“Den 24. februar 2022 kl. 4.35 om morgenen vågnede jeg til lyden af eksplosioner. Min mand, vores kat og jeg havde sovet fredeligt i vores lejlighed i Tjernihiv, fuldstændig uvidende om, at vores liv var ved at ændre sig for altid. Ligesom mange ukrainere troede vi, at krigen ikke for alvor ville nå vores hjem.
På det tidspunkt boede vi i Tjernihiv, en by kun 70 km fra den russiske grænse og omkring 120 km fra Kyiv. Inderst inde havde jeg altid vidst, at hvis Rusland invaderede, ville de sandsynligvis komme gennem vores by på vej mod Kyiv. Men jeg skubbede de tanker fra mig i håbet om, at de aldrig ville blive til virkelighed.
Jeg arbejdede som journalist på en lokal tv-station, så jeg fandt meget hurtigt ud af, hvad der skete. Omkring kl. 6 fortalte kolleger tæt på grænsen mig, at russiske tropper havde ødelagt grænseovergangen og var på vej mod Tjernihiv. Det var i det øjeblik, jeg forstod, at vi var nødt til at tage af sted.
Jeg pakkede en kuffert på bare ti minutter, fuldstændigt i chok. Jeg tog varmt tøj, dokumenter, de få kontanter, vi havde derhjemme, nogle smykker, hudplejeprodukter, min notesbog og kuglepen, min computer, powerbank, vand – og selvfølgelig vores kat med. Køleskabet var fyldt med mad, men mærkeligt nok tænkte jeg ikke engang på at tage noget af det med. Pludselig betød overlevelse noget helt andet.
Mens min mand brugte fire timer på at forsøge at finde brændstof, fordi tankstationerne allerede var overbelastede, tog jeg på arbejde på tv-stationen. Jeg fortsatte med at rapportere, så længe jeg kunne.
Vi forlod byen omkring kl. 14, og jeg troede, vi var blandt de sidste, der evakuerede. Tjernihiv føltes tom – folk var enten flygtet eller havde gemt sig. Jeg husker, at jeg stod i min lejlighed, lige inden vi tog af sted, og tænkte: ‘Det her er sidste gang, jeg nogensinde kommer til at se mit hjem.’ Senere fandt jeg ud af, at de første kampe var begyndt i udkanten af byen næsten præcis samtidig. Mange af de mennesker, der forsøgte at komme væk i dagene efter, blev beskudt på vejene. Det ved jeg, fordi jeg selv dækkede historierne.
En rejse, der normalt ville have taget otte timer, varede 22. Mens vi kørte vestpå mod Tjernivtsi, husker jeg, at jeg så ukrainske kampvogne køre i den modsatte retning – mod frontlinjen. Det billede blev hos mig. Da jeg så dem køre i krig, blev jeg pludselig sikker på, at jeg måske ville dø. Jeg var 25 år, og for første gang i mit liv accepterede jeg risikoen for, at jeg måske ikke ville overleve. Det er en følelse, jeg aldrig vil glemme.
Vi var på vej til slægtninge nær den rumænske grænse og havde oprindeligt planlagt at forlade Ukraine. Men da vi nåede frem, var en militær undtagelsestilstand blevet indført, og mænd i den militære værnepligtige alder måtte ikke længere krydse grænsen. Min mand kunne altså ikke rejse med – og det kan han stadig ikke i dag. Så vi blev.
I tre måneder levede vi som evakuerede sammen med slægtninge og venner – tolv mennesker i ét hus. Det var stressende og svært, men vi var i sikkerhed.
På mange måder var vi heldige. I modsætning til andre besatte områder blev Tjernihiv befriet, og i maj vendte vi hjem. Jeg glemmer aldrig køreturen tilbage til byen. Jeg græd. Byen var svært beskadiget og næsten ikke til at kende, men det var forår og blomster blomstrede overalt. Det var en mærkelig blanding af sorg og lykke: Sorg over alt det, der var blevet ødelagt, men en overvældende taknemmelighed over, at jeg kunne vende hjem.
Min familie overlevede. Vores hjem stod stadig. Vi slap væk, før belejringens værste dage. Jeg vendte tilbage til journalistikken og genoptog mit arbejde.
Senere flyttede min mand og jeg til Kyiv, hvor vi stadig bor i dag. Livet i Ukraine er stadig stressende – missiler, sirener og søvnløse nætter er en del af hverdagen. Men det er vores hjem, og vi bliver.
Oplevelsen af at være tvunget til at evakuere er noget, jeg aldrig ville ønske for nogen. Det var den sværeste periode i mit liv. Det var et øjeblik, hvor alt det velkendte forsvandt fra den ene dag til den anden, og det eneste, man kunne gøre, var at håbe på at overleve.”
