26. december 2004 lærte alle at sige “tsunami”. 230.000 mennesker mistede livet og mange flere livsgrundlaget, da flodbølgen ramte 15 landes kyster. 14 mia. kr. strømmede ind fra hele verden for at hjælpe ofrene.
Danmark vågnede anden juledag 2004 til en ubegribelig virkelighed. Et jordskælv med en styrke på 9,1 på Richter-skalaen havde i løbet af natten presset havbunden op med en kraft så enorm, at den udløste en flodbølge, der blæste 30 meter høje bølger ind over 15 landes kyster, dræbte 230.000 mennesker og gjorde halvanden million hjemløse.
Hver især er ordene i denne sætning svære at begribe. At de står i forlængelse af hinanden, gør dem ikke nemmere at forstå.
Folkekirkens Nødhjælp arbejdede med tsunamiramte befolkninger gennem tre år i Indien og på Sri Lanka.
På Sri Lanka støttede Folkekirkens Nødhjælp hjælpearbejdet gennem det nationale kirkeråd, der arbejdede gennem lokale kirker og den lokale organisation Sewalanka Foundation og nåede ud til i alt 117.500 mennesker i fire regioner.
I Indien nåede Folkekirkens Nødhjælp ud til 400.000 mennesker i samarbejde med nationale kirkelige organisationer og lokalafdelinger i hele landet og en menneskerettighedsorganisation.
I begge lande med tæt koordination på tværs af de europæiske og amerikanske søsterorganisationer. Arbejdet foregik i faser og rummede en lang række initiativer, herunder:
Akut nødhjælp: De første uger uddelte Folkekirkens Nødhjælp fødevarer, rent drikkevand, køkkenting, medicin, tøj og presenninger til at skaffe sig nødtørftigt tag over hovedet.
Langsigtet udviklingshjælp: De kommende tre år stod på genopbyning af huse og af menneskers indtægtsgrundlag – småboder og butikker, fiskerbåde og udstyr – blandt andet med mulighed for småkreditter.
Katastrofens omfang gik langsomt op for verden
I løbet af de første dage gik katastrofens omfang op for verdens ledere – og alle de helt almindelige familier, hvoraf en stor del netop i disse juledage var samlet for at fejre højtiden sammen.
Ofrene var halve og hele familier. Halve og hele landsbyer. Der var også danskere på ferie blandt de omkomne – 46 – og det gjorde det så nemt at identificere sig med de efterladte; det kunne lige så godt have været os.
Ramesh fik hjælp
Næsten alle mænd i landsbyen Samiyarpettai på den indiske kyst ernærede sig som fiskere, og nødhjælpsorganisationernes havde øje for at hjælpe først med mad, vand og pressenninger til at skabe tag over hovedet, og siden nyt udstyr til fiskeriet.
53-årige Ramesh forsørgede imidlertid sin familie som strygemand – og gik rundt i landsbyen med vogn og strygejern. Bølgen tog også hans livsgrundlag: vogn og strygejern. Heldigvis kendte Folkekirkens Nødhjælps partner hans erhverv og kom ham til hjælp:
“Hvis ikke jeg havde fået udstyret gratis, skulle jeg have taget et lån og afdraget store dele af min indtjening på lånet. Jeg ville have været i gæld for altid.”
Sympatien og giverviljen var overvældende
Folkekirkens Nødhjælp satte straks en indsamling i værk, og telefonerne på kontorerne i København var rødglødende i juledagene.
Sympatien og giverviljen var overvældende. Hundredvis af danskere kastede sig desuden spontant ud i egne indsamlinger.
I løbet af ganske kort tid var 73.899.253 kr. strømmet ind fra befolkningen. Derudover modtog Folkekirkens Nødhjælp 8 mio. kr. fra Danida og 11,6 mio. kr. fra EU. På verdensplan blev der i alt samlet, hvad der svarer til 14 mia. kr., ind til nødhjælps- og genopbygningsarbejdet i de ramte lande.
Forældre ledte efter børn, der ledte efter forældre
Værst var tsunamien gået ud over Indonesien, Sri Lanka, Indien og Thailand. Huse, forretninger, udstyr, husdyr, skoler, veje og offentlige bygninger – alt var revet med af de kraftige vandmasser. Midt i kaosset ledte forældre efter deres børn og børn efter deres forældre.
For hjælpeorganisationerne kunne opgaven synes komplet uoverskuelig. Hvordan responderer man på en katastrofe af den kaliber? Hvem hjælper man først?
Lokalt samarbejde gav lokalt kendskab
Jonas Vejsager Nøddekær, der dengang var landekoordinator for Folkekirkens Nødhjælps programmer i Asien og i dag er international direktør, fortæller:
”Folkekirkens Nødhjælp havde den styrke, at vi i forvejen arbejdede i nogle af de hårdest ramte områder i Indien og på Sri Lanka. Vi samarbejdede med lokale organisationer og kirker, som kendte områderne og befolkningerne, og derfor kunne vi få hjælpen meget hurtigt ud til de mennesker, som havde allerstørst behov.”
Tililende hjælpere var “the second tsunami”
På trods af lokalkendskab og eksisterende samarbejder var de første måneder kaotiske. Det skyldtes ikke kun vandmassernes hærgen, siger Jonas Vejsager Nøddekær:
”I ugerne efter katastrofen strømmede det ind i de berørte lande med ngo’er, privatpersoner og kendtemennesker i tusindvis, der gerne ville hjælpe. Man kaldte det ’the second tsunami’, den anden tsunami. Mange havde ingen som helst forudsætninger for at hjælpe under en katastrofe, andre havde intet kendskab til de berørte lande. Men begge dele er helt nødvendige for at nå ud til de rigtige på den rigtige måde og uden at gøre skade undervejs.”
Uhensigtsmæssig hjælp kan skabe kaos
Jonas Vejsager Nøddekær henviser til det humanitære princip ”do no harm” om at træde et skridt tilbage for at se det store billede. Det handler for eksempel om ikke at oversvømme et katastrofeområde med tøj, som ingen bruger, eller fragte fødevarer til et land og dermed ødelægge handlen for de lokale markeder.
Erfaringer skabte retningslinjer
Erfaringerne fra tsunamien satte derfor straks skub i udviklingen af retningslinjer.
”Det kaos, vi oplevede efter tsunamien, viste tydeligt, at der var behov for at styrke kvaliteten af det humanitære arbejde.tidligere landekoordinator for Folkekirkens Nødhjælp, Jonas Vejsager Nøddekær
”Folkekirkens Nødhjælp var allerede en stærk tilhænger af minimumstandarder for humanitært arbejde. Men det kaos, vi oplevede efter tsunamien, viste tydeligt, at der dels var behov for at styrke kvaliteten af det humanitære arbejde, og dels brug for et system til at koordinere indsatserne,” siger Jonas Vejsager Nøddekær.
“I månederne og årene efter tsunamien har krav, standardiseringer og certificeringer derfor professionaliseret den humanitære branche, og de store ngo-alliancer har fået større anseelse og større ansvar.”
Fokus på at udvikle høje standarder
For Folkekirkens Nødhjælp var fokus også på at inddrage de berørte og på at genopbygge efter højere standarder.
”Et af vores kardinalpunkter var at etablere systemer, der sikrer, at de mennesker og samfund, som er ramt af en katastrofe, bliver inkluderet fra start til slut. Siden har vi derfor øget samarbejdet med de berørte om at planlægge og implementere nødhjælpsindsatser,” siger Jonas Vejsager Nøddekær.
“Vi har arbejdet for at styrke lokale civilsamfundspartneres kapacitet til selv at forebygge og håndtere katastrofer. Og vi bliver længere, to-tre år, efter en katastrofe og arbejder langsigtet fra første dag, så vi dels genopbygger sideløbende med den humanitære indsats, dels genopbygger bedre – for eksempel inspirerer til at bygge jordskælvssikre huse efter et jordskælv,” siger han.
At se det enkelte menneskes behov i den store katastrofe
Tsunamien rev alt op på sin vej, og den akutte nødhjælp de første måneder gik primært til fødevarehjælp og til at sikre mennesker tag over hovedet.
Så snart den akutte fase var forbi, blev det tydeligt, at de berørte familier stod med meget forskellige udfordringer. Folkekirkens Nødhjælp og dens partnere lokaliserede behovene og støttede de enkeltes egne muligheder for at komme tilbage på fode.
Familien, der blev glemt
Da tsunamien havde ødelagt kysten ved storbyen Chennai i Indien, kunne 17-årige Kanahas mor ikke længere forsørge sine børn og flyttede til den landsby, hun oprindeligt kom fra.
Familien havde ikke fast bopæl i landsbyen, da tsunamien ramte, og blev derfor overset af både myndigheder og ngo’er og ikke registreret som modtager af hjælp.
Da Folkekirkens Nødhjælps partner efter tsunamien udviklede et uddannelsesforløb for udsatte kvinder og så, at Kanaha havde et fysisk handicap, fik hun et sykursus. Det blev både Kanahas og familiens vendepunkt. For når man kan et håndværk, kan man forsørge sig selv – og Kanaha har store ambitioner:
“Jeg vil gerne købe min egen symaskine.”
