For ham er det hverken skyderierne eller flugten, der gør mest ondt at tænke på

Naaser ligger trykket sammen under sengen med sin kone og deres to små døtre, mens kampene bølger frem og tilbage på gaden udenfor.  

Efter tre timers intense skyderier får rebellerne jaget regeringssoldaterne på flugt, og de begynder straks at plyndre de omkringliggende huse. På et tidspunkt går de ind i en moské og skyder alle de bedende.  

Naaser ved, at han vil blive slået ihjel med det samme, hvis rebellerne finder ham. Ikke fordi han har gjort dem noget, men fordi de forskellige væbnede grupper rutinemæssigt slår alle mænd ihjel, som de ikke kender.  

Da rebellerne er lige uden for hoveddøren, brager lyden af bombefly pludselig ind over byen. Rebellerne flygter. Naaser er klar over, at han er nødt til at gøre det samme, hvis han skal have bare et spinkelt håb om at overleve mange dage endnu. 

Mænd bliver slået ihjel

Vi møder Naaser og hans bror, Adam, i en flygtningelejr tæt på grænsen mellem Sudan og Sydsudan. Her har de i månedsvis levet og sovet på et råt betongulv i en barak.  De er flygtet sammen fra krigen i Sudan.

”Vi sidder fast her,” udbryder Naaser fortvivlet. 

Han har ikke nogen problemer med at fortælle om flugten. Skuddene. De døde mennesker i gaderne. Men hver gang, han taler om sin familie, bryder tårerne frem.

“Det er så lang tid siden, jeg har set dem,” forklarer han grådkvalt.

Brødrenes koner og børn befinder sig i en flygtningelejr i Uganda mange hundrede kilometer væk. Familien var nødt til at splitte op, da de forlod hjembyen i Sudan – mændene én vej, kvinder og børn en anden. De vidste, at store grupper uundgåeligt ville tiltrække sig opmærksomhed. Og hvis en af de væbnede grupper fandt mændene, ville de uden tøven slå dem ihjel. 

”Det var hjerteskærende at forlade familien, og vi havde knap nok tid til at sige farvel,” fortæller storebror Adam.  

Brødrene var smerteligt bevidste om, at deres døtre og koner risikerede at blive voldtaget under flugten fra krigen i Sudan. Men de vurderede, at det også ville være farligere for dem at rejse med mændene – det forøgede risikoen for, at alle blev slået ihjel. 

”Efterfølgende har vi heldigvis fået at vide, at vores familier slap uskadte ud af landet,” siger Adam.   

Dag og nat drømmer de to brødre om at blive genforenet med deres familier. Men det kan ikke lade sig gøre; de har fået at vide, at der er rod i deres papirer, og derfor må de ikke rejse videre.  

Alligevel nægter de at tage tilbage til grænsen for at få papirerne i orden. For de vil for alt i verden ikke risikere at blive sendt tilbage til krigen.  

Et lillebitte håb

På tre år har borgerkrigen i Sudan sendt 14 millioner mennesker på flugt fra deres hjem. 33 millioner har akut brug for nødhjælp – men kun forsvindende få får den hjælp, de har brug for. Derfor er store dele af landet plaget af sult og hungersnød.  

Det er den største humanitære krise i verdenshistorien målt på antallet af mennesker i nød. Og bag hvert eneste tal gemmer sig en skæbne som Naasers. 

”Før krigen i Sudan havde jeg et godt liv med min familie. Vi boede i et almindeligt hus, og jeg arbejdede på en fabrik. Det bedste var, når vi sad om aftenen rundt om bordet og delte vores tanker og oplevelser fra dagen med hinanden. Vi var glade og havde det godt,” fortæller han. 

”Men det gør mig ked af det at tænke på den tid, for jeg savner dem så meget. Om dagen forsøger jeg at skubbe tankerne om familien væk, men om natten kan jeg ikke lade være. Der kredser mine tanker konstant om det liv, vi havde derhjemme.”   

Hver aften går de to brødre ned til floden, der løber igennem flygtningelejren. Så sætter de sig på jorden og kaster sten i vandet, mens de drømmer om en dag at blive genforenet med dem, de elsker – forhåbentlig i Uganda, hvor deres koner og børn har nok at spise, og børnene nu går i skole. 

”Hvis jeg nogensinde ser dem igen, så tror jeg ikke, jeg vil være i stand til at få et ord over mine læber. Jeg beder til, at det vil ske en dag,” siger Naaser.