte. Og resterne af familiers huse, der nu er væk.
Vi bliver ved med at arbejde, fordi vi tror på noget så enkelt som, at et menneske i Palæstina er lige så meget værd som alle andre.
Menneskene, der bliver
En ting tager jeg med mig, hver gang jeg forlader Palæstina. Og det er de mennesker, der bor og arbejder der. Vores partnere, kolleger og frivillige, der hver eneste dag går på arbejde, mens der stadig falder bomber, og mens der ligger ueksploderet ammunition i murbrokkerne.
De rydder affald, så sygdom holdes væk fra lejrene. De kører rent vand ud. De hjælper et barn med at få et måltid mad.
Sikkerhed
Af hensyn til vores kolleger og partneres sikkerhed slører vi deres ansigter og nævner ingen navne. Det er et vilkår for, at de kan fortsætte deres arbejde.
Rejsen fører også til Vestbredden
Som landechef har jeg hele Palæstina. På Vestbredden og i Jerusalem former et andet slags pres hverdagen.
Familier her lever med en usikkerhed, der aldrig helt forsvinder. Et hjem kan blive revet ned med kort varsel. Bosættere rykker længere ind på palæstinensisk jord, og ny lovgivning gør det lettere at overtage den for altid. Nogle steder er hele landsbyer forsvundet. familierne er drevet væk, og der står ingenting tilbage.
På Vestbredden mødte vi også den hverdag, som børn og familier lever i. Hverdagen er delt op af kontrolposter og spærringer. Fra Vestbredden ned mod Jordandalen skal man for eksempel gennem Hamra-tjekpointet, hvor en bom afgør, om turen tager minutter eller timer. Bønder holdes væk fra deres oliventræer, og børn vokser op med en kontrolpost mellem skole og hjem.
Det er den virkelighed, vores kolleger og partnere lever og arbejder i på Vestbredden. Og midt i alt det svære er der stadig gæstfriheden. består, uanset hvor svært alt andet er. Vi bliver inviteret på mad af palæstinensiske familier og lytter til deres beretninger. Og om aftenen samles kolleger og spiser sammen. Det er dér, en hård dag bliver til at bære.
Fordi du hjælper med en fast støtte hver måned, kan vores kollegaer og partnere blive ved med at hjælpe palæstinenserne.
I Gaza betyder det, at vandet bliver ved med at køre ud, at affaldet bliver hentet, og at en familie kan få penge til at købe ind på markedet.
På Vestbredden betyder det, at en advokat kan tage endnu en sag, og at en familie kan få hjælp, hvis deres hus er blevet revet ned.
Jeg har skrevet det her for at sige tak. Og for at vise dig, hvordan din faste støtte ser ud for dem, der virkelig har brug for din hjælp hver måned. Tak, fordi du er Nødhjælper.
Christian
Christian Meldgaard Cramon,Landechef, Palæstina
