Seksårige Anna drømmer om en vinter uden droner.
Om at kunne lege mere med sin storesøster Tanya. Om at slippe for lyden af eksplosioner og frygten for, hvad der sker næste gang luftalarmen går.
For de fleste børn handler vinteren om at kælke i sneen og drikke varm kakao med familien. For Anna og hendes familie i det sydlige Ukraine handler den også om strømudfald, kulde og usikkerheden om, hvad natten bringer.
Da krigen nåede Annas familie
Siden Rusland invaderede Ukraine for fire år siden, er knap 17.000 civile blevet dræbt. 820 af dem er børn.
Familier er flygtet væk fra alt, hvad de nogensinde har kendt. Børn har mistet deres forældre – forældre har mistet deres børn. For slet ikke at tale om alle de mere hverdagsagtige afsavn: Manglen på rindende vand i hanerne, lys i lamperne, varme i radiatorerne. Hele skoleår i beskyttelseskældre under jorden. Vågne nætter, hvor bomberne falder.
Anna var knap et år gammel, da krigen begyndte.
Hun husker ikke selv den dag, hvor hendes familie flygtede fra deres hjem i Kherson-regionen. Men konsekvenserne af krigen har fulgt hende gennem hele livet.
Kort før Rusland invaderede Ukraine, mistede Anna sin mor.
Moren havde været syg i flere måneder, men i takt med at truslen om krig voksede, og situationen i landet blev mere og mere kaotisk, oplevede familien, at hun ikke fik den behandling og medicin, hun havde brug for.
I dag er det Annas mormor, Natalia, og hendes storesøster Tanya, der hjælper med at passe på hende. Anna kan ikke længere huske sin mor og kalder i dag sin mormor for mor.
Børn på flugt
Annas storesøster Tanya var ti år gammel, da krigen brød ud. Hun husker tydeligt den dag for fire år siden, da hele verden ændrede sig:
”24. februar 2022 vågnede jeg og troede, at jeg skulle i skole, men der kom ikke nogen voksne ind til mig, så jeg faldt i søvn. Da jeg vågnede igen, sagde min mormor: Krigen er begyndt.”
Familien boede i Kherson-regionen, som var et af de første områder, hvor Rusland angreb.
”Det stod hurtigt klart for os, at vi hverken havde tid til at sælge eller gemme noget, for vores landsby var fuld af bevæbnede grupper. Så vi efterlod alt – jorden, gården, huset,” fortæller pigernes mormor, Natalia.
Under flugten var Natalia nødsaget til at overlade Anna og Tanya til en gruppe frivillige, der kunne evakuere dem.
”Det var meget svært. Men i sådan en situation tænker man ikke på sig selv – kun på at redde børnene,” husker hun.
På vej ud af Kherson blev bilen flere gange stoppet af russiske soldater.
”Soldaterne gennemsøgte bilen, og de truede os. De sagde, at vi ville blive skudt, hvis vi fortsatte. Jeg sad bare der på bagsædet med lille Anna i armene – fuldstændig rædselsslagen. De behandlede os ikke som børn,” fortæller Tanya.
Først sent om aftenen nåede pigerne frem til deres midlertidige opholdssted. Der gik næsten en måned, før de blev genforenet med deres bedsteforældre.
”Vi har mange smertefulde minder fra den tid. Men det føltes som et mirakel, da vi endelig blev genforenet,” fortæller mormor Natalia.
En hverdag i krig
Siden dengang er familien flyttet to gange for at komme længere væk fra frontlinjen. De bor nu i en landsby i nærheden af Mykolaiv, hvor de har købt en lille gård.
Huset er faldefærdigt efter gentagne bombardementer – det manglede både tag, vinduer og døre, da de overtog det – og bedsteforældrene har selv måttet sætte det i stand. Det er kun opvarmet af en gammeldags ovn, så der kan godt blive koldt i den ukrainske vinter, hvor temperaturen jævnligt når ned på 15 minusgrader.
Familien er nu i gang med at forberede sig på endnu en vinter i krig.
”Vi har allerede syltet og konserveret lidt mad samt samlet brænde og en smule kul. Vi håber bare, at vinteren bliver mild,” fortæller Natalia.
Men kulden er ikke familiens eneste bekymring. Vinteren kommer samtidig med en frygt for nye angreb, flere strømudfald og lange nætter med luftalarmer.
”For omkring en måned siden blev det meget mere skræmmende. Der er både droner og missiler. For en uge siden lå vi alle på gulvet midt om natten, fordi det var så voldsomt,” fortsætter hun.
Familien har købt lommelygter og stearinlys og lagt tæpper og ekstra mad til side, hvis strømmen forsvinder.
Krigen påvirker også børnenes hverdag. På grund af de mange droneangreb i området kan Tanya ikke gå i skole som normalt.
”Vi vil gerne have, at strømmen ikke bliver afbrudt, for uden elektricitet er der ingen undervisning. Huset bliver koldt, der er intet internet, og børnene kan ikke studere,” siger Natalia.
Anna går i en børnehave, hvor der er et beskyttelsesrum i kælderen, hvis luftalarmen lyder.
Natalia bekymrer sig konstant om pigernes sikkerhed: ”De børn er alt, hvad jeg har.”
Hjælp til at komme igennem vinteren
Landsbyen Prybuzke, hvor familien bor, blev hårdt beskadiget under krigens første måneder. I lang tid var der ingen vand i hanerne, for russerne havde ødelagt landsbyens vandforsyning. For nyligt hjalp Folkekirkens Nødhjælp derfor indbyggerne med at bygge et nyt vandtårn. Det betyder, at familien nu endelig kan tage bad indenfor igen – en tiltrængt forbedring, der betyder alverden for følelsen af værdighed og normalitet.
Men adgang til vand er ikke den eneste hjælp, der har gjort hverdagen lettere.
Jorden var stenhård og næsten umulig at plante noget i, da Natalia og hendes mand overtog gården. Men det var vigtigt for dem at kunne høste deres egne grøntsager for at klare sig igennem vinteren.
Gennem Folkekirkens Nødhjælps støtte har indbyggerne i landsbyen fået adgang til blandt andet redskaber og såsæd. Familien har selv valgt en havefræser, så de ikke længere behøver at grave markerne op med håndkraft.
En barndom præget af usikkerhed
Når de voksne arbejder i markerne, finder Anna stadig tid til at lege og cykle rundt på gården. Men krigen er aldrig langt væk.
“Når dronerne flyver, bliver jeg bange og løber ind. En gang var der et højt brag, da en drone ramte en transformerstation. Vi havde ikke strøm før næste dag,” fortæller Anna.
Når luftalarmer, droner og missiler tvinger pigerne indenfor, finder de andre måder at få tiden til at gå på. De spiller spil på deres telefoner, leger, sover eller snakker sammen. Trods alderforskellen på Anna og Tanya har de to søstre et helt særligt bånd.
”Jeg har taget mig af hende, siden hun var baby. Hun følger mig overalt,” fortæller Tanya.
På fire år har krigen taget meget fra Anna og Tanya. Deres hjem, deres mor og den barndom, de ellers skulle have haft.
Anna kan slet ikke huske en tid uden krig. Men når hun bliver spurgt, hvad hun ønsker sig allermest, er svaret enkelt:
”Min største drøm er, at krigen slutter,” siger Anna.
