Støt

Dagbog fra katastrofens kølvandsbølger

Den 14. marts går orkanen Idai i land i Mozambique. Stormen fortsætter sin hærgen hele vejen til Zimbabwe, og det står hurtigt klart, at den største vejrkatastrofe nogensinde har ramt den sydlige halvkugle. Mens dødstallene stiger, rejser Bjørn Bang Jakobsen, journalist i Folkekirkens Nødhjælp, i orkanens fodspor.

Tekst og foto Bjørn Bang Jakobsen

”Er du kommet til Zimbabwe for at skrive om tørken,” spørger taxachaufføren, som hedder Oliver. ”Jeg er faktisk kommet for at skrive om orkanen og oversvømmelserne,” svarer jeg. Taxachaufføren nikker langsomt.

”Vi har fire kriser i Zimbabwe lige nu. Vi står midt i en økonomisk krise med hyperinflation. På grund af inflationen er der ingen udenlandsk valuta i Zimbabwe, og vi kan ikke købe benzin på det internationale marked”, siger Oliver og laver en kunstpause.

”Er du udannet inden for økonomi?” indskyder jeg, men han overhører mit spørgsmål og fortsætter:

”Folk er desperate efter benzin, selvom vi har verdens dyreste benzinpriser (en liter koster 20-25 kr.). Store dele af landet er ramt af den længste tørke i 40 år, og nu har vi så orkanen Idai”, siger chaufføren med tragikomisk latter og slår ud med armene. Han peger på en kilometerlang kø til en tankstation.

20 minutter senere, kl. 03.00, lægger jeg mig på hotelsengen og sætter uret til 06.30. kl. Da jeg vågner med et sæt tre timer senere, ligger der en WhatsApp besked fra Mads Lindegaard på min telefon: ”Vi har bilproblemer. Kom over på kontoret, når du er vågen”. 

Mads Lindegaard er landechef for Folkekirkens Nødhjælp i Zimbabwe. Han har ry for være at omstillingsparat og hurtigt reagerende. Han er den type, der vil nå først frem, når mennesker er i nød. Derfor nager det ham grusomt, at der stadig er store befolkningsgrupper fanget i afskårne områder bag sammenstyrtede broer. Hjælpen kan ikke komme frem uden helikoptere, som slet ikke kan have vand og fødevarer nok med til de hundredtusindvis, der har brug for akut hjælp.

Det er afgørende at finde en vej ind i de isolerede områder i Mozambique. Sammen skal vi derfor prøve at nå frem til de nødstedte ved at køre en alternativ bjergrute på veje af tvivlsom kvalitet gennem grænsepasset mellem Zimbabwe og Mozambique.

Græs og hø i elmasterne vidner om, at vandet stod mindst 10 meter over jorden, da orkanen Idai skabte oversvømmelser i store dele af det sydøstlige Afrika.

Vi venter i Zimbabwe

Mads Lindegaard står og studerer er stort kort over Mozambique, da jeg træder ind på kontoret. Han fører de store krøller om bag ørene og sender mig et intenst blik, imens han suger på sin e-cigaret.

”Den bro er ødelagt, den bro er ødelagt, og vi ved ikke, om den bro stadig er der”, siger han på engelsk til sig selv eller til mig, det kan jeg ikke rigtigt lure.  Han vender sig mod mig. ”Vi har problemer med bilerne”, siger han så og fortsætter: ”En sidder fast i mudderet i det sydlige Zimbabwe, og en anden er røget på værksted. Det er det værst tænkelige tidspunkt at have bilproblemer på.”

Vi venter i 50 timer, inden bilen kører ud af værkstedet. Torsdag aften kører vi endelig på de øde veje i udkanten af Harare. Vi passerer kilometerlange benzinkøer, selvom det er midt om natten. Alle de ulykker, der rammer det her land, konstaterer jeg for mig selv, mens jeg tænker på de grufulde beretninger, der hele tiden tikker ind. Hele tiden hører jeg navnet Dombe, som er et afskåret landbrugsområde i det vestligste Mozambique på grænsen til Zimbabwe.

En kvinde har delt en lydfil på WhatsApp, hvor hun desperat beskriver, hvordan hele området står under vand. 70.000 mennesker er fanget mellem bjergene og floderne, fordi alle broer er skyllet væk. Hun taler om hundredvis af døde kroppe, og krokodiller, der svømmer rundt i de oversvømmede landsbyer.

Han forsvandt den nat

Det er daggry torsdag morgen, og vi er ved grænseovergangen mellem Zimbabwe og Mozambique. Forslåede eukalyptustræer med trækroner, der bøjer mod jorden som var de fanget i et permanent vindstød, vidner om, at vi nærmer os de orkanramte områder. Inden længe er vejsiderne fyldt med forhutlede mennesker, der med poser på ryggen trasker afsted, som om de bare skal væk.

Vi kører mod nødlejrene uden for byen Chimoio for at finde ud af, hvilke landsbyer de fordrevne kommer fra, og hvordan forholdene er inde i områderne bag de ødelagte veje og broer.

"Vi skal stille de samme spørgsmål igen og igen for at verificere forholdene længere inden i katastrofeområdet,” understreger Mads Lindegaard, inden han stopper bilen.

Vi går rundt i lejren og snakker med børn og voksne. Hvorfor flygtede i hertil? Hvilke veje er åbne? Hvilke broer er skyllet væk? Har du mistet familiemedlemmer? Hvad mange mennesker bor der i din landsby? Hvad har I brug for, hvis I skal vende tilbage? Jeg stiller de samme spørgsmål til mere end 20 børn og voksne. Svarene ligner hinanden.

Søstrene Dinare og Julia på 12 og 9 år bor i et telt sammen med andre uledsagede børn.

”Vi har ikke set vores mor, siden vandet kom, men vi beder til Gud om, at hun snart finder os”, siger lillesøster Julia og lægger en hånd på sin storesøsters skulder.

Melani på 8 år og hendes familie mistede hele deres hjem, da en flodbølge kom ned fra bjergene i Dombe-området.

”Hundredvis af hjem forsvandt”, fortæller Melani og tilføjer med tårer i øjnene: ”Vi leder stadig efter min lillebror, han forsvandt den nat”.

Jaime på 2 år og hans forældre, Edmo og Amelia, er lige ankommet til nødlejren med en helikopter.

"Vi var strandet i næsten to uger mellem bjergene uden mad. Da orkanen kom, rev den hele bjergsider fra hinanden. Stenblokke så store som lastbiler rullede ned fra bjergene og lukkede slugten ud af dalen. Hvis ikke vi var kommet med helikopteren, tror jeg ikke, Jaime havde overlevet”, siger Amelia, og peger på den lille dreng med den udspilede mave.

Igen og igen hører jeg navnet Dombe, når jeg spørger, hvor oversvømmelserne er værst. ”Dombe er slemt,” siger de alle steder. 

Bygger med ødelagte mursten

Vi forlader nødlejren og går gennem et af de fattige kvarterer i udkanten af byen. Alt er smadret. Flere steder ligger bare en bunke mursten, hvor der tidligere var huse. Snavsede børn flakker rundt, mens forældrene desperate forsøger at rejse deres huse igen med de ødelagte mursten.

Vi går forbi et lille hus, hvor ydervæggene er skyllet væk. En kvinde med kraftigt hår og høje kindben sidder med sine tre børn i en sofa inde i skelettet af det, der har været deres stue. Da orkanen alligevel har brudt intimsfæren, tillader jeg mig at spørge kvinden, om hun vil genopbygge sit hus? ”Hun ryster på hovedet.

”Hvis jeg skal genopbygge huset, har jeg ikke råd til mad til børnene,” siger hun.

©Bjørn Bang Jakobsen

Privatlivet forsvandt den nat, orkanen ødelagde Amelias hus. Hvis hun skal genopbygge huset, har hun ikke råd til mad til børnene.

Kvindens dilemma er dilemmaet for tusindvis af familier. Derfor er Mads Lindegaard allerede i gang med at ringe rundt til de lokale byggemarkeder for at planlægge, hvordan Folkekirkens Nødhjælp kan støtte de enkelte familier økonomisk, når de vil genopbygge deres huse.

Det er ved at blive mørkt, og vi beslutter os for at finde et sted at sove i Chimoio, inden vi kører mod Dombe.  I morgen skal vi prøve at krydse floden over til de 70.000 mennesker, som alle taler om.  Det er næsten ikke til at begribe, at så mange mennesker stadig ikke har fået hjælp.

Broen er åben igen

Klokken er 5.30. Mads Lindegaard ringer. ”Broen er åben, vi kører om en halv time,” siger han og lægger på igen. Jeg hopper i tøjet og drikker en kop Nescafé, mens jeg barberer mig.

Allerede efter en time passerer vi en skrøbelig betonbro. Vi får at vide af de mænd, der stadig arbejder på broen, at den åbnede igen i går. Så er vi endelig i Dombe, og det står hurtigt klart, at vi er i katastrofens epicenter. Hø og græs hænger og dingler i toppen af de sønderrevne elmaster.

”Det er et tegn på, at vandet har stået mindst ti meter over jorden”, konstaterer Mads Lindegaard.

Landskabet er raseret. Folk går hvileløse rundt i markerne og leder efter dem, der forsvandt den nat, hvor Idai gik i land i Mozambique. Overalt er der teltlejre, fordi landsbyerne tættest ved floden er skyllet væk.

Hvis det står til Mads Lindegaard, skal folk ikke flytte tilbage til floderne. ”Klimaforandringer gør, at vejret bliver mere og mere ekstremt i det sydlige Afrika. Hvis folk flytter tilbage til floden, bliver deres huse bare oversvømmet af den næste orkan. Derfor skal vi gøre det attraktivt er bygge husene op i de sikrede områder, hvor teltlejrene står nu”, siger Mads Lindegaard og tilføjer:

”Allerede i næste uge vil Folkekirkens Nødhjælp gå i gang med at bore brønde, så folk får rent vand i de nye lejre”.

Kør mod broen!

Vi stopper ved en muddersø, hvor en kvinde går hvileløst rundt. Jeg kravler ned til hende. Hun fortæller, at hun hedder Eva. ”Jeg leder efter min mand. Han forsvandt den nat,” siger hun med rystende stemme, uden at jeg når at spørge hende om noget.

”Hvordan forsvandt han,” spørger jeg så.

”Det var midt om natten. Da vandet havde steget en time, fossede det ind ad vinduerne. Min mand og jeg lå og sejlede rundt i hver vores tømmerflåde af banantræer, mens huset stod under vand. Mine døtre var hos mig, og min søn var hos min mand. Det var mørkt – det var ingen strøm i hele området. Vi prøvede at redde så mange, vi kunne. Der lå døde kroppe overalt i vandet, og vi hørte skrig fra dem, der blev taget af krokodillerne. Pludselig lå min søn i vandet, og min mand var væk”.

Jeg bliver mundlam, og hun bryder tavsheden.

”Kør ned til broen, der er brug for jeres hjælp”, siger Eva så og peger mod syd: ”Kør den vej!”.

Vi ved ikke, hvad hun mener, men vi hopper ind i bilen og gør, som hun siger. Evas grufulde beretning giver ekko i hele min krop, efter vi har sagt farvel til hende.

©Bjørn Bank Jakobsen
Eva leder stadig efter sin mad , som forsvandt den nat, orkanen ramte Mozambique

Noget er galt

Hvis vi skal tro Eva, er der er bro mere længere mod syd. Vi kan ikke så nogen bro på kortet, men på satellitbillederne er der noget, det kunne ligne en bro.

Vi kører længere ind i de orkanramte områder, og da vi passerer to kvinder med hver deres kurv på hovedet, får et glimt af de tomme traumatiserede øjne, som jeg har mødt hundredvis af her i Mozambique. Majskolberne i kurvene har de samlet i de druknede majsmarker. Afgrøderne kunne ikke ånde, da landbrugsområder på størrelse Fyn blev omdannet til indlandshave. Høsten har allerede slået fejl, og de rustbrune livløse marker lige så langt øjet rækker, vidner om en sultkatastrofe forude.

”Bridge?” råber jeg ud ad vinduet. Kvinderne peger os i samme retning.

Nu kan jeg skimte en bro, men i takt med at broen nærmer sig i horisonten, står det klart, at noget er galt. Vi stopper foran broen, stiger ud og går hen til kanten. Jeg kigger ned i afgrunden og ser, hvordan den massive betonbro er revet fra hinanden. Halvdelen af broen er skyllet væk. På den anden side af floden er den tilbageværende del af broen fyldt med mennesker, som råber heeelp!

©Bjørn Bang Jakobsen

Broen over Lucite-floden blev revet midt over, da orkanen Idai stormede gennem Mozambique.

Vi troede, vi var i mål, da vi krydsede broen til Dombe. Vand, mad, telte og medicin er allerede på vej ind i Dombe. Vi troede, der var den sidste afskårne lomme, men nu står vores bil stille foran en sammenstyrtet bro.  ”Der er en kvart million mennesker fanget på den anden side”, siger en muskuløs mand med stort skæg.

Stemningen er mere end kaotisk. ”Heeeelp”, råber de fra den anden side. Desperate mænd er begyndt at krydse floden i hjemmelavede kanoer, og vi kan se krokodillerne glide rundt omkring de interimistiske både. Synet giver mig kvalme.

”Hvad nu?” spørger jeg Mads Lindegaard.

Han svarer ikke på mit spørgsmål. ”Hvad gør vi nu,” spørger jeg igen. Mads Lindegaard kigger over på den anden side af den sammenstyrtede bro. Hver eneste gang vi sender blik derover, vækker vi håbet igen. ”Heeeeelp”, råber de.

”Vi finder en vej over, og hvis ikke der er en vej, bygger vi en bro”, siger Mads Lindegaard og går tilbage mod bilen.

Update

To dage senere har Folkekirkens Nødhjælp afsøgt alle de mulige broforbindelser. Alle broer er skyllet væk.

Derfor igangsætter Mads Lindegaard etableringen af en nødbro, så de 211.000 mennesker igen bliver forbundet med resten af Mozambique.