Støt

Værdighedens Pris

Af Erik Johnson

Read in english

Derfor bør du læse med: Hvad synes du, det skal koste at skabe et meningsfuldt liv? At gøre i dag, i morgen og fremtiden lysere og mere spændende for folk, der er flygtet fra deres hjem? Det spørgsmål grubler Erik Johnson over, mens han er i Thailand i en flygtningelejr. Her oplever han, hvordan nødhjælpen skifter form og udtryk. Det får ham til at tænke: Hvad er prisen på værdighed? I denne fortælling fra Thailand tager Folkekirkens Nødhjælps katastrofeleder dig med på vejen mod svaret.

30 år. Det er alt for lang tid at modtage fødevarehjælp. I 30 år har de ventet på at kunne vende hjem. 30 år, hvor de passivt har modtaget den samme kasse med de samme fem typer fødevarer og forsøgt at blande dem til alle tænkelige retter. 30 år; det giver 32.850 gange, hvor de har forsøgt at skabe et måltid af ris, fiskepostej, olie, salt og bønner.

Nu ændrer vi det. 30 år med madrationer i flygtningelejrene er forbi. Det er her, langs grænsen i det vestlige Thailand, hvor Karen-folket er – dem, der flygtede fra vold og blev fordrevet i Myanmar. Her vil vi ændre tilværelsen for flygtningene. Disse mennesker vil endelig få muligheden for selv at bestemme.

Sammen med vores partnerorganisation, Grænsekonsortiet, uddeler vi et form for kreditkort, der gør det muligt for familier at vælge mellem flere end 25 råvarer i butikker, der er drevet af flygtninge i lejren.

Når vores medarbejdere ser folks smil efter deres første tur som handlende, er forandringens betydning åbenlys

Erik Johnson

Selv om det blot er et pilotprojekt med 600 familier, så vil vi – hvis det viser sig at fungere godt – være i stand til at udbrede projektet på tværs af ti lejre, og det vil give over 100.000 personer mulighed for selv at bestemme, hvad de vil spise. Slut med fem fødevarer. Det er begyndelsen på selvbestemmelse.

Rundt om i verden har jeg set den forandrende kraft, der er i kontant-nødhjælp. Det er faktisk ofte sværere for nødhjælpsarbejdere at vænne sig til at arbejde med kontant-nødhjælp, end det er for modtagerne selv: De skal ikke længere regne i rationer, og der er ikke længere behov for et indviklet system, der både skal opmagasinere rationerne, organisere og opdele dem. Så når vores medarbejdere ser folks smil efter deres første tur som handlende, er forandringens betydning åbenlys: Kontanter betyder, at de får et valg. En mulighed for at vælge, hvad de vil købe, en øget fleksibilitet omkring hvornår og hvor, de vil købe varerne, og i sidste ende giver det en højere grad af værdighed for den enkelte.

Nye muligheder kræver nye evner

Normalt er markedet langt mere effektivt, end nødhjælpsorganisationer kan være. Familier, der modtager hjælp, sælger ofte en lille del af deres rationer for at købe andre ting, der ikke er en del af nødhjælpspakken. Det kan være alt fra krydderier til medicin, tøj eller skolematerialer. Med penge kan familierne stadig lave de her justeringer men uden økonomisk tab, som det sker, når de eksempelvis forsøger at sælge en kop ris i en lejr, hvor det bliver uddelt gratis. Og oftest vil de være i stand til at lægge en smule af pengene til side, så familien kan investere dem fremadrettet. Det kan være til at starte en mindre virksomhed eller etablere en opsparing.

Og det er vigtigere end nogensinde for Karen-familierne i disse lejre. Efter 30 år, hvor de blot har modtaget passivt, vil de formentlig snart kunne etablere og styre deres husholdnings økonomi på en måde, de aldrig har kunnet før. De politiske forandringer i deres hjemland er på samme tid opmuntrende, og håbet er, at de inden for et år eller to vil kunne vende ”hjem”. Mange til et hjem de aldrig har haft muligheden for at besøge. De fleste er enten født i lejrene eller kommet hertil i en meget ung alder. At være i stand til at holde styr på en husholdnings madbudget på månedsbasis bliver derfor en af mange afgørende evner, som de bliver nødt til at lære fremover – eller hvert fald forbedre – til når de vender hjem og skal være selvstændige.

Gå ikke glip af de næste longreads

Value for the money

Det er godt, når kontanter giver familier flere valg, mere fleksibilitet og værdighed, såvel som når det fungerer som en effektivisering ved at få nødhjælpspenge til at række endnu længere. Men situationen i disse lejre er mere kompleks end mange andre steder. Faktisk kan pengeuddeling i det her tilfælde være dyrere end maduddeling – i hvert fald på den korte bane.

I 30 år har Grænsekonsortiet – som Folkekirkens Nødhjælp har været med til at starte – arbejdet på at forny og forbedre deres indkøbssystem og logistik, hvilket har gjort det muligt for dem at brødføde 150.000 personer om måneden, når lejrene har været mest fyldte. Erfaringen gør, at prisen for at brødføde en familie næsten er så lav som muligt. Det skyldes blandt andet frie, internationale licitationer på ris, indkøb af de såkaldte brudris, der har lavere værdi på markedet, og en pionerånd i et projekt, der bygger næsten udelukkende på arbejdskraft fra flygtninge og ikke NGO-arbejdere.

Én ting betyder mere end alt andet: At give flygtningene en højere grad af værdighed.

Erik Johnson

Det leder mig hen til spørgsmålene: Når distributionen stopper, og folk er i stand til at købe og vælge deres mad i stedet for at modtage det, vil detailmarkedet være i stand til at modsvare med lignende priser i forhold til dem, som Konsortiet var i stand til at få igennem engroslicitationer? Og hvis ikke: Hvor meget kommer flygtningene, og i sidste ende Konsortiet og donorerne, til at betale?

Målene for overgangen til kontantuddeling er mange, men et af de afgørende er at styrke folk og gøre det muligt for dem at træffe et valg. En mulighed, der også mindsker ineffektivitet, hvilket kan give dem fleksibilitet til at opfylde deres egne behov. Dog betyder én ting mere end alt andet: At give flygtningene en højere grad af værdighed. Målet åbner dog for et dilemma: Hvad nu hvis de her kontant-programmer koster mere end at distribuere mad? Hvad hvis prisen er fem procent højere? Hvis det er 50 procent? Hvad er – i det lys – værdighedens pris?

Mad eller kontanter?

Som katastrofeleder i Folkekirkens Nødhjælp er det her en af mine største bedrifter i mine 13 år i organisationen. At få Folkekirkens Nødhjælp til at arbejde med kontant-nødhjælp. I 2008 var vi blandt de første NGO’er, der afprøvede den nye metode, hvilket vi så som en understregning af vores kamp for katastroferamte mennesker, så de kan få rettigheder tilbage og tage del og ansvar for deres egen genopretning. I land efter land har jeg set en revolution skabt af kontanter, når familier kommer ud af butikker med smil på ansigterne og poser fyldt med varer, som de har valgt – næsten som før de blev ramt af en katastrofe.

Da en kvinde bagefter kom og tilbød mig - den hvide NGO-medarbejder - at få en kiks fra rationen, forstod jeg det ikke

Erik Johnson

Jeg glemmer dog aldrig den første gang, jeg så maduddeling i Guinea, da flygtninge fra Sierra Leone ventede med længsel i kø i den varme sol, mens soldater så på fra toppen af pansret mandskabsvogn. De ventede desperat på mad. De skubbede til hinanden, mens alle ventede på sække med korn, hvor der var påtrykt: ’En gave fra det amerikanske folk’. Da en kvinde bagefter kom og tilbød mig - den hvide NGO-medarbejder - at få en kiks fra rationen, forstod jeg det ikke. Det var først, da min chauffør forklarede mig hvorfor, at jeg fandt ud af, at det var hendes måde at sige tak for hjælpen på.

Senere på dagen opstod der spændinger i gruppen, og en mand endte med at forlade stedet blødende fra panden, da den var stødt sammen med den ene ende af en soldats riffel. Det er sådan en oplevelse, jeg altid husker at fortælle folk herhjemme, når jeg nævner, at jeg arbejder med nødhjælp, og de så siger, at de beundrer mig for at vie mit arbejdsliv til at lave noget så meningsfuldt og uselvisk. Ikke alle oplevelser med fødevarehjælp er så slemme, men de er sjældent skønne, og det er så langt fra den glæde, du ser hos modtagere af kontant nødhjælp, der er behandlet med den værdighed, som de fortjener.

Folkekirkens Nødhjælp har støttet 27 kontantnødhjælpsprojekter i 2015, og antallet, omfanget og indholdet af disse vokser år for år. Nogle projekter bruger former for elektroniske kreditkort, som dem vi indfører lige nu i Thailand, mens andre overfører penge elektronisk til modtagernes mobiltelefoner, hvilket både øger sikkerheden men også sikrer dokumentationen og gennemsigtighed, i forhold til hvem der har modtaget hvad. Det er også med til at holde vores donorer og støtter glade. Men jeg har aldrig set en så kompleks kontant-overgang som denne, vi arbejder med i øjeblikket i Nu Poe-lejren.

Derfor virker kontant-programmerne

Kontant-programmerne virker virkelig godt af de samme årsager, som hvorfor vestlige økonomier har været mere succesrige end planøkonomier. Og hvorfor konsekvenserne af den Kolde Krig i Øst- og Vesttyskland var så utroligt forskellige: Markedsmekanismer virker. Det handler om konkurrence og folks selvbestemmelse. Det er en magisk kombination. I disse lejre er grossisterne dog måske ikke i stand til at kunne klare den efterspørgsel, der er i lejrene, som er spredt ud over ti forskellige steder langt fra bykerner.

Antallet af forhandlere kan blive begrænset fra regeringens side, som kan have bekymringer om dem, der bevæger sig frit ind og ud af lejrene, som flygtningene ikke har lov til at forlade(hvilket de dog alligevel ofte gør). Kort fortalt; Der er måske ikke nok integration af markedet i lejrene, og der vil måske være for lidt konkurrence. Det er udfordringer, vi står med.

En følelse af lykke

Står vi hjælpeløse overfor de udfordringer? Selvfølgelig ikke. Vi har mange muligheder. Konsortiet vil kunne hjælpe med at føre grossister og forhandlere sammen. De kunne faktisk selv agere grossist i lejrene ved at bruge deres lagre som en midlertidig løsning, indtil de private forhandlere er klar til at tage over. De kan påvirke myndighederne for at få øget antallet af forhandlere og hjælpe med at svare på alle de bekymringer, der kan opstå. De kan tilbyde lån, skabe kapital og tilbyde handelsundervisning til forhandlere. Før eller siden vil markedet tage over. Det sker måske af sig selv – helt uden hjælp. Det er ikke et spørgsmål, om det vil ske, fordi det sker allerede.

Ventilatorer blæser kold luft ned i det tætpakkede lokale her i Thailand, hvor jeg sidder bagerst i rummet og ser flygtninge lytte til medarbejdere, der fortæller om tiltaget. De giver en kort introduktion til, hvordan de vil kunne handle med det nye elektroniske kort. Jeg er så lykkelig, imens jeg sidder i rummet og lytter. Efter introduktionen går vi rundt i området og sikrer os, at forhandlerne er i stand til at arbejde med det nye system, og vi sludrer med familier, der er i gang med at fylde kurve med ris, æg, frisk frugt, grøntsager og frisk fisk. Der er ingen tvivl om, at det er indsatsen værd. Det vidner oplevelsen om. For værdighed har ingen pris.

Flygtningenes danske bedstemor
81-årige Anni Kanafani fra Valby har viet sit liv til at hjælpe flygtningebørn i Libanon.

Tørken i Etiopien
Tedesh er hårdt ramt af klimaforandringerne, men hjælpen kom til dertil fra uventet kant.

Se alle longreads 
Få overblikket over alle de mange longreads, Folkekirkens Nødhjælp har skrevet.