”Det skete omkring klokken halv tre om natten. Vi havde lige fået morgenmad, for det var midt i ramadanen, så vi skulle spise, inden solen stod op. Jeg var gået i seng igen, men efter en halv time vækkede min mor mig. ’De har affyret raketter mod os’, sagde hun.
Vi kunne høre raketterne tæt på, og ud ad vinduet kunne vi se naboerne, som var på vej ud i deres biler. Så besluttede vi, at vi også måtte væk. Vi vidste ikke, hvor den næste bombe ville falde.
Jeg pakkede bare det, der faldt mig ind. Mest vintertøj – jeg fik intet sommertøj med, for der var stadig koldt på det tidspunkt. Jeg tog også min arbejdscomputer, powerbank og e-reader med. Derudover pakkede jeg nogle af de ting, jeg bruger i forbindelse med musik: en poi (en snor med en vægt i enden, som man svinger i mønstre, red.) og en særlig slags fløjter. Og en granatsplint fra krigen i 2024 – jeg tænkte vist, at det kunne være en slags souvenir.
Jeg pakkede også et album med børnebilleder. Jeg havde længe udskudt at få dem scannet ind, så jeg vidste med det samme, at hvis jeg ikke tog dem med, kunne minderne gå tabt for altid.
Når jeg tænker over det nu, ved jeg ikke helt, hvorfor det var præcis de her ting, jeg valgte. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg skulle være væk, eller om hele huset ville være smadret, når jeg kom hjem igen. Jeg tror, jeg tænkte, at de ting ville hjælpe mig gennem krigen.
Min far, mor og jeg fyldte bilen op med vores ting og kørte til Beirut, hvor min storebror havde lejet en lejlighed. Det er normalt en køretur på en times tid, men denne dag tog det fem timer, fordi tusinder og atter tusinder af os flygtede samtidig.
Jeg var faktisk ikke bange, for jeg havde prøvet det før; det var tredje gang i mit liv, at jeg måtte flygte. Man opbygger efterhånden en vis modstandsdygtighed.
Vi har indtil videre boet hos min storebror i en lille toværelses lejlighed i tre måneder. I begyndelsen boede min onkels familie her også. Det er udfordrende at bo så tæt, når man er vant til et stort hus. Men vi fik det til at fungere.
Der er mange, der er meget værre stillet end os. De er indkvarteret på skoler rundt om i Beirut. Der kan bo fire familier i ét klasseværelse adskilt af et tyndt gardin. Det er alt for lang tid at leve på den måde.
I begyndelsen af krigen tænkte jeg: ’Det slutter i morgen, i overmorgen – i næste uge’. Tilværelsen blev dag-til-dag, og tiden gik bare. Men efter en måned besluttede jeg mig for, at jeg var nødt til at komme op af hullet. Jeg byggede nogle nye rutiner op for at få struktur ind i min hverdag. For eksempel begyndte jeg at gå regelmæssigt i fitnesscenteret. Og jeg genoptog mit bijob med at undervise online i arabisk.
Jeg er nødt til at få mest muligt ud af den her del af mit liv, for jeg aner ikke, hvor længe det vil vare.
Det er surrealistisk, hvor hurtigt krig kan forandre alt.
Kun en uge tidligere havde jeg været ude at samle svampe og vilde asparges i skoven tæt på landsbyen, hvor vi boede.
Dagen inden havde jeg klargjort køkkenhaven.
Det er stadig svært at forstå.
Hele den her oplevelse har lært mig ikke at hænge min trivsel op på materielle ting. Tanken om, at jeg kan miste mit barndomshjem, er en hård pille at sluge. Men jeg har vænnet mig til tanken. Det er ikke verdens undergang, og vi kan altid begynde forfra.
Jeg tager ikke længere min familie eller det, jeg har, for givet. Derfor føler jeg en større taknemmelighed for menneskene i mit liv – og for det, jeg trods alt stadig har tilbage.”
