Bliv indsamlingsleder

Hjælp os med at koordinere den årlige indsamling

Bliv indsamlingsleder

Vores næste indsamling er 11. marts 2018. Er du interesseret i at hjælpe os med at koordinere den lokalt, så udfyld tilmeldingsblanketten her eller kontakt os endelig for at høre mere på 33 18 77 66 eller [email protected].

Vil du læse mere om indsamlingen, så se her: Indsamling 2017 - Gør som 20.000 andre danskere, vær med!

Du er værten

Du kan sammenligne det at arrangere indsamling med at skulle have gæster eller afholde et lille event. Dagen skal planlægges, indsamlerne skal inviteres i god tid, beværtes med lidt lækkert og sættes i gang på dagen, hvor du er værten. Til sidst skal de sendes godt hjem efter en hyggelig sammenkomst - med håb om, at de kommer igen næste gang, du inviterer.

Indsamlingsstedet er typisk ved den lokale kirke. Det betyder, at vi har flere men mindre indsamlingssteder end andre landsindsamlinger. Der er tid til at få en kop kaffe og en snak med indsamlerne og gøre dagen til en god oplevelse for alle.

Opgaver som indsamlingsleder

Det at være indsamlingsleder kan i store træk klares inden for årets
første tre måneder:

I JANUAR begynder du de første forberedelser. Der skal hverves indsamlere, bestilles materialer og hænges plakater op i fx kirken, på biblioteket og i supermarkeder. Er der ikke allerede bestilt lokale til dagen, skal det gøres.

I FEBRUAR får du styr på materialer til dagen og skaber opmærksomhed om indsamlingen i lokalområdet og i lokale medier. Du får pressemateriale fra os. I de fleste sogne er der en kommunekoordinator, som hjælper med mediedækningen, og du kan til hver en tid få hjælp og sparring af medarbejdere i Folkekirkens Nødhjælp.

I MARTS er der nedtælling til indsamlingsdagen. Ruter skal tjekkes og printes sammen med tjek ind-kort. Skaf lidt forplejning til indsamlerne fra enten kirken eller lokale sponsorer – eller bed din tante bage en kage. De sidste indsamlere skal i hus, og dem der allerede er tilmeldt, sender du en glad påmindelse kort før indsamlingsdagen.

11. MARTS – så går det løs. Sørg for at have nogle hjælpere på dagen (eller gerne under hele forløbet), hvor I tager imod indsamlere, udleverer ruter og tæller penge op, når folk kommer retur. Hav lidt at spise og drikke klar til ventetiden, tag nogle billeder og nyd stemningen og de gode historier fra dagens forløb.

De indsamlede penge skal afleveres i banken, og vi hører meget gerne dit resultat inden kl. 20. Fortæl også gerne den lokale presse og dine indsamlere
om indsamlingsresultatet og gode historier fra dagen.

Du gør en verden til forskel

Som indsamlingsleder kommer du med på et stærkt hold af 900 lokale koordinatorer, der sammen med cirka 20.000 indsamlere gør en verden til forskel for verdens fattigste og mennesker i nød. Siden første indsamling i 1999 har vi samlet 210 millioner ind.

Der er mulighed for at komme på en indsamlingslederrejse, hvor vi besøger nogle af Folkekirkens Nødhjælps projekter og med egne øjne ser, hvordan pengene gør forskel.

”Vi besøgte blandt andet en landsby, hvor en gruppe frivillige lærere giver ekstra undervisning to dage om ugen. Flere hundrede børn og forældre råbte svarene i kor, så man fik gåsehud. Fantastisk syn. Uddannelse er jo nøglen til en bedre fremtid”.

Indsamlingsleder Jakob Bækgaard var med i Malawi i 2016

Evaluering

Til evalueringen af indsamlingen udfylder du et online evalueringsskema, så vi kan blive ved med at forbedre indsamlingen, og du optæller overskydende materiale.

Husk også gerne at fortælle den lokale presse og dine indsamlere om indsamlingsresultatet og gode historier fra dagen.

Bliv indsamlingsleder