I morgen er det Tanyas 14-års fødselsdag.
Hun har bagt en kage sammen med sin lillesøster, og det virker, som om hun glæder sig.
”Vi prøver at fejre vores fødselsdage, også selv om det er meget beskedent. Familien er det vigtigste,” forklarer hun forlegent.
Men det er svært. For Tanyas familie er ikke helt, som den burde have været. Hendes mor er der ikke til at overrække kagen.
Husker alt ved mor
”Jeg kan huske alt ved min mor. Hun var det sødeste væsen, og alle i familien elskede hende. Jeg har arvet alt fra hende, fra hendes udseende til hendes hobbyer,” fortæller Tanya.
Hendes lillesøster, Anna, var under et år, da moderen døde. Trods den store aldersforskel har de to søstre altid haft et stærkt bånd.
”Jeg har taget mig af hende, lige siden hun var baby. Det er mig, der har kogt grød til hende, badet hende og givet hende tøj på. Jeg har hjulpet hende med det hele, og hun følger mig overalt,” siger Tanya.
Tanyas mor døde i den samme uge, som Rusland invaderede Ukraine. Hun havde været syg i et par måneder, og ifølge familien burde det ikke have været så alvorligt. Men alt var så kaotisk i landet på det tidspunkt, at hun aldrig fik den medicin, hun havde brug for.
Den morgen, da alting ændrede sig
Den 24. februar er det fire år siden, at Rusland invaderede Ukraine. Siden dengang er mere end 15.000 civile blevet dræbt. 766 af dem var børn.
Familier er flygtet væk fra alt, hvad de nogensinde har kendt. Børn har mistet deres forældre – forældre har mistet deres børn. For slet ikke at tale om alle de mere hverdagsagtige afsavn: Manglen på rindende vand i hanerne, lys i lamperne, varme i radiatorerne. Hele skoleår i beskyttelseskældre under jorden. Vågne nætter, hvor bomberne falder.
Vil du hjælpe familier i Ukraine?
Vær med til at samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælps landsindsamling søndag den 8. marts 2026.
Tanya har været igennem det hele. Hun husker tydeligt den dag for fire år siden, da hele verden ændrede sig:
”24. februar 2022 vågnede jeg og troede, at jeg skulle i skole, men der kom ikke nogen voksne ind til mig, så jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, sagde min mormor: Krigen er begyndt.”
Familien boede i Kherson-regionen, som var et af de første områder, hvor Rusland angreb.
”Det stod hurtigt klart for os, at vi hverken havde tid til at sælge eller gemme noget, for vores landsby var fuld af bevæbnede grupper. Så vi efterlod alt – jorden, gården, huset,” fortæller Tanyas mormor, Natalia.
Pigerne havde lige mistet deres mor. Men mormoren var nødt til at overlade dem til en gruppe frivillige, der kunne evakuere dem.
”Det var meget svært. Men i sådan en situation tænker man ikke på sig selv – kun på at redde børnene,” husker hun.
Stoppet af russiske soldater
Tanya var ti år på det tidspunkt – og hun husker alle detaljer fra flugten: Hvordan russiske soldtater stoppede bilen på vej ud af Kherson og sagde, at vejen var mineret. Lyden af stemmen, der sagde: ’Bare kør videre, hvis I vil dø’.
Det frivillige evakueringsteam forsøgte at køre en ny vej, men endnu en gang blev de stoppet.
”Soldaterne gennemsøgte bilen, og de truede os. De sagde, at vi ville blive skudt, hvis vi fortsatte. Jeg sad bare der på bagsædet med lille Anna i armene – fuldstændig rædselsslagen,” fortæller Tanya.
”De behandlede os ikke som børn.”
Først sent om aftenen nåede pigerne frem til deres midlertidige opholdssted ved en sø 40 kilometer fra Kherson. Der gik næsten en måned, før de blev de genforenet med deres bedsteforældre.
”Vi har mange smertefulde minder fra den tid. Men det føltes som et mirakel, da vi endelig blev genforenet,” fortæller mormor Natalia.
En hverdag i krig
Siden dengang er familien flyttet to gange for at komme længere væk fra frontlinjen. De bor nu i en landsby i nærheden af Mykolaiv, hvor de har købt en lille gård.
Huset er faldefærdigt efter gentagne bombardementer – det manglede både tag, vinduer og døre, da de overtog det – og bedsteforældrene har selv måttet sætte det i stand. Det er kun opvarmet af en gammeldags ovn, så der kan godt blive koldt i den ukrainske vinter, hvor temperaturen jævnligt når ned på 15 minusgrader.
”Det var meget svært, da Anna var helt lille. Hun kunne ikke komme ud af sengen, og hun græd hele tiden. Men nu er hun heldigvis blevet større, og alting er lidt lettere,” fortæller mormor Natalia.
I lang tid var der ingen vand i hanerne, for russerne havde ødelagt landsbyens vandforsyning. For nyligt hjalp Folkekirkens Nødhjælp derfor indbyggerne med at bygge et nyt vandtårn. Det betyder, at familien nu endelig kan tage bad indenfor igen – en tiltrængt forbedring, der betyder alverden for følelsen af værdighed og normalitet.
Jorden var stenhård og næsten umulig at plante noget i, da Natalia og hendes mand overtog gården. Men det var vigtigt for dem at høste deres egne grøntsager for at klare sig igennem vinteren. Derfor har det gjort en kæmpestor forskel, at Folkekirkens Nødhjælp har hjulpet indbyggerne i landsbyen med forskellige redskaber og såsæd. De har valgt en havefræser, så de slipper for at grave alle markerne op med håndkraft.
Når de voksne arbejder i markerne, leger lille Anna med sin cykel på fundamentet af et udekøkken, der er ødelagt af russiske bomber. En stille påmindelse om, hvor dybt hverdagen har forandret sig for alle i Ukraine.
”Jeg tænker på min datter hver eneste dag. Og ligesom alle andre ukrainere drømmer jeg om, at krigen snart vil slutte. Det er den største drøm af dem alle,” siger Natalia.
