“Det værste er sulten. Mine børn er sultne, og jeg kan ikke mætte dem.”

Helene Sebazungu og hendes børn er på flugt i DR Congo.

© Anne Mette Futtrup

Væbnede angreb har drevet Helene Sebazungu på flugt i det frodige land og skubbet hende og millioner af andre congolesere ind i en overlevelseskamp mod sulten. Her kan du møde Helene og få et indblik i hverdagen i en flygtningelejr i det østlige DR Congo.

Børnene er jo små, så det tog hele dagen at komme her til Kanyaruchinya. Deres ben var hævede og tykke, da vi nåede frem.
Om situationen i DR Congo
  • DR Congo, der er hjem for mere end 105 millioner mennesker, har i årtier været plaget af krig og konflikt. Siden 1990’erne har omkring seks millioner mennesker mistet livet. I dag har ca. en fjerdedel af befolkningen brug for humanitær hjælp.
  • I 2023 eskalerede den væbnede konflikt mellem oprørsgruppen M23 og den congolesiske hær i den østlige del af landet.
  • Mere end 6,3 millioner mennesker er lige nu fordrevet fra deres hjem, mens én million congolesere er flygtet til nabolande som Uganda og Tanzania.
  • Den vedvarende vold har ødelagt mange samfund og skabt et miljø, hvor der er sket en stigning af uforståelige hændelser af overgreb og seksuel vold. Især kvinder og børn er i stor risiko for misbrug, voldtægt og udnyttelse.

Helene har boet i Kanyaruchinya-lejren siden oktober 2022.

Hun og hendes mand kom hertil, efter de en nat vågnede ved lyden af granater og geværer.

Militsen M23 var nået til deres landsby og i stilhed vækkede de børnene og listede ind i skoven for at komme i sikkerhed.

© Anne Mette Futtrup

Da Helene boede i landsbyen, havde hun en tryg hverdag.

Familien havde et lille landbrug og tog del i aktiviteterne i landsbyen. Nu er hver dag en kamp for at overleve.

Hun bor med sine syv børn i ét telt. De sover i den bagerste del, mens der forrumet er plads til at hænge lidt tøj til tørre.

© Anne Mette Futtrup

Helenes telt ligger klods op ad områdets asfalterede hovedvej, hvor tunge lastbiler drøner forbi.

Der er hyppige færdselsuheld, og mange familier i lejren har mistet et barn i trafikken.

Andre har mistet familiemedlemmer i de væbnede kampe – eller i den uro, der følger, når tusindvis af voksne og børn løber i samme retning væk fra dem.

Kvinderne i lejren samler brænde, som de sælger på markedet. Turen er farlig, og børnene er alene, mens Helene er afsted.

Ligesom 6,3 mio. andre i landet lever familien af mad, vand og andre basale fornødenheder fra humanitære organisationer. Fødevarehjælpen rækker til et måltid om dagen.

Som supplement til nødhjælpsrationerne samler Helene brænde i skoven og sælger det på markedet.

Mens hun samler brænde, er hendes børn alene i lejren.

© Anne Mette Futtrup

“Flere gange om ugen går jeg tilbage til vores landsby for at samle brænde i skoven. Jeg ved, at det er farligt. Den største risiko er at blive overfaldet. Mange kvinder bliver overfaldet, når de er i skoven. Men jeg har ikke andre muligheder, hvis jeg vil give mine børn mad.”

© Anne Mette Futtrup

Der er mange ressourcer i DR Congo.

Det enorme land består af frodig landbrugsjord, nationalparker og værdifulde mineraler i undergrunden.

Men de væbnede konflikter har siden midten af 90erne stået i vejen for en lysere fremtid.

© Anne Mette Futtrup

Folkekirkens Nødhjælp er til stede i DR Congo med katastrofehjælp, som mad, medicin og hjælp til at bearbejde traumer.

Vi arbejder med langsigtede udviklingsindsatser inden for uddannelse, minerydning og forebyggelse af kønsbaseret vold.

I samarbejde med vores partnere i Uganda, hjælper vi også mennesker, der er flygtet over grænsen

© Anne Mette Futtrup
Sådan arbejder Folkekirkens Nødhjælp i DR Congo
  • Vi hjælper mennesker, der har været udsat for seksuel vold gennem blandt andet støtte til krisecentre. Voldtægt og seksuelle overgreb er en stor udfordring i DR Congo.
  • Vi uddeler mad, vand og telte til familier, der er flygtet fra deres hjem, både i DR Congo og i nabolande.
  • Som den eneste internationale NGO rydder vi miner og andre former for ueksploderet ammunition, som efter mange år med krig er spredt ud på marker, veje og andre steder, hvor civile færdes.

Vær med til at huske glemte kriser

Millioner af mennesker i Syrien, DR Congo og Sudan er på flugt fra deres hjem eller i akut fare for hungersnød.

Glemte kriser
Twitter LinkedIn Facebook