Støt

Mor rydder miner

©Jan Møller Hansen

”Mor, kommer en mine ikke til at dræbe dig?”

Midt i en af verdens mest brutale borgerkrige, sidder Betty Night og lægger lyserød neglelak på sine tæer. Hun er minerydder og mor til tre. Børnene er efterladt i en flygtningelejr i Uganda – og Betty selv bor i det krigshærgede Sydsudan. Her tjener hun penge som minerydder for at have råd til at sende sine børn i skole.

Af Mathilde Berg Utzon

Betty har glat hår flettet oven på sit naturligt krøllede hår. Den øverste del af det kunstige hår er sort med et brunt skær. Den nederste del er lys kastanjebrun. Hun har fyldige læber, en varm brun hudfarve. En mørk tone, der ligner et stort modermærke, indrammer hendes blik. Furerne under hendes mandelformede øjne er markerede.

Hun har velplejede fødder med lyserøde negle i sine militærstøvler, og hun insisterer på at have en ren push-up bh klar til hver dag, når hun er på arbejde som minerydder for Folkekirkens Nødhjælp i Sydsudan.

Man skulle tro, at den hårdeste del af arbejdet er at sidde på knæ i 40 graders varme og forsigtigt grave livsfarlige sprængstoffer fri for jord. Det er det ikke. Det sværeste er at tale med sine børn om arbejdet.

”Mor, kommer en mine ikke til at dræbe dig?”, lyder det knusende spørgsmål hendes 3 sønner har til hende.

Og til dem svarer hun:

”Nej, minen er ikke farlig for mig. Jeg er trænet til at udføre arbejdet.”

På trods af at hun lykkes med at berolige sine børn, ved hun godt, at arbejdet kan koste dem, deres mors liv. Men hun har ikke noget valg. Hun er nødt til at arbejde og tjene penge. Lønnen går til, at drengene kan gå i skole i den flygtningelejr, hvor de bor i nabolandet Uganda.

Det her er historien om Betty Night i og uden for minefeltet. En handlekraftig kvinde, der i en glemt konflikt har forladt sin mand og børn for at rydde nogle af verdens 110 millioner miner. Hendes afsavn er med til at give håb til de børn, der ikke kan gå sikkert i skole, de bønder der ikke kan dyrke deres jord, eller de familier der ikke kan vende hjem til deres huse af frygt for ueksploderede miner og gammel ammunition.

©Jan Møller Hansen

”Hvad en mand kan, kan en kvinde også. Vi kvinder er stærke, vi kan klare hårde opgaver”, svarer Betty Night, når hendes køn bliver brugt til at slå tvivl om hendes evner som minerydder.

Hvad er krigsaffald?
  • Raketter
  • Mortergranater
  • Håndgranater

De tre typer af ammunition er det mest almindelige krigsaffald, mineryddere finder og fjerner i Sydsudan.

20 år gammelt krigsaffald

I dag er Betty Night på en ’spot task’. Det er en operation, hvor krigsaffald, der er for farligt at flytte, bliver sprængt i luften, der hvor det ligger. Altså ’on the spot’. Andre dage består arbejdet i kontrolleret at grave miner, raketter og granater fri for jord, så de kan blive destrueret. Men ikke i dag.

Landskabet er uberørt og fladt med lave træer og buske. Vi er i det sydligste Sydsudan tæt på en by kaldet Nimule, der grænser op til Uganda.

Betty og resten af hendes hold gør klar til sprænge en PG7-raket i luften. En raket, der kan ødelægge en tank og dræbe i en radius af 20-35 meter. Den er sprængfarlig og har ligget og flydt i området i over 20 år. Under en kilometer væk bor der mennesker i en lille landsby.

”Jeg er først og fremmest minerydder, fordi jeg gerne vil redde uskyldige menneskers liv. Og jeg vil gøre Sydsudan fri for miner og efterladenskaber fra krigene,” siger Betty Night.

Gå ikke glip af de næste longreads

Befrielseskamp kostede omkring 2 millioner liv

Raketten stammer fra kampe mellem Sudans Bevæbnede Styrker (SAF) og Det Sudanske Folks Befrielseshær (SPLA), der forpestede området omkring Nimule mellem 1991 og 1997.

Kampene foregik før Sydsudan fik sin selvstændighed i juli 2011. Sammenstødende i og omkring Nimule var en del af en nådesløs og langstrakt borgerkrig. I grove træk kæmpede SPLA splittet mellem forskellige fraktioner i mere end 20 år mod SAF. Nogle grupperinger under SLPA kæmpede for løsrivelse fra Sudan, mens andre kæmpede for lige rettigheder for hele den daværende sudanske befolkning. SPLA kæmpede imod det muslimske styre, der regerede fra hovedstaden Khartoum i nord, der undertrykte den kristne befolkningen i det sydlige Sudan. Borgerkrigen kostede 2 millioner mennesker livet, skønner FN.

Under forberedelserne til dagens spot task kommer Betty gående med en lang ledning. Den skal forbindes til det sprængstof, som skal hjælpe med at destruere raketten. 

-Vi kvinder er stærke

Størstedelen af hendes kollegaer er mænd. Selvom Betty har ryddet miner i 13 år, møder hun stadig spørgsmålet om, hvordan en kvinde kan arbejde som minerydder. Til det svarer hun affejende: 

”Hvad en mand kan, kan en kvinde også. Vi kvinder er stærke, vi kan klare hårde opgaver.”

©Jan Møller Hansen

Betty Night med sit fulde minerydderhold. Holdet består af mineryddere, sygeplejersker, en ambulancefører, en chauffør, en teknisk rådgiver og en holdleder.

Selvom Betty til hverdag rydder op efter blodige kampe, er hendes sværeste opgave at være adskilt fra sine børn og være mor på lang afstand.

”Jeg burde være sammen med mine børn, så jeg kan hjælpe dem”, siger hun, mens hun kigger ned og løsner en smule op for det panser, de sværeste følelser er beskyttet bag.

Ingen anden mulighed

”A, B, C, D…” råber børnestemmer i munden på hinanden i et rum fyldt med børnehavebørn.

Vi er i en privat børnehave i Rhino-flygtningelejren i det nordlige Uganda. Forrest sidder Bettys yngste søn Phillip på fem år. Du kan kun få lov til at gå her, hvis dine forældre betaler.

Børnehaven er omhyggeligt hegnet ind. Det er de færreste af de mere end 1.050.000 flygtninge fra Sydsudan i Uganda, der har råd til at betale for en privatskole.

Men det har Betty Night. Hun tjener 300 USD om måneden. Dem sender hun til familien i Uganda, og pengene bliver brugt på mad, tøj og skolegang. En uddannelse, hun håber, er en billet til et bedre liv for sine drenge end det, hun selv lever. Selvom hun har en indtægt, er det ikke nemt at få alle ender til at mødes. Betty mener ikke, hendes løn svarer til den risiko, hun dagligt udsætter sig for.

©Mathilde Berg Utzon

Bettys Nights tre sønner. Fra venstre i pink skjorte er Ivan på 8 år. I midten er Phillip på 5 år og til højre Tonny på 11 år.

”Jeg ville gerne bo og lege med mine børn, men der er ingen anden mulighed,” fortæller hun.

Uden jobbet som minerydder ville hun være nødt til at registrere sig som flygtning i Uganda. Og familien vil miste deres eneste indtægtskilde.

Døden over alt

Midt i en af verdens værste borgerkrige med rapporter om voldtægter, tusindvis af børnesoldater, drab på civile, plyndringer og nedbrænding af landsbyer, står Betty Night i bagende sol og graver jord op, som hun fylder i hvide plastiksække. Forberedelserne til dagens spot task er i fuld gang. Sækkene skal bruges til at afskærme raketten og minimere eksplosionen, når den bliver destrueret.

Mineryddernes opgave er nu at afskærme området i en radius på 300 meter, så ingen personer nærmer sig, mens raketten sprænges i luften. Betty finder sin plads.

Men det er ikke altid, det går godt.

For nylig fik Betty en besked, der fik hendes hjerterytme til at slå ud af takt. Hun var på vej tilbage til sin lejr fra minefeltet, da en besked tikkede ind. En af hendes bedste veninder og kollega gennem mange år, Mary Magdalene, havde mistet livet, mens hun var på arbejde som minerydder for en anden organisation.

”En, som redder andre, har nu mistet sit eget liv. Det er ikke okay. Jeg er meget ked af det,” siger Betty.

Efter tabet af veninden har en frygt sneget sig ind i hovedet på hende. En frygt, hun ikke må give efter for, næste gang hun graver efter raketter og miner. Hvis hun først bliver ufokuseret, bliver arbejdet for alvor farligt. Så længe hun følger instruktionerne og arbejder, som hun er trænet til, er risikoen for et uheld lille, forklarer Betty, der er drevet af håbet om at gøre en forskel.

”Jeg bliver rigtig, rigtig glad, når jeg ser folk dyrke landbrug og bygge skoler, hvor vi har renset jorden for eksplosiver,” siger Betty.

4 millioner er flygtet

Selvom Folkekirkens Nødhjælps har ryddet miner i Sydsudan siden 2013 er der færre og færre familier, der kan vende hjem til deres minefri jordstykker. En ny krig, der startede i december 2013, har tvunget over 4 millioner mennesker til at flygte fra deres hjem enten til nye steder i Sydsudan eller nabolandene.

©Mathilde Utzon

Langs Sydsudans eneste asfalterede hovedvej fra hovedstaden Juba og sydpå til Uganda er landsbyer plyndret og brændt ned. Kun runde ler- og murstensstukturer står afpillet tilbage. Området er affolket, og de fleste fra området er flygtet til Uganda.

Borgerkrigen startede med et sammenstød mellem nogle af befrielseskampens spydspidser; den nuværende præsident Salva Kiir fra dinka-stammen, og den tidligere vicepræsident Riek Machar, der tilhører nuer-stammen. De to frontfigurer bliver stadig set som centrale spillere i krigen, selvom andre etniske grupper er en del af konflikten. En kompliceret og fragmenteret konflikt uden en åbenlys frontlinje.

Betty håber desperat på fred, og at blodsudgydelserne stopper. Men der er ingen oplagt vej til fred i Sydsudan. Det eneste Betty kan gøre er at fortsætte sit arbejde, så hun kan hjælpe sine børn i flygtningelejren i Uganda.

Få har en skoleuniform

Et par hundred meter op af en bred grusvej fra 5-årige Philips børnehave, går Bettys to ældre sønner i privatskole.

8-årige Ivan sidder i en pink skjorte på en bænk i et åbent lokale bestående af halve og hele rå murstensvægge og udfylder en test. Den skal afgøre, hvilket undervisningsniveau han skal placeres på. Kun få af børnene har skoleuniform på.

©Mathilde Utzon

Bettys mellemste søn, Ivan, udfylder en test, mens han er i skole. Der er ingen borde i klasseværelset, kun bænke. Derfor må han bruge sin taske som støtte, når han skriver i sit indbundne hæfte.

Mens Ivan gør sig umage for at stave ’hundehvalpe’ i flertal rigtigt, leger hans storebror Tonny udenfor på legepladsen i et populært gyngestativ. Tonny har frikvarter. Han er en af de få, der har en blå og hvidternet skoleuniform på.

Savner mor

Tonny, Ivan og Philip bor med deres far David Loruba i Rhino-flygtningelejren. De flygtede hertil i juli 2016 da kampe intensiverede, og tvang dem væk fra deres hjem i Yei, der er og nok nærmere var en af Sydsudans større byer.  

Drengene er meget bevidste om, at deres mor arbejder i deres hjemland, så hun kan tjene penge og hjælpe dem.

”Hun sender penge til at betale for skole og sender også penge til en skoleuniform,” siger Philip forsigtigt, hvorefter han mumler en smule mere tydeligt:

”Jeg kan godt tænke mig, at hun kommer og bor her.”

Drengene ved godt, at den nuværende situation er den bedste af de muligheder, de har.

”Det er godt at bo her, fordi der ikke er nogen kampe,” siger Ivan, Bettys mellemste søn.

Til spørgsmålet om, om Ivan tænker på sin mor, bliver han helt stille. Han ryster på hovedet og slår blikket ned. Efter en længere pause ser han op med blanke øjne. Han synker en klump i halsen og siger, at hun er langt væk.

FIRE FIRE FIRE

Omkring 300 kilometer væk på den anden side af grænsen i Nimule er Betty er på arbejde blandt gammel ammunition og miner. Et gennemtrængende råb lyder ud over landskabet med mindre træer og buske.

”Fire, fire, fire!”, råber lederen af sprængningen.

En røgsky løfter sig over det flade landskab. Et brag runger for ørene, mens et mærkbart tryk kortvarigt slår ind mod brystet.

I dag går det godt. I dag bliver Sydsudan befriet for én mindst 20 år gammel PG7-raket. Samtidigt fortsætter kampene og krigsforbrydelserne i Sydsudan. Krig er hverdag.

Drømmen om en fælles fremtid

Betty sidder i sit armygrønne kuppeltelt og lægger lyserød neglelak på sine negle.

I et hjørne over hendes madras, der er dækket af et limegrønt lagen med broderier, hænger en rund klemmeholder. Den er proppet med push-up bh’er. Nogle med blonder, andre i lyseblå eller med leopardprint. Der skal være en ren bh til hver dag. Betty går ikke i minefeltet i en svedig, snavset bh.

©Jan Møller Hansen

”Hvis du ikke vedligeholder dig selv med det arbejde, som vi har, så mister du din skønhed,” fortæller Betty.

Betty Night har fundet en hverdag midt i et af verdens farligste lande, hvor en ny rapport fra FN dokumenterer, at der bliver begået forbrydelser mod menneskeheden.

”Det er meget farligt at bo i Sydsudan lige nu. Jeg ofrer mig ganske enkelt. Men jeg er ikke bange, jeg har vænnet mig til situationen,” siger hun.

Alligevel insisterer Betty Night på at håbe på en fremtid i sit land.

”Vi drømmer desperat om fred. For så kan børnene komme hjem til Sydsudan, og så kan vi alle være sammen,” siger Betty

Facts

Folkekirkens Nødhjælp har siden 2013 ryddet 104.304 landminer og ueksploderet ammunition i Sydsudan. Sidste år underviste vi mere end 1000 sydsudanere i, hvordan de lever mest sikkert i områder, der er forurenet af miner og ueksploderet ammunition.

Giv sikker grund
Et stykke minefrit jord giver sikker adgang til landbrugsjord, hospitaler og skoler.

Giv et ben
En benprotese hjælper et mineoffer til at kunne få arbejde eller gå i skole.

Støt 
Støt verdens fattige på forskellige måder