Én enkelt fejl kan koste livet

I uger ad gangen er minerydderne væk fra deres familier, mens de arbejder for, at ingen skal dø eller lemlæstes af resterne fra årtiers lange konflikter.

Minerydderne går forsigtigt i gang med at grave i jorden. Sveden drypper af panderne, mens temperaturen i Pajok i Sydsudan rammer 38 grader. Øjnene er stift fokuseret på jorden som undersøges med arkæologisk præcision.

Selvom 20 personer er i gang med at rydde miner på én gang, er der helt stille. Ni af dem er iklædt beskyttelsesudstyr og undersøger jorden omkring dem med metaldetektorer. Foruden metaldetektorens lyd, kan man kun høre vinden.

Når metaldetektoren bipper, betyder det, at her ligger der noget i jorden i op til 13 centimeters dybde. Overhører man lyden, kan det koste liv og lemmer.

Hver dag gennemgår mineryddere fra Folkekirkens Nødhjælp et areal på cirka 2500 kvadratmeter i Sydsudan. De efterlader området helt finkæmmet for farlige genstande i jorden. Hvis en af minerydderne gør et fund, bliver området markeret, og den farlige genstand bliver bortsprunget, inden dagen er ovre.

44-årige Peter Chol Maduk har siden 2009 arbejdet som minerydder i Sydsudan. Han vurderer, at han i den tid har fundet og bortsprunget flere end 500 miner, granater og bomber.

“Når jeg går rundt i minefeltet, kæmper jeg mod en fjende. En enkelt fejl kan koste mig livet, så jeg tager hvert skridt med omhu. Alt, hvad der ligger i jorden, kan være en mine, så vi undersøger alt, hvad vi finder. Det føles næsten som om, jorden er vores ven, og vi kommunikerer med den gennem metaldetektoren,” siger Peter Chol Maduk.

Det hårdeste er at være væk fra familien

Peter Chol Maduk har selv oplevet krigen på tæt hold. I 2013 flygtede han med sin familie til Uganda, hvor hans familie stadig befinder sig. Peter var dog hurtigt tilbage i Sydsudan for at rydde miner.

Peter er eneforsørger til hele sin familie. Det er hans løn, som familien køber mad, betaler skole, lægebesøg og medicin for.

”Mit store ønske for fremtiden er, at mine børn kommer i skole og får en god fremtid. De er fremtidens ledere af Sydsudan. Jeg vil give dem den bedst mulige opvækst, men det er svært, når jeg ikke altid er der.”

Den samme historie kommer fra 37-årige Margaret Joseph Awate, som har arbejdet som minerydder siden 2007. Det har været med livet på spil, og i lange perioder er hun væk fra sin familie. Særligt hårdt er det nu, hvor Margaret har en syv måneder gammel baby, som bor i en flygtningelejr i Uganda sammen med resten af hendes familie. Hun har været væk fra sin nyfødte i to måneder nu.

”Det er meget hårdt at skulle efterlade sit barn for at tage langt væk på arbejde. Det er selvfølgelig noget, som går mig på. Min familie støtter mig dog meget i mit arbejde og siger, at jeg skal fortsætte med, hvad jeg gør. De er fuldstændig afhængige af mine løn,” siger Margaret Joseph Awate.

Landevejen er farligere end minefeltet

Faren ved arbejdet i minefelter og gamle slagmarker er noget, som de fleste mineryddere med mange års erfaring har vænnet sig til. Det er derfor primært risikoen ved at operere i et land hærget af konflikt, borgerkrig og høj kriminalitet, som bekymrer dem.

”Hvis jeg finder en mine, bliver jeg ikke bekymret eller bange. Det er jo mit arbejde. Men hver gang vi kører på vejene, beder jeg til Gud,” siger Peter Chol Maduk.

Og der er god grund til, at Peter altid beder en bøn, før han tager ud på de farlige sydsudanesiske landeveje. Det hele begyndte for to år siden.

© Rasmus Emil Gravesen

Vil du være med til at uddanne mineryddere?

Når en minerydders metaldetektor giver udslag, skal jorden undersøges med stor koncentration. En enkelt fejl kan koste livet. Støtter du vores arbejde, er du med til at sikre en grundig minerydder-uddannelse, som i sidste ende giver mad på bordet for verdens mest udsatte familier.

Hjælp nu

”I 2021 arbejdede jeg i en anden organisation som minerydder. Jeg skulle til Yei (i det sydøstlige Sydsudan, red.) for at rydde miner sammen med mine kollegaer. På vejen endte vi i et bagholdsangreb. Vi blev taget som gidsler i to dage, hvor vi blev tortureret. Det var rædselsfuldt. Bare jeg tænker på det, falder jeg tilbage i nogle uhyggelige og dårlige tanker,” fortæller han.

Sydsudan har været hærget af blodige borgerkrige næsten uafbrudt siden 1955. Selv efter Sydsudan fik kæmpet sig til uafhængighed i 2011 fortsatte borgerkrigene. Fra 2013 brød der igen borgerkrig ud mellem regeringen og oppositionsledere. De mange konflikter har sat sit præg på Sydsudan, der ifølge FN er verdens farligste sted at være nødhjælpsarbejder.

Det har 39-årige Moses Khemis Mawa oplevet på egen krop.

”Det er ikke farligt for mig at arbejde som minerydder. Jeg har mange års erfaring, og jeg er dygtig til mit arbejde. Det mest farlige ved mit job er at rejse rundt i Sydsudan på vejene. Der sker mange væbnede røverier eller angreb mod biler. Jeg har selv været udsat for væbnet røveri, mens jeg er kørt på vejene,” fortæller Moses, som har 19 års erfaring som minerydder i Sydsudan.

Jo færre miner, desto mere fred

Selvom røverier, skyderier, kriminalitet og slangebid er de helt store farer for mennesker i Sydsudan, er faren for at træde på en mine også til stede for størstedelen af befolkningen.

Ifølge FN Missionen i Sydsudan bor otte millioner mennesker ud af landets 11 millioner tæt på minefelter eller tidligere slagmarker, hvor der ligger efterladte landminer, granater og bomber. Alene i januar og februar i 2023 er fire børn døde af miner eller efterladt ammunition.

Folkekirkens Nødhjælps minerydningshold i Sydsudan, som for øjeblikket er til stede i Pajok, rydder områder, der bliver til landbrug eller til nye steder, som frit kan benyttes af lokalbefolkningen. Det er med til at sikre, at befolkningen kan begynde genopbygningen af deres land uden at tænke på efterladenskaberne fra de mange krige.

For minerydderen Margaret Joseph Awate er ligningen simpel.

”Jo færre miner, desto mere fred får vi.”