Overalt på kloden ser vi problematiske følger af klimaforandringerne. Rigtig mange mennesker sulter i områder, hvor tørke og uforudsigeligt vejr har forvandlet frodige områder til golde marker. Her kan mungbønner gøre en verden til forskel.
De små grønne bønner er klimaresistente og har meget nemmere ved at vokse i tørke end for eksempel hvede og majs, som har brug for rigtig meget vand. Fra mungbønnerne kommer i jorden, til de kan høstes allerede indenfor 100 dage, kan de klare sig selv, hvis de får vand, når de spirer.
Mungbønnerne er også en superfood på grund af afgrødens næringsindhold. De er både rige på proteiner og kostfibre, og så mætter de rigtigt meget.

Muhammed og de magiske mungbønner
Et af de områder, der er hårdest ramt af klimaforandringerne, er Afrikas Horn. Her har temperaturstigninger været skyld i, at det ikke har regnet i årevis, og FN vurderer, at regionen lider under den værste tørke i 40 år. Faktisk er det så slemt, at et menneske dør af sult hvert 48. sekund.
For Muhammed Aliyy og hans familie, der bor i det sydøstlige Etiopien, har bønnerne været ren magi. Familien plejer at dyrke deres egen mad, men den ekstreme tørke de sidste tre år har forhindret næsten alt i at gro. Muhammed havde aldrig før hørt om mungbønner, men han sagde ja til at teste afgrøden på sine marker som en del af Folkekirkens Nødhjælps bud på langsigtede løsninger.
”Vi putter mungbønner i saucer, koger dem med ris, laver suppe af dem. Der er rigtig mange muligheder. De smager godt og er fyldt med proteiner,” fortæller Muhammed Aliyy.
Mungbønner vokser i bælge. Når de er høstet, lægges de til at tørre, hvorefter bønnerne kan bruges på rigtig mange måder. De kan koges og bruges i gryderetter eller i frikadeller som erstatning for kød. Hvis man marinerer dem, kan de spises som alternativ til ris og pasta, og malet kan de bruges til en tyk sauce eller blandes op med mel.
Ved at dyrke mungbønner sikrer Muhammad, at der er noget sund mad til familien her og nu, og det er en vigtig start på at tilpasse sig klimaforandringerne på længere sigt. Folkekirkens Nødhjælp støtter med en gradvis overgang til produktionssystemer med varierede afgrøder, flere træer, jordforbedring og forskellige måder at bruge vand effektivt. På lang sigt mindsker det effekten af klimaforandringerne og sikrer Muhammads familie mod sult.
Læs mere om, hvordan de små mungbønner har skab håb for Muhammad og hans familie her.


Vil du lave en lækker ret med mungbønner
Hvis du vil prøve selv at lave en ret med mungbønner, så har Jesper Vollmer, der er madspildsentusiast og tidligere køkkenchef i Kongehuset, lavet en lækker opskrift på Mungbønne-ragout. Velbekomme.